Ungdomsoprøret fødte mange partier på venstrefløjen. I slutningen af 1980'erne var de dog tæt på at omkomme i intern rivalisering, men i sidste øjeblik satte de et nyt barn i verden – Enhedslisten, altså et barnebarn af ungdomsoprøret.
Det blev dybt præget af oprørets kultur med alenlange debatter om resolutioner og om fremtidens socialistiske drømmesamfund. Men også med en ualmindelig skarp sans for stenhårdt politisk arbejde og indflydelse.
Venstrefløjspartiet har siden befæstet sin plads i Folketinget, ikke mindst under dets tre unge, kvindelige ledere siden 2011, Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og aktuelt Mai Villadsen. Hvor tilslutningen fra 1994 til 2007 gav mellem fire og seks mandater, blev det til 12 mandater i 2011, 14 i 2015, 13 i 2019 og ved valget for to uger siden 9 mandater.
Den seneste tilbagegang fik forleden Pernille Skipper til i et indlæg i Politiken at efterlyse en "modernisering" af partiet. Det sidder ifølge hende stadig fast i 1970'erne med "uendelige demokratiske processer", som gør det umuligt at komme "ud over rampen". Hun nævner som det seneste eksempel, at Ruslands invasion i Ukraine gav partiet vanskeligheder med at finde ud af, hvad det skulle mene om Danmarks Nato-medlemskab og våbenstøtte. Den diskussion skulle man have taget meget tidligere.
Pudsigt nok slår hun nogle af de samme toner an, som to af de nuværende partispidser, Mai Villadsen og Pelle Dragsted, foruden Line Barfoed nævnte i et debatindlæg i netmagasinet Rød-Grøn allerede i 2019. Firkantet sagt argumenterede de for, at hovedbestyrelsen skulle spille en mindre rolle, mens medlemmerne skulle have mere direkte indflydelse. Med klar inspiration fra andre europæiske venstrefløjspartier og massebevægelser.
Det forekommer bare tvivlsomt, hvad Enhedslistens tilbagegang har at gøre med de interne demokratiske processer. Jovist, Enhedslistens årsmøde er stadig en anderledes kulturel oplevelse end andre partiers landsmøder. Partiet kan få mange timer til at gå med ændringsforslag til ændringsforslag, men et eller andet sted er basisdemokratiet også en central del af Enhedslistens DNA.
Måske kunne en mere strømlinet organisation hurtigere nå frem til, hvad den skulle mene om krig og Nato. Men mon det i sig selv ville være nok til at skabe en folkelig massebevægelse med støtte fra 15-20 procent af vælgerne og i sidste ende opfylde drømmen om at komme i regering?
Næppe. I så fald skulle Enhedslisten tage mange stemmer fra SF og Socialdemokratiet, men hvorfor skulle de vælgere dog skifte, hvis de med Enhedslisten får et præcis lige så topstyret, strømlinet og pragmatisk parti, som de allerede har?
Der mangler stadig analyser af valgets vælgervandringer, men formentlig er en pæn del af Enhedslistens vælgere denne gang gået til Alternativet, der fik 3,3 procent og klarede spærregrænsen. Miljø og klima var et mindre tema end i 2019, men nogle af de skuffede klimavælgere har nok fravalgt Enhedslisten.
Det er helt almindeligt, at en regerings mindre støttepartier mister stemmer, selv om SF i år var en undtagelse fra den regel. Med det store fokus på offentlig velfærd i valgkampen kan mange venstreorienterede vælgere have set SF som et mere nærliggende valg end Enhedslisten.
Partiets stående dilemma er at finde en plads mellem oprør og pragmatisme. I 2012 råbte den tidligere leder, Johanne Schmidt-Nielsen, på tv ad SRSF-regeringen, at den med skatteforliget med de borgerlige "pissede på vælgerne". Hvad der nærmest øjeblikkeligt blev omsat i yderligere fremgang i målingerne for venstrefløjspartiet.
Der er Mai Villadsen mere afdæmpet, måske også for afdæmpet til at appellere til vrede vælgere. Enhedslisten står imidlertid med en gylden mulighed for at erobre flere af dem de kommende år. Et bredt samarbejde over midten vil give mange upopulære beslutninger, eventuelt endda sammen med SF.
Så vil Enhedslisten igen kunne råbe højt fra sidelinjen.
Dette er en politisk analyse.