En dag var der en mor, der bankede på døren til mit kontor på Carolineskolen (den jødiske skole i København, red.) Hun spurgte, om jeg ikke havde undret mig over, hvorfor hendes søn, der gik på skolen, ikke var blevet omskåret som spæd, men først senere i løbet af skoletiden. Jeg sagde, som sandt var, at det havde jeg ikke hæftet mig ved. Hun havde imidlertid behov for at fortælle mig, hvad der var sket, og jeg lyttede naturligvis gerne.
Hun og hendes ikke-jødiske mand ventede barn, og da de fandt ud af, at det ville blive en søn, var de enige om, at han skulle omskæres. Da de fortalte om denne beslutning til mandens forældre, blev forældrene meget ulykkelige.
Efter barnets fødsel modtog hun og hendes mand et brev fra mandens forældre, hvori der stod, at de ikke ønskede at blive betragtet som bedsteforældre, hvis drengen blev omskåret. Derfor valgte hun og hendes mand at undlade at få drengen omskåret på ottendedagen.
Men da forholdet til mandens forældre aldrig blev godt efter denne episode, fik de drengen omskåret nogle år senere, og han kom på Carolineskolen.
Denne mors fortælling er en fortælling om jødisk omskærelse til alle tider. Både jøder og ikke-jøder anser omskærelse for at være en utrolig stærk identitetsmarkør, men de opfatter omskærelsen og alt det, den symboliserer, vidt forskelligt:
Jøder ser omskærelse som et ydre tegn på, at man nu går ind i et fællesskab, der er vævet sammen af religion, kultur, nære familiebånd og en fælles global historie, der fandt sit lavpunkt med Holocaust. Med omskærelsen markerer man som jøde, at man tilhører et bestemt folk, dog ikke en bestemt race, sådan som Hitler prøvede at overbevise verden om under Anden Verdenskrig.
Ikke-jøder ser ofte omskærelse som et tegn på, at jøder er anderledes i forhold til majoritetskulturen, og at jøder med omskærelsen holder fast i en oldtidspraksis, der er ude af trit med nutidens værdier og normer.
Journalisten Martin Krasnik har formuleret det sådan, at man som jøde er ”omskåret fra omverdenen”, og det er klart, at omskærelse kan tolkes som en religiøs praksis, der er med til at lukke jøder inde i ghettoen og holde omverdenen ude.
Men det er min påstand, at der ikke er en eksklusivitet forbundet med omskærelse. Jøder har til alle tider magtet både at være jøder og at være en del af det omgivende samfund.
Et udvalgt folk. Det jødiske folk er ifølge Torahen Guds udvalgte folk. For mig betyder udvælgelsen, at det jødiske folk er underlagt nogle særlige forpligtelser. Lidt ligesom den førstefødte i en familie. Akkurat som forældre, der har mange børn, holder lige meget af dem alle sammen, holder Gud også lige meget af alle sine. Men han har indgået en pagt med Abraham for næsten 4000 år siden for at tilkendegive, at det jødiske folk er et udvalgt folk.
Denne pagt, brit på hebraisk, har det jødiske folk bekræftet lige siden ved at omskære deres drengebørn på ottendedagen efter fødslen. Omskærelsen, brit milah, og sabbat er de to ydre tegn, der bevidner pagtens evige gyldighed. Med omskærelsen følger jøder det påbud, der står i Torahen:
”Den pagt, som I skal holde mellem mig og jer og dine efterkommere efter dig, indebærer, at I skal lade enhver mandsperson omskære. I skal omskære jeres forhuds kød, og det skal være et pagtens tegn mellem mig og jer.”
Set fra et jødisk synspunkt er det jødiske folk ikke udvalgt, fordi vi er noget særligt. Det er min opfattelse, at nogle kristne ofte går mere op i, at jøderne er et udvalgt folk, end jøderne selv gør. Jeg ved ikke, hvorfor vi er udvalgt. Gud har ikke givet nogen begrundelse. Jeg siger, som jeg har læst et sted: Hvis jeg kunne bede Vorherre om noget, ville jeg bede ham, om han ikke kunne tage og vælge et andet folk. I hvert fald i en periode. Det har jo ikke ligefrem været en dans på roser gennem historien at være Guds udvalgte.
Det er klart, at der ligger en opgave i udvælgelsen. Opgaven går ud på at forkynde idéen om, at der er én usynlig Gud. Vi tror på, at alle de mennesker, der har forstået idéen om denne ene usynlige Gud har fundet den rigtige vej i verden.
Jødedommen er den rigtige vej for jøder. Men Abraham er også stamfar til både kristne og muslimer, de to andre monoteistiske religioner, og de er gået andre veje. Så det er ikke sådan, at den jødiske religion tager patent på Vorherre. Jøder skal ikke ud og redde nogen, og derfor missionerer vi heller ikke.
Jeg har selv følt mig meget forpligtet i forhold til Abrahams pagt. Men det er væsentligt at understrege, at jøder har vidt forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være jøde. Det er umuligt at sætte jøder og jødedom på formel. Også på verdensplan hersker der stor mangfoldighed. Men ét har alle jøder til fælles, og det er historien og det fælles udgangspunkt: Guds pagt med Abraham. (…)
Sekulært angreb på omskærelsen. Det forekommer mig, at hele diskussionen om omskærelse foregår på et forkert grundlag. Udgangspunktet er, at omskærelsen er umulig at komme udenom for jøder og i øvrigt også for muslimer. Selv de jøder, der kun sjældent kommer i synagogen og ikke overholder de jødiske regler, holder fast i omskærelsen. Også for dem er omskærelsen er et tegn på, at man som jøde er en del af et fællesskab, der deler den samme religion, kultur og historie. Derfor kan man ikke bare fjerne omskærelsen.
Tv-journalisten Martin Krasnik er et udmærket eksempel på en kulturjøde, der erklærer sig som ateist, men samtidig fastholder sin ret til at lade sin søn omskære. I sin bog ”Fucking jøde!” fra 2014 fortæller han om, hvordan han som offentligt kendt person har oplevet antisemitisme i Danmark. Men også om, at omskærelse er helt afgørende for hans forståelse af sig selv som en del af et jødisk fællesskab.
Desværre tror jeg, at kritikken af omskærelse er et udtryk for en meget alvorlig tendens i tiden: Nemlig at den vestlige verden i stigende grad har vendt ryggen til al form for religion. Man anerkender ikke religion som en livsafgørende og definerende faktor.
Jeg mener, at religion har en positiv indflydelse på den enkelte og på samfundet. Religiøse mennesker accepterer, at der er noget, der står over dem selv, og det vil præge den måde, de lever deres liv på, og den måde, de betragter det omgivende samfund på. Hvis den vestlige kultur udvikler sig henimod, at individet er centrum i solsystemet, vil mennesker begynde at tillade sig ting, som kan føre til megen ødelæggelse. Det er bekymrende, at kritikken af omskærelse på den måde bliver et sekulært samfunds angreb på den jødiske og den muslimske måde at leve på. (…)
Pagten betyder overlevelse. Det kan for nogen givetvis forekomme mærkeligt, at jøder, der for størstedelens vedkommende har levet i den vestlige verden gennem Oplysningstiden og Den Industrielle Revolution, stadig kan føle sig forpligtet i forhold til en guddommelig lov, der dog til stadighed skal fortolkes. I den politiske teori taler man om samfundspagten: Det forhold, at individer i et samfund indordner sig under en politisk ledelse. Sådan skal det naturligvis være. Men samtidig kan det være fatalt for et samfund, hvis Gud dømmes ude.
At Abrahams pagt med Gud stadig er livsafgørende for mange jøder, tror jeg har at gøre med de trængsler, jøderne har været igennem til alle tider. Når kollektivet er udsat for et stærkt ydre pres, bliver det afgørende at holde sammen og holde sammen om noget. På den måde kan man godt kalde jødedommen en overlevelsespraksis: Hvis alt andet hører op, kan vi dog blive ved med at overholde de religiøse forskrifter. Den jødiske forfatter Elie Wiesel fortæller historien om nogle rabbinere i Auschwitz, der en nat sidder og diskuterer, om Gud er død, og konkluderer, at Gud i alt fald ikke er i Auschwitz. Hvorefter en af rabbinerne siger: Nu er solen stået op. Det er tid til morgenbøn. 8
Dette er et uddrag af kapitel 2, ”Pagten”, fra bogen ”Det gælder dit liv. Bent Lexner om jødedom og eksistens”, der udkom på Kristeligt Dagblads Forlag i 2015 med Anna-Lise Bjerager som forfatter.