Prøv avisen
LGBT

Kritik: Kamp for minoriteter risikerer at gå for vidt

Ifølge flere debattører er tidens identitetspolitiske grøde i fare for at gøre Pride til en parodi på sig selv. I stedet for at udviske forskellene, ender festivalen med at optegne dem. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I stedet for at udviske forskelle på mennesker ender Priden med at optegne dem, lyder kritik af festival for seksuelle minoriteter, der finder sted i København i disse dage. Hvis man én dag om året har brug for at forskelsbehandle, har man ret til det, siger LGBT Danmark og får opbakning fra højskoleforstander

Igen i år skaber den røre og sætter sit præg på den offentlige debat, Pride-festivalen.

Ikke på grund af udgangspunktet for festlighederne, der er tænkt som en hyldest til mangfoldighed og menneskers ret til at dyrke deres seksualitet. Men snarere på grund af de debatter, der kommer i kølvandet på de regnbuefarvede Pride- parader.

Ifølge flere debattører er tidens identitetspolitiske grøde i fare for at gøre Pride til en parodi på sig selv. I stedet for at udviske forskellene, ender festivalen med at optegne dem.

Det mener blandt andre Majbritt Maria Nielsen, radiovært og forfatter til bogen ”Søsterskriftet”.

Hun henviser til en debat igangsat af kunstneren O/RIOH, der har det borgerlige navn Rikke Østergaard. I stedet for at hyre heteroseksuelle musikere som Birthe Kjær, Infernal og Tina Dickow til at optræde på Copenhagen Pride, burde festivalen have fokus på at lade LGBT-personer spille op til dans, mener Rikke Øster- gaard, der har bedt arrangørerne om at ”få styr på sit lort”.

Et helt outreret synspunkt, lyder det fra Majbritt Maria Nielsen.

”Det er paradoksalt og selvmodsigende at kræve, at heteroseksuelle musikere ikke bør spille til Pride. Festivalen handler netop om, at man ikke må forskelsbehandle på baggrund af køn og seksualitet,” siger hun.

Seancen med O/RIOH endte med, at hun selv fik aflyst sin optræden af Copenhagen Pride.

Ifølge Thomas Rasmussen, kommunikationschef i Copenhagen Pride, fordi det er ”enormt dårlig stil at gå efter et andet band, der skal optræde,” udtaler han til Dagbladet Information.

Hele affæren er et tidstypisk billede på, at dele af LGBT-miljøet er lykkedes med at skævvride debatten om mangfoldighed, lyder det fra Marianne Stidsen, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og forfatter til en meget omtalt bog om MeToo-bevægelsen.

”Pride begyndte som en festlig, sjov og humoristisk måde at gøre opmærksom på, at seksualitet kan være mange ting. Men senere er der kommet en tendens til at gøre hele vores menneskelige identitet til et spørgsmål om seksualitet eller hudfarve. Det synspunkt kammer over i nogle små og ekstremt høj-røstede grupperinger, der får lov at sætte dagsordenen,” siger Marianne Stidsen.

Både hun og Majbritt Maria Nielsen advarer mod at lade den ellers sympatiske mangfoldighedsdebat kamme over. Et eksempel er det store fokus på sprog i dele af LGTB-bevægelsen. På LGBT Danmarks hjemmeside erkender foreningen, at det er svært at finde rundt i de mange køns- og seksualidentiteter og har derfor lavet en ordbog, der blandt andet forklarer begreber som pomoseksuel og omniseksuel.

”Lige pludselig kan helt almindelige mennesker, der egentlig vil det bedste, ikke være med længere. Faktisk tror jeg også, at mange homoseksuelle er ved at være godt trætte af det,” siger Marianne Stidsen.

Majbritt Maria Nielsen stemmer i:

”Det er ekstremt ærgerligt, når visse minoritetsmiljøer ikke tillægger folk de bedste intentioner. De færreste ønsker at såre minoriteter, og måske kender vi ikke alle sammen til de nyeste begreber på området,” siger hun.

Idéen om at fokusere på det, der samler os og ikke det, der adskiller os, findes blandt andet i N.F.S. Grundtvigs bonmot om ”menneske først og kristen så”.

Det er et godt princip, mener tidligere forstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen. Han ser dog ikke noget problematisk ved Pride-festivalens fokus.

”Der kan gå overdrivelse i alle ting, og det er der til en vis grad også gået i Priden. Men jeg vil ikke bebrejde seksuelle minoriteter, at de én dag om året går på gaden for mangfoldigheden. De tilhører et mindretal, som i årtier og århundreder har været sat i detention som freaks på grund af deres seksualitet. Det er forholdsvist nyt, at samfundet accepterer dem, og det er der stadig grund til at fejre,” siger Jørgen Carlsen.

Det er forfatter og debattør Jens Christian Grøndahl enig i.

”Jeg er gammeldags humanist og tror på, at det almene, der knytter os sammen, må gå forud for det partikulære. Jeg er kritisk over for multikulturalismens fokus på forskellighederne frem for det fælles. Jeg mener heller ikke, at seksualiteten altid er det vigtigste, der er at sige om os. Hvad med åndslivet og fornuftens brug? Men når man ser ud over Europa og resten af verden, er det tydeligt, at kampen for seksuelle minoriteters rettigheder langtfra er vundet endnu. Så sent som i forgårs blev en Pride-deltager i København slået ned af en serbisk fodboldhooligan. Derfor mener jeg, at der er grund til at vise sin solidaritet med minoriteterne og hylde deres mod til at stå frem,” siger han.

Hos LGBT Danmark roser generalsekretær Susanne Branner Jespersen ”diversiteten og spændvidden i vores miljø.”

Hun mener ikke, at der er grund til at kritisere Copenhagen Pride for valget af kunstnere til årets festival. Heller ikke Nørrebro Pride, en alternativ og antikommerciel Pride-festival i København, vil hun sætte en finger på. Nørrebro Pride er ellers blevet kritiseret for at arrangere en efterfest, hvor sorte og farvede har førsteprioritet til at komme ind, mens hvide må tage plads bagerst i køen.

”Det har Nørrebro Pride ret til gøre,” siger Susanne Branner Jespersen.

”Jeg har selv været på Femølejren i sommer, hvor mænd ikke må komme. Der er brug for separatistiske fællesskaber for at modvirke følelsen af at kæmpe alene, hvis man tilhører en minoritet. Racialiserede mennesker er udsat for mere strukturel diskrimination og vold end andre. Hvis de en dag om året har brug at forskelsbehandle, er de i deres gode ret til at gøre det.”

Er det ikke problematisk at forskelsbehandle på baggrund af seksualitet eller hudfarve, hvis endemålet er at gøre op med forskelsbehandling?

”Det her drejer sig om én dag og én fest, hvor de her mennesker har brug for at styrke deres sammenhold. Man kan godt bekæmpe ulige vilkår ved at forskelsbehandle. Det er et kendt politisk middel i aktivisme og har historisk set været brugt flere gange i kvindekampen,” siger Susanne Branner Jespersen.