Alle sundhedsprofessionelle ansatte på sygehusene bør som udgangspunkt have direkte patientkontakt.
Men alt for mange bruger tid på andre opgaver, for eksempel at skrive ph.d.-afhandlinger uden reel værdi for samfundet.
Sådan mener flere eksperter, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med for at tale om de udfordringer, sundhedsvæsenet står med.
Anders Kühnau (S), nyvalgt formand for Danske Regioner, erkender, at der bruges mange ressourcer på administrativt arbejde i sundhedsvæsenet uden direkte værdi for patienterne:
”Det er bydende nødvendigt, at vores sundhedspersonale bruger mest muligt af deres tid på det, de er allerbedst til – at tage sig af patienterne.”
Det er efter måneders debat en nærmest banal konstatering: Sundhedsvæsenet er i krise.
Tredje coronabølge har ramt landet. Sygeplejerskerne er utilfredse efter en historisk lang strejke, de punktstrejker stadigvæk, og flere overvejer eller har allerede forladt faget. Ligesom jordemødrene forlader fødegangene.
Og så arbejder mange af sundhedsvæsenets varme hænder ikke i den funktion, der måske kunne bidrage til at løse en del af problemerne – de arbejder nemlig som ”kolde”.
Sådan lød en skarp kritik fra tre overlæger på Hæmatologisk afdeling på Roskilde Sygehus for nylig i en kronik i Berlingske.
Konkret gik kritikken på, at alt for mange sygeplejersker laver alt muligt andet end at have med patienter at gøre. De forsker, udvikler og kvalitetssikrer. Kronikørerne kalder dem ”privattøjs-sygeplejersker”, som man meget sjældent ser i hospitalsuniform.
”Vi oplever, at mange unge, dygtige og engagerede sygeplejersker plejer deres karriere ved at forsvinde fra patientarbejdet for at give sig i kast med besynderlige videreuddannelser og aldrig vender tilbage til et fornuftigt arbejde med patienter,” lyder det fra overlægerne.
Et andet af deres kritikpunkter er de mange ph.d.-forløb, som læger beskæftiger sig med, og som tager lægerne ud af den daglige patientbehandling for at bedrive ofte ”ret ligegyldig forskning”. Ifølge de tre overlæger fra Roskilde kunne to tredjedele af ph.d.-uddannelserne skæres væk, uden det ville skade den seriøse forskning.
Ligegyldig forskning
Der er da i det hele taget også alt for mange, som får en ph.d.-uddannelse, mener Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
”Jeg er grundlæggende enig i, at det er en udfordring med de mange ph.d.-forløb, som dog reelt set er et krav for at blive overlæge, og den mere eller mindre værdiløse forskning, for det fjerner opmærksomheden og tiden fra patienterne, selv om forskning jo ofte også kommer patienterne til gode,” siger han.
Ifølge en videnskabelig artikel fra 2018 koster et sundhedsfagligt ph.d.-forløb halvanden millioner kroner, og blot en fjerdedel af de ph.d.-uddannede kan fem år efter endt uddannelse betragtes som forskningsaktive. 30 procent havde fem år efter, de havde færdiggjort deres afhandling, ikke udgivet yderligere videnskabelige artikler.
Det betyder, at de egentlig er uddannede forskere, men reelt set ikke forsker.
Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, kan ikke tilslutte sig, at der skal skæres ned på hospitalernes forskningsaktiviteter. Ifølge ham er forskningen i dag morgendagens behandling til patienterne. Og uden forskning og udvikling dør sygehuset. Det vil blandt andet betyde, at man ikke længere kan være med i udviklingen af nye behandlinger og undersøgelsesmetoder, heller ikke på sygeplejeområdet, siger han.
”Man bliver også mindre dygtig til at ibrugtage forskningsresultater fra andre lande. Man vil bevæge sig væk fra state-of-the-art-behandling, hvis forskningen skæres meget ned. Jeg skal ikke sige, at der ikke findes unødig forskning. Det gør der altid, fordi forskning er kendetegnet ved, at man ikke altid på forhånd ved, hvilken nytteeffekt et givent forskningsprojekt vil resultere i.”
Vi skal sikre os, at sygehusene holder fokus på deres kerneopgave, som er at passe og pleje patienterne
Jes Søgaard mener dog, at overlægerne i deres kronik har nogle andre pointer, som er værd at tage fat i.
Opsummerende går deres kritik på, at der på hospitalerne har udviklet sig en ”administrativ parallelvirkelighed” bestående af pseudoarbejde og projektmageri, som tager fokus fra sygehusenes kerneopgave: at behandle og pleje patienter.
Også Jes Søgaard mener, at administration og ledelse er blevet for separeret fra patientarbejdet i klinikkerne.
”Jeg skal ikke kunne sige, om administrationen er blevet for stor, men deres fokus er ikke at betjene og servicere klinikken med patienter, men at styre klinikken og sikre, at man har data om service og kvalitet og budgetoverholdelse, som man kan rapportere opad i systemet. I stedet for at blive betjent af administration og ledelse, så oplever klinikken at blive bebyrdet med for dem meningsløse opgaver med skemaer, de skal udfylde,” siger han.
”På den måde kan administration og ledelse opleves som en ’administrativ parallelvirkelighed’ for det patientnære sundhedspersonale,” siger Jes Søgaard.
Unødvendigt projektmageri
Han er også enig med lægerne i, at man skal se på ”det måske delvist unødvendige projektmageri”.
”Man skal vende administration og ledelse væk fra styring og kontrol og dokumentationskrav til klinikerne til servicering og skabelse af optimale arbejdsrammer for klinikerne. God ledelse er at skabe gode rammer for medarbejderne.”
Kjeld Møller Pedersen er enig i, at det skal diskuteres, hver gang der er noget, som er med til at trække de sundhedsuddannedes opmærksomhed væk fra patientarbejdet.
”Vi skal sikre os, at sygehusene holder fokus på deres kerneopgave, som er at passe og pleje patienterne,” siger han.
Det er Anders Kühnau fra Danske Regioner helt enig i. Han fortæller, at de i regionerne har meget fokus på, at mange medarbejdere på sygehusene – også de sundhedsprofessionelle – bruger meget af deres tid på administration.
”Vi forsøger at få flere af dem til at bruge mere tid i klinikken. Ikke mindst i en tid som lige nu, hvor vi er presset af at have mange patienter. Der har vi brug for alle mand på dæk. Så kan der være andre tidspunkter, hvor der er lidt mere tid til andre opgaver,” siger han.
Samtidig bør alle sundhedsprofessionelle ansatte på sygehusene som udgangspunkt have direkte patientkontakt. Der bør ikke, mener han, gå sundhedsansatte rundt på sygehusene og bruge al deres tid på andre ting end patientarbejde.
Det kan give god mening, at der er nogle, som bruger halvdelen af deres tid på patienter og halvdelen på forskning. Men der bør ikke være nogen, som bruger 100 procent af deres tid på andet end at have med patienter at gøre
”Det er vigtigt at holde fast i. Det kan give god mening, at der er nogle, som bruger halvdelen af deres tid på patienter og halvdelen på forskning. Men der bør ikke være nogen, som bruger 100 procent af deres tid på andet end at have med patienter at gøre,” siger han.
Anders Kühnau anerkender det også, når læger giver udtryk for, at de bruger utrolig meget tid på dokumentation. Fra politisk side ønsker man også, at lægerne bruger så meget tid på patientrettet udredning og behandling som muligt, siger han.
”Det er dog svært for os politikere at gå ind og pege på, hvad der præcist opleves som overflødig administration og dokumentation. Jeg fik for nogle år siden at vide, at der dengang var 35.000 retningslinjer på Aarhus Universitetshospital, der skal følges, vedligeholdes og opdateres i et system.”
Blandt andet en retningslinje om, hvordan man følger en patient ind i en elevator, fortsætter han.
”Skal der være en retningslinje for det? Eller ved man måske godt, hvordan det gøres? Alle de retningslinjer medfører uundgåeligt administration. Vi kan som politikere ikke vurdere, hvilke der eventuelt er overflødige, men der er fuld opbakning fra politisk side til sammen med sundhedsmedarbejdere og ledelserne på hospitalerne at rydde op i dem,” siger han.
"Send ikke flere penge"
Det er blandt sundhedsmedarbejdere og i den offentlige debat efterhånden blevet et fast mantra, at sundhedsvæsenet mangler penge. Den opfattelse er overlægerne fra Roskilde Sygehus uenige i. De mener ikke, at der skal sendes flere penge. For budgetrestriktioner vil efter deres opfattelse gennemtvinge, at der er fokus på kerneydelsen, aflive luftige projekter og bringe overflødige ansættelser til ophør.
Det nytter dog ifølge Anders Kühnau ikke at fastfryse udgiftsniveauet til sundhedsvæsenet. Blandt andet fordi der bliver flere ældre i de kommende år, hvilket kræver penge til både at ansætte mere personale og investere i ny teknologi.
”Men vi er i alle regionerne i fuld gang med at kigge på, hvordan vi kan bruge de penge, vi har, bedre. Så de varme hænder kan koncentrere sig mere om patienter og mindre om administration og dokumentation. Vi bliver dog også nødt til at øge antallet af ansatte – og det koster penge,” siger han.
Heller ikke Jes Søgaard er enig i, at den rigtige vej at gå er at sætte en prop i pengetilførslen til hospitalerne. Det stigende antal ældre betyder også stigende udgifter til ny teknologi, dyrere behandlinger og medicin.
”Samtidig er der et forventningspres fra politikerne, som udsteder allehånde patientgarantier uden også at ville betale. Hvis man ser på eksempelvis Tyskland og omregner til dansk befolkningsstørrelse, brugte tyskerne i 2010 cirka 12 milliarder kroner mere end Danmark på offentlige sundhedsudgifter. I 2019 var forskellen vokset til 37 milliarder kroner. Den økonomiske spændetrøje er efter min mening for stram,” siger han.
I 2019 viste en kortlægning foretaget af Danmarks Statistik, at de offentlige sundhedsudgifter fra 2000 til 2017 steg med 69 procent. I 2017 gik 182 milliarder kroner til sundhedsområdet. Det skyldes ikke blot, at befolkningen i samme periode også voksede. For målt pr. indbygger steg udgifterne med 56 procent.
Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få et interview med overlægerne bag kronikken i Berlingske.