Hvis det står til politikerne, får danskerne snart lov til at bestemme mere over deres egen død, blandt andet ved, at de kan oprette bindende behandlingstestamenter, og at mulighederne for såkaldt passiv dødshjælp bliver udvidet. Aftalen om øget selvbestemmelse blev vedtaget i september af et bredt flertal i Folketinget, og lovforslaget skal andenbehandles til marts, men ifølge Peter Øhrstrøm, professor ved institut for kommunikation og psykologi på Aalborg Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, kan det snige aktiv dødshjælp ind i Danmark ad bagvejen.
”Med lovforslaget vil man lovliggøre aftaler mellem læge og patient om forløb, som i hvert fald meget ligner noget, som vi plejer at kalde aktiv dødshjælp,” lyder det fra Peter Øhrstrøm, der i dagens avis uddyber sin bekymring i et debatindlæg skrevet sammen med læge Ole Hartling, tidligere formand for Det Etiske Råd, og seniorkonsulent Christian Borrisholt Steen, nuværende medlem af Det Etiske Råd.
Ifølge den politiske aftale bag lovforslaget skal en patient fremover have lov til at sove ind som konsekvens af medicinsk lindring, såkaldt palliativ sedering, når døden vurderes at indtræde inden for få uger. Et andet tiltag i aftalen er juridisk bindende behandlingstestamenter. Den enkelte borger kan dermed skrive sine ønsker ned, hvad angår for eksempel hjertemassage, respiratorbehandling eller anden behandling ved fremtidig sygdom, og sundhedspersonalet er så forpligtet til at efterleve disse ønsker.
Peter Øhrstrøm frygter, at det kan betyde, at en person i sit behandlingstestamente kan aftale et forløb om palliativ sedering, som lægen så er forpligtet til at følge. Det vil altså sige, at patienten på forhånd har sagt, at han eller hun i tilfælde af sygdom og nært forestående død vil smertelindres ind i døden.
På den måde kan patientens dødsønske trumfe den lægefaglige vurdering af, om patienten faktisk har brug for medicinsk lindring med døden som sandsynlig bivirkning:
”Jeg er naturligvis med på, at man skal kunne give smertelindring, selvom det måske fremskynder døden, og også at lægen skal kunne beslutte at bruge palliativ sedering, hvis patienten ikke kan smertedækkes på andre måder. Men formålet skal være lindring og smertedækning – ikke udelukkende at fremskynde døden. Lægen og sundhedsvæsenet skal være på livets side. Jeg synes, det er skræmmende, hvis en patient og en læge på den nævnte måde kan aftale en sulte/tørste-død,” påpeger Peter Øhrstrøm med henvisning til, at patienten muligvis vil dø af sult og tørst, mens han eller hun er uden for bevidsthed på grund af medicin i de tilfælde, hvor døden ikke først indtræder på grund af sygdommen.
Derfor ønsker han en lovtekst, hvor ”aftaler om sedering slet ikke kan indgå i behandlingstestamenterne”.
Lige så foruroliget er han over de argumenter, der ligger bag lovforslaget, og hvor politikerne fokuserer på, at de vil øge det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse:
”Den klassiske og især kristne tanke om at værne det menneskelige liv som sådan er i denne forbindelse stort set fraværende fra overvejelserne i Folketinget. Hvis man så entydigt tænker i selvbestemmelse, er der efter min mening intet, der spærrer for aktiv dødshjælp af samme type som i Holland.”
Første skridt er allerede taget, hvis aftaler om palliativ sedering bliver en del af de juridiske bindende behandlingstestamenter, mener han:
”Hvis man først har tilladt, at der kan aftales en type af juridisk bindende forløb med døden til følge, så er der ud fra betragtninger om selvbestemmelse ikke langt til en godkendelse af, at døden også kan fremskyndes på andre måder, og at gruppen af patienter, som skal have denne mulighed, skal være meget større.”
Flere parter advarer da også mod ”aktiv dødshjælp” i deres høringssvar til lovforslaget.
Lægeforeningen skriver, at loven bør tilføjes en bestemmelse om, at ”en bindende tilkendegivelse i et behandlingstestamente og den efterfølgende lægelige behandling på den baggrund ikke er udtryk for en legalisering af aktiv dødshjælp.”
Lise Møller, formand for Lægeforeningens Etisk Udvalg, er dog ikke reelt bekymret for, at loven er et første skridt mod indførsel af dødshjælp i Danmark.
”Du kan jo ikke bare kræve palliativ sedering, selvom det står i dit behandlingstestamente, at du vil foretrække den mulighed, hvis du skulle blive alvorligt syg. En læge skal stadig vurdere, at du er i målgruppen for netop denne behandling, det vil sige, at du ikke kan smertelindres på andre måder, og at døden er nært forestående. Vores holdning er, at ønsker i behandlingstestamentet skal følges, men ikke ved tilsidesættelse af de faglige vurderinger og indikationerne for palliativ sedering,” siger hun.
Også Det Etiske Råd nævner ”aktiv dødshjælp” i sit høringssvar. Et flertal i rådet ønsker, at der er sikring for, at en patient dør af sin sygdom under palliativ sedering – og ikke af sult eller tørst, fordi døden trækker længere ud end forventet.
”I et sådant tilfælde kan man hævde, at der reelt er tale om aktiv dødshjælp eller i det mindste assisteret selvmord,” skriver rådet.
Der var meget diskussion i rådet, siger formand og børnelæge Gorm Greisen, som personligt deler Lise Møllers opfattelse:
”Det er lægen, som afgør, om en patient kan få palliativ sedering. Det er ikke en behandling, man kan kræve – behandlingstestamente eller ej. Det er efter min mening heller ikke aktiv dødshjælp, hvis en patient dør som følge af sult eller tørst under palliativ sedering. Det er en mulig bivirkning ved en behandling, som lægen vurderede var nødvendig for at dække patientens smerter tilstrækkeligt – ligesom vi accepterer bivirkninger for al anden behandling.”
Han mener heller ikke, at lovforslaget er et skridt i retning af aktiv dødshjælp, fordi ordvalget i så høj grad handler om selvbestemmelsesretten.
”Jeg tror, at lovforslaget i virkeligheden kan forhindre, at vi med tiden indfører aktiv dødshjælp i Danmark. Flere vil opleve, at der gives tilstrækkelig palliative behandling, og desto mindre pres vil der være for at få indført dødshjælp. Jeg mener, det kan være et klogt træk.”