Kritik: DF og Tidehverv knyttes for tæt sammen

Tidehvervspræsten Katrine Winkel Holm bliver en del af Dansk Folkepartis nye idéudviklingsgruppe. Problematisk for både Tidehverv og DF, lyder kritikken

”Jeg er blevet spurgt, om jeg vil udføre en ad hoc-opgave for DF, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvor jeg står rent politisk. Men jeg taler for mig selv og ingen andre,” siger Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup og medudgiver af Tidehverv, som bliver en del af Dansk Folkepartis nye idéudviklingsgruppe.
”Jeg er blevet spurgt, om jeg vil udføre en ad hoc-opgave for DF, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvor jeg står rent politisk. Men jeg taler for mig selv og ingen andre,” siger Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup og medudgiver af Tidehverv, som bliver en del af Dansk Folkepartis nye idéudviklingsgruppe. . Foto: Sophia Juliane Lydolph / Ritzau Scanpix.

Da vælgerne på grundlovsdag sendte Christian Langballe ud af Christiansborg, var det et farvel til tiden, hvor en udgiver af tidsskriftet Tidehverv var medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Det betyder dog ikke, at præster fra bevægelsen er færdige med at præge Dansk Folkeparti.

I onsdags nedsatte partiet en ny idéudviklingsgruppe, og i den indgår Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup og medudgiver af Tidehverv.

Det får kritikere til at lange ud efter en vedvarende politisering af Tidehverv, der i 1926 blev grundlagt som et teologisk arbejdsfællesskab.

”Med Katrine Winkel Holm i udviklingsgruppen fortsætter de tætte forbindelser mellem Tidehverv og DF. Det er problematisk, at partiet ser ud til at knytte sig til en meget småborgerlig og nypuritansk fløj af Tidehverv, som ligger langt fra bevægelsens oprindelige formål,” siger sognepræst Marie Høgh, der tidligere har deltaget i Tidehvervs traditionsrige sommermøde på Rønshoved Højskole og ved folketingsvalget var opstillet for De Konservative – dog uden at blive valgt.

Hans Raun Iversen, lektor emeritus på det teologiske fakultet på Københavns Universitet, vurderer, at Katrine Winkel Holms engagement kan betyde, at Tidehverv også fremover vil blive kædet sammen med Dansk Folkeparti. Også selvom Katrine Winkel Holm i modsætning til Christian Langballe ikke har været opstillet for Dansk Folkeparti, hverken til folketingsvalget eller ved andre valg.

”Tidehverv vil nok selv nægte, at de er partipolitisk. Men dem, der sidder på magten, udgør en stærkt ideologisk og nationalkonservativ gruppe med tæt tilknytning til DF. Ingen tvivl om det.”

Ifølge ham tyder Katrine Winkel Holms plads i udviklingsgruppen på, at Dansk Folkeparti efter nederlaget ved folketingsvalget ser mod 2000’erne for inspiration.

”Den Krarup-Langballeske nationalkonservative linje (udlagt af Søren Krarup og Jesper Langballe, som begge har været en del af Tidehverv, red.) har ligget underdrejet i DF i nogle år. Nu kommer den frem igen,” lyder det fra Hans Raun Iversen.

Dansk Folkepartis nye politikudviklingsgruppe ledes af Martin Henriksen.

Foruden Katrine Winkel Holm skal også Morten Messerschmidt og ”et par dedikerede medarbejdere” sætte bevægelse i partiets idépolitiske tandhjul, skriver Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.

Selv afviser Katrine Winkel Holm, at hendes nye arbejdsopgave bidrager til en sammenkobling af Dansk Folkeparti og Tidehverv.

”Jeg er blevet spurgt, om jeg vil udføre en ad hoc-opgave for DF, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvor jeg står rent politisk. Men jeg taler for mig selv og ingen andre,” siger hun og uddyber:

”I 1960’erne var der tidehvervsfolk, som sad i Folketinget for Liberalt Centrum, og ingen råbte op om det dengang. Hele den her debat handler om, at visse politiske synspunkter åbenbart er forkerte, og jeg giver ikke fem flade øre for det.”

Katrine Winkel Holm understreger, at hun ikke har planer om at gå ind i partipolitik for Dansk Folkeparti.

”Men hvis DF ønsker en nationalkonservativ opstramning, hilser jeg det meget velkomment og vil gerne bidrage,” siger hun.

Henrik Bach, der sidste år udgav en anmelderrost bog om Tidehverv, advarer også mod at sætte lighedstegn mellem Dansk Folkeparti og den teologiske bevægelse.

”Tidehverv har siden stiftelsen erklæret, at enhver skriver under eget ansvar og eget navn. Man skal ikke tage Tidehverv som ét fedt, for indbyrdes er der også stridigheder.”

”Men Krarup-familien er toneangivende, det er klart. Og Dansk Folkeparti er åbenbart den platform, som mange i Tidehverv ser ud til at befinde sig bedst på,” uddyber Henrik Bach, der er sognepræst i Fårevejle Kirke.

Marie Høgh erklærer sig enig i det sidstnævnte.

”Tidehverv har allerede beseglet sin egen skæbne og opfører sig meget partipolitisk. I virkeligheden er jeg mere bekymret for, hvad der sker med Dansk Folkeparti og deres værdipolitik, hvis Katrine Winkel Holm får indflydelse. For hun bruger kristendommen til at opretholde en særlig konservativ samfundsorden, hvilket præger synet på eksempelvis ægteskab og homovielser,” siger hun.

Dansk Folkepartis idéudviklingsgruppe skal ifølge partiet påbegynde sit arbejde med det samme.