Kulturarv er blevet computerspil og EM-sejr

Der er i tiden en stor interesse for historie og kulturarv, men interessen retter sig mest mod den nære fortids populærkultur. Det forfladiger begrebet og er udtryk for rodløshed, mener ekspert

Er Game Boys - de håndholdte spillemaskiner, som var populære i 90'erne - en del af den danske kulturarv?
Er Game Boys - de håndholdte spillemaskiner, som var populære i 90'erne - en del af den danske kulturarv? .

Er bryllupper, computerspil og vuggeviser kulturarv?

Det undersøger festivalen Golden Days, der åbnede i går, og som sætter fokus på kulturarven, og hvad vi kan bruge den til. ”Kulturarven er, hvad du gør den til”, lyder det i oplægget til festivalen, der bringer både guldhornene, arkadespil fra 1980'erne og tegneserier i spil som kulturarv.

Kulturinstitutioner sætter i stigende grad fokus på det nære, både historisk og menneskeligt, når kulturarven skal præsenteres. Det sker sideløbende med, at fortidens bøger, skrifter og anden kulturarv bliver massedigitaliseret, hvilket udvider bevaringsområdet betragteligt.

Ifølge centerchef ved Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarv Peter Yding Brunbech retter tidens nostalgi sig mest mod tiden fra ”da mormor var barn”, over et stærkt fokus på Besættelsen og op til den nære fortid som EM-fodboldsejren i 1992. Den eneste undtagelse er vikingerne, som dyrkes ivrigt på museer og oplevelsescentre som det planlagte oplevelsescenter Ny Trelleborg ved Slagelse.

”Der bliver spyttet en lind strøm af bøger og film ud, som altid er en utrolig vigtig historie og meget ofte lanceres som en historie, vi først nu får fortalt den sande udgave af. Det handler om at vække interesse, at underholde og at forankre os identitetsmæssigt i en rodløs tid. Der er nærmest ingen grænse for, hvad man kan sælge til det danske publikum, hvis man slår på, at det er historie, det er kulturarv, og det er vigtigt, fordi det er din kulturarv,” siger Peter Yding Brunbech.

Kulturarvsbegrebet har bevæget sig langt i retning af det kulørte og underholdningsprægede, mener Hans Hauge, lektor ved Aarhus Universitet.

”Kulturbegrebet kan blive så udvidet og altomfattende, at det er på grænsen til ligegyldigt. Det er ironisk, at begrebet bruges om alt muligt fra den nyere populærkultur, samtidig med at der ude i landet er en ligegyldighed over for eksempel at bevare den unikke del af dansk kulturarv, som de gamle missionshuse udgør, og samtidig med at man uden de store anfægtelser nedlægger kirker og derved udvisker en del af kulturarven,” siger Hans Hauge.

Han foretrækker, at de skatteyderbetalte kulturinstitutioner bevarer symfoniorkestermusik af folk som Rued Langgaard og Carl Nielsen samt drama af Brecht og Ionescu frem for at deltage i den kommercielle dyrkelse af det populære og kulørte fra den nære fortid.

Det udvidede kulturarvs-begreb hænger sammen med, at synet på kulturbevaring er skiftet, påpeger postdoc. Nanna Thylstrup fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet med speciale i digitale arkiver.

I store dele af verden har man således i de seneste årtier udskiftet begrebet kulturarv med kulturel hukommelse:

”Tidligere skulle kulturarvsinstitutioner dokumentere og fortælle en objektiv sandhed om fortiden. De er i stigende grad begyndt at betone de subjektive aspekter af den kulturelle hukommelse. I stedet for at kigge på arkiver og sandhedsværdier ser historikere i stigende grad på, hvordan ting er blevet brugt, og på de følelser, der er knyttet til historierne,” siger Nanna Thylstrup.

Hun tilføjer at globalisering, markedsgørelse og digitalisering udfordrer såvel den nationale som den hierarkiske afgrænsning af kulturarv.

”Det kan give ubehag for nogle mennesker, der mener, at man bør fastholde en slags kulturkanon, der samler nationen. Men man kan også vælge at fejre, at en bredere gruppe kommer til orde, hvilket måske giver en mere dynamisk og inkluderende historiefortolkning,” siger Nanna Thylstrup.