Kritik: For uklart hvad nødhjælpspenge går til

At yde nødhjælp i Ukraine er en professionel opgave, som ikke kan overlades til frivillige. Men det er nødhjælpsorganisationer for dårlige til at fortælle, mener katastrofeekspert

Nødhjælp er en kompliceret logistisk operation, som kræver faglig kunnen, koordination og penge til administration. Her gør tysk Røde Kors en lastbil klar til at køre til Ukraine.
Nødhjælp er en kompliceret logistisk operation, som kræver faglig kunnen, koordination og penge til administration. Her gør tysk Røde Kors en lastbil klar til at køre til Ukraine. Foto: Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix.

Ole Iversen fra Hørning i Østjylland ville være sikker på, at hans donation ikke går til andet end nødhjælp, og at den ender i Ukraine.

“Men jeg ved reelt set ikke, hvor donationerne havner, for det er godt nok svært at regne ud. Der er sikkert rigtig mange penge, som går til andet end nødhjælp,” siger han.

I stedet for at donere penge til landets store hjælpeorganisationer overførte den 54-årige programmør 2000 kroner til foreningen Bevar Ukraine, der yder nødhjælp i det krigsramte land. 

“Jeg tænkte, at de måtte gå til Ukraine og ikke andre steder, og jeg kunne se, at de havde købt en ambulance, så det stolede jeg på,” siger Ole Iversen, som egentlig havde tænkt sig at køre til den polsk-ukrainske grænse for at hjælpe.

Krigen i Ukraine har fået mange danskere til at spørge, hvordan de bedst kan hjælpe. Mens de store organisationer som Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp anbefaler, at man sender penge, er der også en række spontane indsamlinger af tøj. Og netop de mange private indsamlinger risikerer at spænde ben for en effektiv hjælp, lød kritikken fra flere store nødhjælpsorganisationer i gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Penge er bedst

Lektor Peter Kjær Mackie Jensen fra Center for Katastrofeforskning ved Københavns Universitet er enig i, at den bedste hjælp til Ukraine lige nu er penge. Men han fremhæver også, at blandt andre Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp er for dårlige til at fortælle, hvordan pengene til katastrofehjælp bruges.  

”Røde Kors står for mange danskere som en frivillig-organisation, og det er den også. Men den del, der handler om nødhjælp, er en professionel afdeling, der er afhængig af folk med relevant uddannelse,” siger Peter Kjær Mackie Jensen.

Han fremhæver, at læren af katastroferne efter tsunamien er, at nødhjælp er en kompliceret logistisk operation, som kræver faglig kunnen, koordination og penge til administration.

"Hvis ikke de ting er til stede, vil vi se nødhjælp, som ikke retter sig mod akutte behov, hobe sig op i området, og det vil hindre indsatsen. På samme måde som vi betaler skat, er administration en forudsætning for effektiv nødhjælp, og det siger blandt andre Røde Kors ikke klart nok. Jeg bliver først bekymret, hvis der sendes nødhjælp via organisationer, som ikke har nogen administration. Det betyder, at der måske mangler en professionel styring,” lyder det fra Peter Kjær Mackie Jensen.

Folkekirkens Nødhjælp samler ind til Ukraine og har en administrationsprocent på 5,1 procent. Det betyder, at ud af en donation på 100 kroner, så går de 95 kroner til nødhjælp.

Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen afviser, at der mangler gennemsigtighed i, hvad pengene bruges til.

”Nødhjælpsorganisationer er de mest gennemsigtige i hele verden. Vi kan ikke få en krone fra donorer uden, at vi aflægger et regnskab for, hvad pengene går til,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Morten Jørgensen, som er chef for fundraising og marketing i Røde Kors, kan ikke give et præcist svar på, hvor stor en andel af en donation på 100 kroner, der går direkte til nødhjælp. Men han fortæller, at i gennemsnit går seks procent af en donation til blandt andet lønninger og driftsomkostninger.

“Det allervigtigste er, at en størst mulig andel af pengene går direkte til den nødhjælp, som skal hjælpe menneskene i Ukraine. Men vi er også nødt til for eksempel at have økonomiarbejdere og andre folk, som administrerer, hvor nødhjælpen skal hen,” siger han.

Morten Jørgensen er enig i, at de “altid kan blive bedre” til at fortælle, at en del af donationerne faktisk går til andet end nødhjælp. 

“Jeg tror ikke, det er det første, man tænker, at der faktisk ligger et stort, professionelt set-up og mangeårig erfaring bag, hvordan man laver den slags arbejde,” siger han og fortæller, at donorer kan være sikre på, at deres donationer går til nødhjælp i Ukraine, når de specifikt giver penge til nødhjælp i det krigsramte land.