Kritik: Indadvendte værdsættes ikke nok

Samfundet må i højere grad lære at påskønne de introverte og ikke kun belønne dem med de store armbevægelser, mener forfatter til ny bog

I konsulentvirksomheden SiriusPartners arbejder chefkonsulent Kent Aalborg med lederkurser, hvor man blandt andet undersøger, om kursisterne er introverte eller ekstroverte. Formålet er at skabe en bedre forståelse for typernes forskellige måder at arbejde på.
I konsulentvirksomheden SiriusPartners arbejder chefkonsulent Kent Aalborg med lederkurser, hvor man blandt andet undersøger, om kursisterne er introverte eller ekstroverte. Formålet er at skabe en bedre forståelse for typernes forskellige måder at arbejde på. Foto: Odilon Dimier/Odilon Dimier / PhotoAlto.

Er du udadvendt, charmerende og talende? Ja, så er du nok også både klogere og dygtigere end din mere tilbageholdende kollega eller veninde.

Den konklusion bliver ifølge Anna Skyggebjerg, forfatter og magister i litteraturhistorie, fejlagtigt draget hver eneste dag både på arbejdspladser og til receptioner og fester. Samfundet er ganske enkelt indrettet på de udadvendtes præmisser, mener forfatteren, der er aktuel med bogen Introvert stå ved dig selv.

LÆS OGSÅ: Til forsvar for de indadvendte

Vi lever i en ekstrovert verden, hvor vi hylder de hurtige, de talende, de festlige og selvpromoverende. Vi er forblændede af det ekstroverte ideal og tillægger dem en hel række positive træk på bekostning af de introverte. De sociale og meget talende bliver opfattet som mere dygtige og pænere end de introverte. Og derfor slår vi introverte knuder på os selv for at blive som dem. Der er ganske enkelt ikke ligestilling mellem de ekstroverte og de introverte, siger hun.

Anna Skyggebjergs pointe er, at der i samfundet er lige så stort behov for introverte, der er gode til at lytte, forske og fordybe sig og være alene, som der er for de udadvendte og sociale.

Derfor er det vigtigt, at man som chef på en arbejdsplads også tænker på at have introverte medarbejdere, der er dygtige til det lange seje træk. Lige såvel som det er vigtigt at have ekstroverte medarbejdere, der er gode til at komme i gang, siger hun.

I konsulentvirksomheden SiriusPartners arbejder chefkonsulent Kent Aalborg med lederkurser, hvor man blandt andet undersøger, om kursisterne er introverte eller ekstroverte. Formålet er at skabe en bedre forståelse for typernes forskellige måder at arbejde på.

Kent Aalborg medgiver, at de fleste kursister som udgangspunkt krydser fingre for, at de er ekstroverte, selvom intet taler for, at de dermed er bedre mennesker.

Der er ingen tvivl om, at det i vores kultur er smartere at være ekstrovert. At være introvert er ikke så hipt. Det skyldes sikkert, at det er den festlige og fremstormende type, man hele tiden præsenteres for i medierne, ligesom jobannoncer også altid efterspøger udadvendte og proaktive medarbejdere. Det kan introverte have svært ved at leve op til. Men faktum er, at man ikke nødvendigvis er bedre til at bestride et job, fordi man er en bestemt type. Og når man ikke hører så meget om de introverte, er det også, fordi de ikke har et behov for hele tiden at være i centrum, påpeger han.

Ifølge amerikansk forskning er det mellem 30 og 50 procent af befolkningen, der anslås at være introvert i mere eller mindre udpræget grad. Og det er kun godt, at der er mange introverte iblandt os.

Det mener Claus Buhl, tidligere direktør for et reklamebureau og forbrugsforsker, nu bestyrelsesmedlem, foredragsholder og blandt andet forfatter til bogen Talent, der handler om at finde og fremme sit talent.

Man skal bestemt ikke tænke, at det er synd for de introverte. For ofte er det faktisk i udpræget grad de introverte, der har magten. Det er de introverte, der får togene til at køre og broerne til at stå. De ekstroverte fylder ganske vist meget, fordi det er dem, der har de gode historier, men blandt intellektuelle, blandt kunstnere og generelt blandt skabende mennesker vurderer man, at to ud af tre er introverte. Det er klart, at der er nogle sociale situationer, hvor det har en pris at være introvert, og hvor man ikke scorer mange point. Men overordnet skal man kun være glad for at være introvert, understreger Claus Buhl.

liv&sjæl side 15