Kulturmøder har ændret undervisningen om den danske kolonitid

En hyppigt brugt lærebog og et Unesco-projekt om transatlantisk slavehandel har haft betydning for, hvordan emner som slavehandel og kolonisering beskrives i historieundervsiningen på danske ungdomsuddannelser

I Danmark er det gjort til et kanonpunkt for historieundervisningen, at Danmark i 1792 forbød handelen med slaver. Som en del af undervisningen har gymnasier i blandt andet Næstved, Haderslev og Paderup ved Randers deltaget i kulturmøder med jævnaldrende og voksne vestindere. Arkivfoto.
I Danmark er det gjort til et kanonpunkt for historieundervisningen, at Danmark i 1792 forbød handelen med slaver. Som en del af undervisningen har gymnasier i blandt andet Næstved, Haderslev og Paderup ved Randers deltaget i kulturmøder med jævnaldrende og voksne vestindere. Arkivfoto. . Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Ved et debatmøde på den tidligere dansk-vestindiske ø St. Croix blev en 2.g.-klasse fra Egå Gymnasium i Aarhus konfronteret med jævnaldrende og voksne vestindere og opdagede, hvor nærværende kolonitiden og slavearbejdets epoke endnu er i den ende af verden.

”Det var en oplevelse for både eleverne og os lærere at erfare, at nogle var vrede på os, alene fordi vi er hvide. Andre var taknemmelige over, at vi kom og viste dem interesse og anerkendelse. Det var superinteressant,” fortæller Turgay Peter Abat, historielærer og koordinator for globalt medborgerskab på Egå Gymnasium i Aarhus.

Mødet på St. Croix, som fandt sted i 2017, i 100-året for salget af øen og naboøerne St. Thomas og St. Jan til USA, var blot ét element i et samarbejde, som har stået på i en længere årrække i regi af Unesco, FN’s organisation for uddannelse, forskning og kultur. Under overskriften ”The Transatlantic Slave Route Project” har der siden slutningen af 1990’erne dannet sig et netværk af skoler i Europa, Vestafrika og Caribien, der forbinder elever og lærere. Ud over Egå har gymnasier i blandt andet Næstved, Haderslev og Paderup ved Randers deltaget i kulturmøderne, hvor man på tværs af Atlanten har drøftet de forskellige perspektiver på den del af historien, som handler om, at europæere især i 1700-tallet sejlede mennesker fra Vestafrika til Vestindien og her brugte dem som slaver.

I Danmark er det gjort til et kanonpunkt for historieundervisningen, at Danmark i 1792 forbød handelen med slaver og på dette punkt stod som et meget progressivt land. Men kendsgerningen er samtidig, at selve slaveriet fortsatte frem til 1848, og at De Vestindiske Øer selv derefter levede videre under forhold, der kan betegnes som ”slavelignende”.

”Når vi underviser i kolonitiden, fortæller vi jo fra et europæiske ståsted. I vores forældres generation lærte man en romantiseret lektie om, at den danske guvernør Peter von Scholten var en helt, der frigav slaverne i 1848. Man tænkte ikke så meget over vestindernes ståsted. For dem er historien stadig meget nærværende, og de har et behov for, at vi også anerkender deres helte,” siger Turgay Peter Abat.

Han er stadig aktiv i netværket, selvom projektet nu er lagt ind i et andet projekt, der har globalt medborgerskab som overskrift, og hvor det lige så vel kan være klimapolitik som slavehandel, der er til debat, når eleverne mødes. Men ifølge gymnasielæreren har kulturmøderne samt nye undervisningsmaterialer, som er påvirket af sådanne konkrete kulturmøder, gennem de seneste 10 år været med til at ændre den måde, den danske kolonitid formidles til gymnasieelever på herhjemme.

Som eksempel på nyt materiale, der har ændret historieundervisningen, peger gymnasielæreren på Rikke Halbergs og Bertha Rex Coleys lærebog “Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium”, der udkom i 2016 og har solgt i 4000 eksemplarer, hvilket er et forholdsvis højt tal for en lærebog af denne art. Med bogen indføres blandt andet nogle nye formuleringer, som er med til at præcisere, hvad periodens store projekt, der fik enorme politiske, demografiske og økonomiske konsekvenser, egentlig handlede om.

I danske lærebøger brugte man tidligere betegnelsen ”Trekanthandel” om trafikken med slaver fra Afrika til plantager i Vestindien og sukker og andre produkter herfra til Europa. Ligesom Unesco bruger forfatterne derimod betegnelsen ”transatlantisk slavehandel”, som mere præcist oplyser, hvad det handlede om. De vender sig også imod at bruge betegnelsen ”slaver” og taler om ”slavegjorte mennesker” for at understrege, at det ikke bare var noget, de pågældende mennesker var, men noget, andre mennesker, europæerne, gjorde dem til.

”I vores arbejde har det været altafgørende, at vi forud for at skrive bogen deltog i kulturmøder med vestindere, fordi det er en radikalt anderledes historie, der gennem 100 år har været fortalt i skolen på de øer, der i dag hedder US Virgin Islands, end den, som kendes fra dansk undervisning. Vores mål har været ikke at fortælle hverken kolonimagternes fortælling eller de slavegjorte vestinderes fortælling, men at etablere noget fælles tredje, som er opstået gennem dialog,” fortæller Rikke Halberg, som tidligere har været gymnasielærer i historie og siden museumsinspektør på Arbejdermuseet og nu arbejder på en doktorafhandling om kolonitiden ved Lund Universitet i Sverige.

Det var Unesco-projektet, der førte til, at hun og hendes fagfælle Bertha Rex Coley skrev lærebogen, idet hun i januar 2014 var af sted til Vestindien med en håndfuld gymnasieelever til et kulturmøde. Da hun skulle forberede sig selv og sine elever til turen, blev hun klar over, hvad hun selv betegner som et ”hul” i læremidlerne til historiefaget, idet hun ikke mente, at der fandtes lærebøger, som formidler historien om den danske kolonisering af De Vestindiske Øer ud fra et nutidigt perspektiv.

”Når vores bog har nået et stort publikum, tror jeg, at det hænger sammen med, at der har været et behov for en nutidig fremstilling, der er lettere at læse end de akademiske afhandlinger, som er skrevet de senere år,” siger Rikke Halberg, som dog tilføjer, at Unesco-projektet har haft den begrænsning, at kun forholdsvis få gymnasier og elever har været involveret. Også derfor ærgrer hun sig over, at det er ophørt.

Også Astrid Nonbo Andersen, postdoc ved Aarhus Universitet og forsker i erindrings- og historiepolitik, mener, at kulturmøder som ”The Transatlantic Slave Route Project” er vigtige.

”Det har et stort potentiale for undervisningen, for her har de danske elever virkelig mulighed for at lære noget vigtigt, de ikke nødvendigvis kender til,” siger Astrid Nonbo Andersen, som tilføjer, at hun har mødt flere gymnasielærere, der klager over, at elevernes viden om Grønland og De Vestindiske Øer stammer fra tv-julekalenderen ”Nissebanden”.