Prøv avisen

Kritik: Mange plejehjem er for dårlige til at sikre en værdig død

”Vi hører om tilfælde, hvor døende ikke får den smertelindring, de har brug for, eller de først får den efter lang ventetid, fordi der ikke er nok personale – især om natten," siger Anna Wilroth, seniorkonsulent med fokus på en værdig sidste tid ved Ældre Sagen. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Der findes ingen ensartet praksis for, hvordan plejehjem smertelindrer alvorligt syge beboere i deres sidste levetid. Nogle plejehjem mangler de nødvendige kompetencer, lyder det fra Ældre Sagen og Kræftens Bekæmpelse

Den 9. maj i år mistede 71-årige Ole Møller sin 90-årige kone Alice, som han havde levet med i 46 år. Forud for Alices død forløb syv døgn, der ifølge Ole Møller bedst kan betegnes som ”tortur”. Her kunne han se magtesløst til, mens Alice vred sig i smerte og fik spasmer.

”Det sårer mig, at Alice endte med at slutte sit liv på denne måde. Det er uretfærdigt. Hun havde fortjent at sove stille ind og få en fredfyldt død, men Alices død var alt andet,” siger Ole Møller, der beskriver forløbet i en kronik i dagens avis.

Kort før Alice døde, havde hun fået konstateret fremskreden kræft i bugspytkirtlen, og beskeden fra lægerne var, at hun kun havde få uger tilbage at leve i. Alice led desuden af en demenssygdom, der krævede særlig behandling, og det betød, at hun ikke kunne komme på hospice, men i stedet måtte blive på det plejehjem, hun i øvrigt var tilfreds med.

I dagene før sin hustrus død havde Ole Møller indtryk af, at han stod alene med Alices smerter. Plejepersonalet gav ham besked på at ringe, når han mente, at hun skulle have smertelindrende medicin, men det var svært at vurdere som pårørende, mener han i dag. Derudover var beskeden ofte, når han ringede efter plejepersonalet, at der ikke var nogen til stede, der havde kompetence til at hjælpe.

Ole Møllers oplevelse er langtfra enestående, fortæller Anna Wilroth, seniorkonsulent med fokus på en værdig sidste tid ved Ældre Sagen. Hun oplever, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne og de enkelte plejehjem arbejder med den såkaldt specialiserede palliation, der skal smertelindre mennesker ramt af livstruende sygdomme som eksempelvis kræft og demens.

”Forskellene består både i forhold til plejepersonalets kompetencer i palliativ indsats og i forhold til plejehjemmenes bemanding, og det er klart, at disse forskelle ikke lever op til standarderne for en velfærdsstat,” siger hun og fortsætter:

”Vi hører om tilfælde, hvor døende ikke får den smertelindring, de har brug for, eller de først får den efter lang ventetid, fordi der ikke er nok personale – især om natten. Det skyldes blandt andet, at der ikke er nok sosu-assistenter og sygeplejersker på vagt, som er det personale, der må give smertelindring – det må sosu-hjælpere ikke.”

I Kræftens Bekæmpelse mener formand Helen Bernt Andersen, at Ole Møllers beretning berører en central udfordring i palliativ indsats, da hans kone både led af kræft i bugspytkirtlen og demens. To sygdomme, der kræver forskellig palliativ behandling.

”Når beboere får stillet mere end én diagnose, bliver den palliative behandling også mere kompleks, og det stiller store krav til plejehjemmene. På det område ved vi, at plejepersonalet ikke er rustet godt nok – også når det gælder den basale palliative behandling. De mangler kompetencer og uddannelse,” siger hun.

Mette Raunkiær, der er seniorforsker ved Danmarks Nationale Videncenter for Rehabilitering og Palliation (Rehpa) på Syddansk Universitet, understreger, at der ikke er noget samlet overblik over, om plejehjem og hjemmepleje yder en tilstrækkelig indsats i forhold til lindring ved livstruende sygdom. Men videncenteret har netop indledt en undersøgelse af, hvordan den palliative indsats foregår i 29 danske kommuner, og resultaterne ventes klar i løbet af foråret.

”Vi ved fra en tidligere undersøgelse, at der er store forskelle mellem kommuner og de enkelte plejehjem i forhold til måden af gribe palliation an på. Det behøver ikke være et problem, blot man er opmærksom på behovet. Det er skrøbelige ældre, der kommer på plejehjem, og det er et problem, hvis ældre og deres pårørende ikke får den indsats, der er behov for. Det er vigtigt med lige adgang til palliativ indsats, uanset hvor man bor i Danmark,” siger Mette Raunkiær.

Det er Ane Bonderup, sygeplejerske og leder af center for lindrende behandling ved Aarhus Universitetshospital, enig i. I 20 år har hun arbejdet med at sikre den bedst mulige palliative behandling på blandt andet landets plejehjem. Hun kalder det et kendt problem, at den palliative indsats på plejehjemmene kunne have bedre vilkår. Ligesom hun mener, at den palliative behandling i nogle tilfælde sættes for sent i gang.

”I bund og grund handler det om, at personalet skal have større viden om kvalme- og smertebehandling, så man sikrer, at der er kompetent faglighed i alle døgnets 24 timer. Derudover skal vi blive bedre til at sætte den palliative behandling i gang meget tidligere i et forløb. Men vi skal også have fokus på en bedre kommunikation med de pårørende, så man undgår misforståelser og en bedre koordination mellem forskellige parter, der også er en del af den palliative behandling – det kunne være til beboerens egen læge, men også til den lokale præst,” siger hun.

Chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL) Karen Marie Myrndorff kan ikke kommentere den konkrete sag. Men generelt afviser Kommunernes Landsforening, at den palliative indsats prioriteres for lavt i landets kommuner.

”Den palliative indsats i hjemmesygeplejen er en så central del af den faglige prioritering, at jeg slet ikke kan genkende, at sygeplejen i kommunerne skulle nedprioritere den indsats, heller ikke om natten. Men derfor kan måden at gribe palliation an på godt være forskellig fra kommune til kommune,” siger Karen Marie Myrndorff, som understreger, at KL gerne vil gå i dialog med Ældre Sagen om de problemstillinger, de får henvendelser om.

Det skyldes blandt andet, at der ikke er nok sosu-assistenter og sygeplejersker på vagt, som er det personale, der må give smertelindring – det må sosu-hjælpere ikke.

Anna Wilroth, Ældre Sagen