Engang var idealet for et universitet, at her uddannede man sig nok til en profession, men først og fremmest studerede man ved et universitet for at blive så klog som muligt på verden.
Men i dag er fordybelsen og dannelsen afskaffet.
LÆS OGSÅ: Erhvervsliv: Endelig sætter KU timetal op
I stedet for klassiske universiteter har vi fået, hvad nogle kalder vidensfabrikker eller undervisningsteter, hvor idealet er hurtigst muligt at give flest mulige studerende akkurat de kompetencer, de får brug for i deres kommende job.
Dannelsesaspektet er hastigt på vej til helt at tørre ud. Universitetet er blevet en skole, og der er kun niveauforskel, ingen formforskel, mellem universiteter og andre uddannelser, siger Jens Erik Kristensen, idéhistoriker ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen University Performance Management The Silent Managerial Revolution at Danish Universities (Universitets-præstationsledelse den stille ledelsesrevolution på danske universiteter), som beskriver, hvordan moderne management-teori i løbet af et par årtier og stort set uden modstand har erstattet den hidtidige måde at tænke universiteter på.
I hele Europa har tendensen de seneste to årtier været, at universitetsuddannelser er blevet gjort mere ens og strømlinede, mere topstyrede og mere umiddelbart resultat- og arbejdsmarkedsorienterede.
I dag spørger de studerende: Hvorfor skal vi læse dét? Hvad skal vi bruge det til?. Tanken om, at man kunne læse noget for bare at blive klogere på verden i bred forstand, er gået fløjten på grund af en erklæret universitetspolitik om, at man så hurtigt og effektivt som muligt skal opnå de krævede kompetencer på ét område, så man kan krydse det af og gå videre til det næste, siger Jens Erik Kristensen.
Som et symbol på dette fremhæver han den nye 12-karakterskala, hvor 12 betyder, at man kan alt det, man skal. Den ovenud selvstændige præstation, som før udløste karakteren 13, kan ikke længere belønnes. Derfor er der heller ingen karaktermæssige grunde til at udmærke eller fordybe sig.
Asger Sørensen, lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet, mener tilsvarende, at videnssamfundets bærende strukturer og dynamikker undergraver både videnskabelighed og demokrati.
Tidligere var det os forskere, der var universitetet og styrede det, fordi vi er dem , der ved, hvad der er godt at forske i. I dag er vi ansatte i en organisation med strategiske mål, som vi bliver indrulleret i som en human ressource. Problemet er, at vores ledelse ikke forstår sig på videnskabens indre logik, siger han.
Aarhus Universitet er i øjeblikket centrum for en heftig debat om dalende faglighed og især humanistiske fags plads i det nye masseuniversitet, der blandt andet satser på tværfaglige, ofte erhvervsrettede fag.
Lektor Mads Rosendahl Thomsen, der forsker og underviser i litteraturhistorie på universitetet, mener, at de store forandringer bør føre til en debat om, hvordan vi passer på den klassiske dannelse og de kompetencer, der ikke kan trives andre steder. Men han ser ikke et dannelsesforfald:
Vi uddanner langt flere, end vi gjorde i 1990erne, da jeg begyndte på universitetet, og samtidig kommer de færdiguddannede humanister i langt højere grad ud i private virksomheder, og det er klart, at studiet skal være med til at ruste dem til det arbejdsmarked. Men klassisk dannelse kommer af at befinde sig i et godt studiemiljø og få mange indtryk ud over selve undervisningen. Selvfølgelig sker der mange forandringer, men mine studerende skal stadig læse Homer.
Aarhus Universitets rektor, Lauritz B. Holm-Nielsen, holder også fast i, at udviklingen på universitetet sker for at matche et behov på arbejdsmarkedet, og at det ikke går ud over dannelsesniveauet:
Det er forventeligt, at vi oplever en debat og usikkerhed i øjeblikket, hvor universitetet er under stor forandring. Som ledelse må vi se ud i fremtiden og sikre gode betingelser, der passer til de nye behov. Men det er ikke i strid med fagligheden.