Hører religionsfrihed fortiden til?

Hvis vi i kampen mod radikale imamer vil begrænse religionsfriheden for blandt andre præster i folkekirken, der ikke vil give hånd til kvindelige kolleger, er vi med til at trække tæppet væk under åndsfriheden, advarer præst og samfundsdebattør

I kølvandet på debatten om muslimske friskoler er også de kristne blevet kritiseret. Nu advarer flere kritikere mod, at religionsfriheden indskrænkes, hvis fx en streng seksualmoral slås i hartkorn med tilslutning til stening. Arkivfoto. Foto: Christian Als

”Vi er nødt til at have en langt skrappere tilgang til, hvad der forkyndes i det her land”. Udtalelsen kom fra sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen i onsdags i en radiodebat om indsatsen over for de muslimske parallelsamfund, som er grobund for den terrorisme, der nu igen har ramt Europa.

Eksemplet, hun trak frem i debatten, var imidlertid ikke fra en af de seneste ugers meget omtalte moskéer, men fra den danske folkekirke, hvor Gotfredsen gjorde opmærksom på, at det fortsat er muligt for visse missionske præster ikke at anerkende og give hånd til deres kvindelige kolleger. Med henvisning til religionsfriheden og deres religiøse samvittighed.

Det var i går, langfredag, ikke muligt at få en kommentar fra Sørine Gotfredsen, men i programmet gjorde hun opmærksom på, at den slags undtagelser kun har fungeret historisk i et samfund uden religiøse spændinger. I dag, mente hun, er der i højere grad brug for at sætte ind over for religiøs praksis, som strider imod samfundets normer.

Men alene det at lave den jævnføring mellem islamisme og missionske præsters holdning til kvindelige præster viser, at debatten om religionsfrihed er ved at køre af sporet. Det mener sognepræst Henrik Højlund, som er blandt de præster i folkekirken, der åbent har givet udtryk for sit kritiske syn på kvindelige præster.

”Vi risikerer simpelthen at gøre moderne, demokratisk ligestillingsideologi til den primære og absolutte norm, som alt andet skal indordne sig under. Jeg forstår godt behovet for at bekæmpe det kvindesyn, som nogle imamer giver udtryk for. Men det er helt uden for skiven at sammenligne opfordringer til stening og piskeslag med en teologisk funderet modstand mod kvindelige præster. Og hvis vi i den øjeblikkelige iver efter at gøre op med de muslimske parallelsamfund er parate til at opgive de vide rammer for åndsfriheden, så risikerer vi at ende med noget, som er værre end det, vi forsøger at komme til livs,” siger Henrik Højlund.

Han nævner debatten om friskoler som et andet aktuelt eksempel, hvor kritikken af en muslimsk friskoles rådgivning om ikke at have sex før ægteskabet straks førte til stormløb mod de kristne friskoler, som i årevis har undervist unge med afsæt i religiøse normer og værdier. Det er afgørende, at vi fastholder evnen til at skelne mellem behovet for frihed til et religiøst rum på den ene side og islamismen som politisk ideologi på den anden side, siger Højlund.

”Det skal fortsat være muligt at have en teologisk overbevisning, som adskiller sig fra de politiske og øvrige normer i samfundet. Så længe du ikke arbejder for, at disse principper skal være gældende for hele samfundet. Det er ikke nogen enkel skelnen, men det er på den anden side klart for de fleste, at de luthersk-missionske kredse ikke har nogen som helst planer om, at deres holdning til kvinder i ledelsen skal være styrende i samfundet. For visse imamer er der derimod tale om, at religionen er del af en politisk ideologi, som principielt er altomfattende,” siger Henrik Højlund.

Også sognepræst og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm advarer mod at gøre den herskende moral i samfundet til norm for religiøs forkyndelse.

”På den måde gør du i virkeligheden de gældende normer for ligestilling og demokrati til Gud. Så har du ikke længere frie forkyndere, som kan kritisere og udfordre de gældende normer. Når vi begynder at sammenligne Grimhøj-imamens udtalelser med danske præster, som ikke vil give hånd, er der tale om en logisk kortslutning, som er desværre er udbredt i samfundsdebatten,” siger Katrine Winkel Holm.

Hun mener, at grænsen skal gå ved vold og opfordring til vold. Og dermed også at et opgør med de radikale imamers forkyndelse skal ske med afsæt i Grundloven.

”Jeg er sådan set enig i behovet for at gøre noget og øge samfundets muligheder for at gribe ind over for de pågældende imamers forkyndelse. Jeg mener også, at man kan kræve, at trossamfundene tilslutter sig Grundloven som en forudsætning for godkendelse. Men det skal netop være minimumskrav, som fortsat sikrer vide rammer om religionsfriheden, og det er klart et skråplan, hvis gældende normer for ligestilling mellem kønnene bliver brugt i et opgør med alt, der strider imod den opfattelse.”