Blandt højskolefolket er der bred enighed om, at hjemlighed er et særkende og en styrke for skoleformen. Der er også enighed om, at det bidrager til en atmosfære af hjemlighed, at der er lærere og ofte også en forstander, der bor på højskolen sammen med eleverne. Men der er uenighed om, hvorvidt der skal stilles krav om øget bopælspligt, om det er nok at tilskynde højskolefolket til at bo på skolen — og om en sådan tilskyndelse overhovedet finder sted.
Striden om bopælspligt har stået på siden 2017, og emnet vil blive taget op igen på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde, som finder sted fra den 30. september til den 1. oktober på Idrætshøjskolen Aarhus, oplyser Mads Rykind-Eriksen.
Han er forstander på Rødding Højskole og har sammen med foredragsholderen Erik Lindsø, der også er tilknyttet Rødding Højskole, advokeret for, at forstandere skal have pligt til at bo på skolen.
”Vores forslag var i sin tid, at fremtidige forstandere skal have pligt til at bo på højskolen, og at det nuværende lovkrav om, at der mindst skal bo to ansatte på højskolen, øges til tre. Det forslag blev nedstemt i 2018, men til gengæld er der på hvert årsmøde siden blevet skrevet i foreningens handlingsplan, at det skal gøres mere attraktivt at bo på skolen. Der er bare ikke sket noget på området, og derfor er jeg nødt til at tage det op igen,” siger Mads Rykind-Eriksen.
Mellem 1962 og 2006 var der i højskoleloven bopælspligt for forstandere. Herefter blev det ændret til den nuværende bopælspligt for minimum to ansatte.
En undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) viste i 2018, at 31 procent af landets højskoleforstandere ikke havde bopæl på skolen.
Dette repræsenterer for Mads Rykind-Eriksen, at der er ”sket et skred i, hvordan man opfatter en højskoleforstander eller lærer”, og Erik Lindsø føjer hertil:
”Jo mere et højskoleliv bliver et almindeligt lønmodtagerliv, jo mere skrider højskolernes dna. Som forstander eller lærer er man ideelt set med fra morgenmad til aftensang, uden at der er noget, der rykker i én. For eksempel at man gerne vil nå at køre hjemad, inden der blive kø på motorvejen.”
Erik Lindsø medgiver, at det i dag er få højskoler, der har så godt som hele lærerstaben boende, men han peger på de sønderjyske Rønshoved og Rødding som eksempler.
Vifo-undersøgelsen samt en efterfølgende undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2019 viste samtidig, at en række højskoler ikke levede op til lovens bopælskrav, hvad angår antal boliger, boligernes størrelse, eller hvem der bor i dem. Slots- og Kulturstyrelsen oplyser dog til Kristeligt Dagblad, at disse forhold nu er bragt i orden, bortset fra nogle enkelte højskoler, som på grund af coronasituationen har fået udsættelse.
Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening, har været bragt personligt ind i debatten, fordi hun i sine 15 år som forstander på Ubberup Højskole ved Kalundborg – efter aftale med sin bestyrelse – ikke har boet på skolen. Dette sender ifølge kritikerne fra Rødding et uheldigt signal for skoleformen, hvilket hun personligt er uenig i.
”Jeg synes, de er stride at antyde, at jeg ikke kan varetage helheden på skolen, fordi jeg ikke bor der. At være højskoleforstander er for mig at se ikke et otte til fire-job, det er et virke . Men der findes mange måder at have et virke og skabe hjemlighed på højskolen på, som ikke har noget at gøre med, hvor jeg sover,” siger Lisbeth Trinskjær, der oplyser, at der er lærere, som bor på Ubberup Højskole og dermed opfylder lovens krav.
Højskolernes formand er i øvrigt uenig med sine kritikere i påstanden om, at intet er sket for at tilskynde flere højskolefolk til at bo på højskolen. Men hun havde gerne set, at man var nået længere.
”Vi i højskoleforeningens bestyrelse vil gerne øge den generelle mængde højskolefolk, der bor på skolen, men vi mener ikke, det skal ske med en strammere lovgivning. I stedet er vi i dialog med Kulturministeriet, om der kan indføres mere fleksibilitet,” siger Lisbeth Trinskjær.
Blandt hindringerne har været, at nogle højskoler ikke har haft de boliger at stille til rådighed, som reglerne kræver. Mange højskolelærere og forstandere har desuden i forvejen boliger i de store byer, hvor der måske er en ægtefælle, der arbejder, og måske tør de ikke sælge og dermed stille sig uden for det galopperende ejerboligmarked. Derfor overvejer folkehøjskolerne, om det i højere grad skal være muligt for højskolefolket at have dobbelt bopæl og eventuelt sænke arealkravet til højskoleboliger, siger hun:
”Men det er også lovstof, og det betyder, at det ikke lige kan ordnes på fem minutter. Desuden har det meste af dialogen mellem os og ministeriet det seneste halvandet år handlet om corona, som nær har været ved at tage livet af hele skoleformen flere gange.”