Prøv avisen

Kritik: Begravelseslov kriminaliserer efterladte

Sara er en af de efterladte, der bryder loven, fordi hun har sin afdøde søns urne stående hjemme. Andre overtræder reglerne ved at sprede aske over land. Selvom loven er lempet noget, er den stadig for ufleksibel, mener pårørende og bedemænd

Begravelsesloven, der bortset fra revideringer stammer fra 1533, er for rigid, mener pårørende og bedemænd.

For i takt med at ligbrænding er blevet det almindelige – i dag vælger 8 ud af 10 danskere en bisættelse, hvor kroppen kremeres – er der opstået flere ønsker til, hvad man må stille op med asken.

Men mulighederne er begrænsede, og det hænger ifølge brancheforeningen Danske Bedemænd sammen med, at ”Bekendtgørelse af lov om begravelse og ligbrænding” sidestiller omgang med lig med omgang med aske, og det er forældet, mener direktøren, Ole Roed Jakobsen.

”Vi ser gerne en liberalisering af loven, for nutidens pårørende har ikke bare en mere individualiseret indstilling til livet, men også til døden. Og det giver en afsmittende effekt på de efterladtes ønsker,” siger han.

Hele 83 procent vælger i dag kremering, og langt de fleste får urnen nedsat på en kirkegård. Andre vælger askespredning til søs. Men at opbevare den afdødes aske derhjemme er ikke tilladt.

”Politiet sparker jo ikke døre ind hos folk for at se, om de har en urne stående, men man kriminaliserer alligevel ganske almindelige mennesker, som henter urnen og så opbevarer den hjemme et stykke tid, før de for eksempel kan komme på havet med asken, for det svarer jo til, at urnen er hensat på et sted, der ikke er godkendt af ministeriet,” siger Ole Roed Jakobsen.

Flere private bedemænd, blandt andre Jan Schandorff, som er bedemand på Frederiksberg i København, er enige i, at loven sætter mange i et etisk dilemma.

”Bliver man stoppet af politiet og har en urne på bagsædet, skal man kunne redegøre for, hvor man er på vej hen med den. Meningen er, at man skal køre den fra A til B, og ikke tage den med hjem. Det forhold gør vi som bedemænd naturligvis opmærksom på, men meget kan spille ind, så folk alligevel har urnen et stykke tid: En slægtning skal måske nå hjem fra udlandet for at sige farvel. Man vil måske vente på bedre vejr, hvis asken skal spredes til søs. Eller man har bare lyst til at beholde urnen lidt, men det må man faktisk ikke,” siger han.

Ifølge flere efterladte er der ingen tvivl om, at der sker meget mere med asken, end det, der er givet tilladelse til i loven. Af samme grund ønsker de pårørende, som Kristeligt Dagblad har talt med, heller ikke at stå frem med navn og oplyse, at de har en afdøds urne stående på kaminhylden – eller at de har haft deres fars aske med i Tivoli og spredt den her, fordi han var så glad for at komme i haven.

Og det er, når man forbyder ”næsten alt”, at man risikerer, at folk gør lige, hvad der passer dem, mener branchedirektør Ole Roed Jakobsen.

”Naturligvis skal den afdødes aske behandles med respekt, men det burde som minimum være tilladt, at efterladte kan have en urne stående derhjemme i en begrænset periode, indtil man kan tage en afsked, som giver en ro i sjælen, uden at man skal kigge sig over skulderen,” siger han.

For to år siden mistede Sara, som i dag er 35 år, sin lille søn, og hun er en af dem, der har valgt at beholde urnen derhjemme, selvom hun godt ved, hun bryder loven.

”I den sorg, man er i, synes jeg, det hele går meget hurtigt. Der var en masse valg med hensyn til hvilken kiste og hvilken urne, og hvad der skulle høres i kirken. Det hele var meget forhastet. Så jeg var slet ikke klar til at tage beslutningen om, hvad der skulle ske med min søns urne. Han var kun et år og syv måneder, da han døde, og på det tidspunkt havde jeg det sådan, at han er et lille barn, han skal ikke ned i jorden alene,” siger Sara, hvis efternavn er redaktionen bekendt.

For at vinde tid ansøgte hun om askespredning.

”Men det gav heller ingen mening at sprede ham over havet – et sted, han intet forhold havde til. Og da jeg fik ham hjem, fik jeg følelsen af, at det var her, han skulle være – lige nu i hvert fald.”

Urnen, som står på hans gamle puslebord, har Sara nu haft derhjemme i to år. Men hvis hun ”går ud og bliver kørt ned i morgen”, skal sønnen med hende i jorden. Eller han skal med i graven, når hendes mor eller far dør. Alene skal han ikke ligge.

Du begår jo noget kriminelt...

”Helt bestemt og jeg hader, at det ikke er lovligt, at han er her hos mig. Det er ikke fordi, jeg skal have ham her altid, det skal bare være i mit tempo, og imens er han her, hvor jeg kan sige godnat til ham hver aften og godmorgen hver morgen. Jeg forstår faktisk ikke, det ikke er lovligt. Naturligvis var det noget andet, da man ikke kremerede, men det er jo aske. Jeg kan heller ikke se, hvem det er, det gør ondt, når det gør mig godt,” siger Sara.

Hvordan med ”Af jord er du kommet”-ritualet?

”Jeg har også en følelse af, at han kommer i jorden. Men hvis det lige præcis er det, vi holder fast i, ville det jo heller ikke være i orden at sprede asken,” siger hun.

Også LandsforeningenLiv & Død mener, at der er behov for at regulere begravelsesloven i forhold til, at vi lever på en lidt anden måde, end da loven blev lavet, som sekretariatschef Kirsten Søndergaard formulerer det.

”Det, der sker i dag, er, at folk rent faktisk gør det, de ikke må alligevel. Og der har jeg selv den holdning, at hvorfor skal efterladte, midt i at de har mistet, tvinges ud i noget kriminelt. Vi ved, at der er nogle, der har urnen stående hjemme, og da det er forbudt, skaber det nemt splid i familier og mellem venner, fordi andre så kan finde det stødende,” siger Kirsten Søndergaard.

Landsforeningen Liv & Død vil gerne være med til at tale om en revurdering af lov om begravelse og ligbrænding. Men ifølge Kirkeministeriet er der ingen planer om en revidering af bestemmelserne i forbindelse med omgang med afdødes aske.

Den stadig mere individuelle tilgang til døden bekymrer stud. teol. Morten Bangsgaardsom medlem af Det Etiske Råd. Han mener, at ”vi har mere brug for at genopdage synet på den afdøde end på nye regler, der kan imødekomme den enkeltes ønsker.”

Efter hans mening understreger selve stigningen i antallet af askespredninger det enorme tag, individualiteten har i os.

”Selv i den sidste højtid for et menneske er ønsket noget særligt for ’mig’ og et fravalg af fællesskabet. Det er endnu et tegn på, at hvis ikke individets ønske kan rummes indenfor fællesskabets rammer, så må rammerne, samfundets regler, ændres,” siger han.

”Men det bryder med en århundreder lang tradition, og med noget af det sidste universelle, som bringer os sammen som mennesker, at når vi er døde, kommer vi i jorden,” siger Morten Bangsgaard, som i Det Etiske Råd er særligt optaget af etiske problemstillinger vedrørende livets afslutning.