Kritik: Urner skal ikke sendes som pakkepost

Urner, der leveres fra krematoriet til kirkegården, bliver i flere tilfælde sendt med pakkepost. Det er respektløst, lyder kritikken

Begravelsesforeningen Begravelse Danmark oplyser, at urner sendes med posten cirka 20 gange ud af de cirka 3500 kremeringer, foreningen årligt forestår. Fra Allan Vest, leder og formand for Danske Krematoriers Landsforening, lyder det desuden, at landets 20 krematorier en til to gange månedligt sender en urne med posten.
Begravelsesforeningen Begravelse Danmark oplyser, at urner sendes med posten cirka 20 gange ud af de cirka 3500 kremeringer, foreningen årligt forestår. Fra Allan Vest, leder og formand for Danske Krematoriers Landsforening, lyder det desuden, at landets 20 krematorier en til to gange månedligt sender en urne med posten. Foto: Polfoto.

Hvis en urne har en lang rejse fra krematorium til kirkegård, foregår den nogle gange med posten frem for i en rustvogn eller hos de pårørende. Men det er etisk problematisk, siger kritikere.

Begravelsesforeningen Begravelse Danmark oplyser, at urner sendes med posten cirka 20 gange ud af de cirka 3500 bisættelser, foreningen årligt forestår. Fra Allan Vest, leder og formand for Danske Krematoriers Landsforening, lyder det desuden, at landets 20 krematorier en til to gange månedligt sender en urne med posten.

”Hvis vi har 1100 kremeringer om året, vil jeg skyde på, at vi fra vores eget krematorium her i Hjørring sender en til to om måneden, og på landsbasis tror jeg, at det procentvis er meget lig samme størrelsesorden. Vi sender de urner, der skal langt, for eksempel dem der skal til Aarhus, København eller Odense, eller urner, der skal til udlandet,” siger han.

Men det er respektløst over for afdøde, når deres sidste rejse foregår med posten, mener Svend Andersen, teologiprofessor ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet og tidligere næstformand for Det Etiske Råd.

”Grundlæggende har vi en etisk tanke og norm, der siger, at vi skylder ethvert menneske respekt, og den grundtanke overføres også til døde mennesker. Personers værdighed eller værdi forsvinder ikke, fordi de dør, og når vi ekspederer urnen som en postpakke, tilsidesætter vi kravet om respektfuld omgang med resterne af et dødt menneske,” siger han.

Jørgen Carlsen, forstander for Testrup Højskole og medlem af Det Etiske Råd, giver Svend Andersen ret i, at det er en prekær praksis. Man ville heller ikke sende en kiste med en fragtmand, påpeger han.

”Urnen repræsenterer den afdøde, og det støder mig, at man kan betragte det som en postpakke på linje med hvad som helst. Og hvad vil der egentlig ske, hvis pakken skulle blive væk? Det er jo ikke sådan, at det aldrig nogensinde kunne ske for posten. Jeg synes ikke, verden går under, hvis man sender en urne med posten, men jeg synes, det grænser til det anstødelige. Det er jo på en måde at se den afdøde som et stykke gods,” siger han.

Men den kritik afviser Danske Krematoriers Landsforening.

”Det er en bekostelig affære, hvis pårørende fra København skal køre til Hjørring for at hente urnen, og i princippet er der for mig ikke den store forskel på, om man sender herfra til København eller herfra til Vietnam. Det er inden for lovgivningen, og vi går ud fra, at det er en aftale indgået mellem de pårørende og bedemanden,” siger Allan Vest.

Også Ole Roed Jakobsen, branchedirektør for brancheforeningen Danske Bedemænd, afviser, at der skulle være et etisk problem ved at sende urner med posten. Så længe den er pakket ind i ordentlig emballage, og forsendelsen finder sted på forsvarlig vis, er det hverken et problem for bedemændene eller for postvæsenet, siger han.

”En urne er ikke det samme som et dødt menneske i en kiste. Ikke for at sige, at man ikke skal behandle urnen etisk forsvarligt, men det gør man også, når man pakker den forsvarligt ind. Det er trods alt et slutprodukt, og hvis man gør det på ordentlig vis med hensyn til emballagen, er der ikke noget i den håndtering, der behøver skabe problemer,” siger han.

Men ifølge Svend Andersen retfærdiggør det ikke urneafsendelsen, at de pårørende har været involveret i beslutningen, eller at urnen er pakket forsvarligt ind. På det tidspunkt har man allerede overskredet en etisk grænse ved at behandle den afdøde som en genstand frem for et menneske, mener han.

”At reducere det til et spørgsmål om emballage er at se bort fra den etiske side af sagen. Uanset om de pårørende indvilger i det, burde det ikke forekomme. Et postvæsen eller et andet firma burde ikke behandle en afdød som en vare. Hvis man sender urnen med post, bliver mennesket reduceret til en genstand,” siger han.