De hedder Meskovic, Curcic, Muminovic og Jankovic. Fælles for dem er, foruden de to sidste bogstaver i efternavnet, at de er fremtrædende personer på den kulturelle scene herhjemme i øjeblikket. Men i det lille ”ic” ligger også, at de har rødder i en helt anden kultur, og mange af dem har forbindelse til de ødelæggende krige på Balkan, som sluttede for 20 år siden i år.
20.000 personer kom i begyndelsen af 1990’erne til Danmark fra Eksjugoslavien, på flugt fra krig og etnisk udrensning, og blev indsluset i samfundet under ”Lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tid-ligere Jugoslavien”.
Birte Weiss var indenrigsminister i Poul Nyrups socialdemokratiske regering i 1993, da krigen var på sit højeste, og har været med til at redigere bogen ”Og Balkan kom til Danmark”, der udkom i 2015. Hun følger med spænding de kulturnavne, der har rødder i Eksjugoslavien, og ser dem som et billede på, at gruppen har klaret sig godt i Danmark.
”Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at især mange bosniske navne er dukket op på den kulturelle scene i Danmark. De er især fra den generation, der kom til Danmark som børn. For nogle af dem har deres kunstneriske udfoldelser at gøre med deres egen identitet som flygtninge, men det er langtfra tilfældet for dem alle sammen. Som jeg ser det, er de præget af en blanding af selvbevidsthed og en lyst til at afsøge terrænet,” siger hun.
En analyse fra Ankestyrelsen viste i 2015, at bosniske krigsflygtninge uddanner sig mere end danske unge og væsentligt mere end andre ikke-vestlige indvandrere. Og noget tyder på, at de også er kulturdyrkere. Mange bosniere har poesi i blodet, mener Birte Weiss.
”Jeg har rejst Bosnien tyndt og blandt andet lagt mærke til, at mange der har en poetisk åre. De har en tendens til at udtrykke sig i digte ved lejligheder, hvor en dansker ikke ville gøre det. De fremsiger typisk et digt i stedet for at holde en tale.”
Det betyder også noget, at Danmark tog godt imod flygtningene, mener Birte Weiss.
”De er ikke blevet set skævt til og er ikke blevet betragtet som en utålelig belastning for det danske samfund. I stedet kan man vel sige, at danskerne har slået kreds om den store gruppe flygtninge fra Balkan, og det har nok også været med til at føre dem ind på kulturscenen,” siger hun.
Én af dem, der er meget synlig, er bosniskfødte Arnela Muminovic, der er tilknytttet DR og senest tonede frem som ekspert på skærmen under VM i fodbold sidste sommer. Hun er taknemmelig for, at hun fik en ny chance sammen med sin familie.
”Sådan tror jeg mange af os, der kom som flygtninge, tænker. Vi er ambitiøse, men først og fremmest taknemmelige for at have fået chancen for at bo i et land, som har så mange muligheder. Og så er vi typisk passionerede. Når der er noget, vi brænder for, så går vi efter det. Vi tænker: Det er lidt spild af liv, hvis vi ikke går efter vores drømme,” siger hun.
Niels-Jørgen Nehring, der var Danmarks ambassadør i Bosnien-Hercegovina i årene 2006-2009, ser de dansk-jugoslaviske kulturpersoner som et resultat af en stor kulturel bevidsthed på Balkan.
”Som ung, længe før krigene på Balkan, rejste jeg rundt med rygsæk i landet. Det var dengang tydeligt for mig, at Jugoslavien arbejdede meget systematisk med at støtte kulturelle projekter og at det skete for at genopbygge landets identitet. Med den tradition i bagagen er det måske ikke så overraskende, at mange af dem, der kom som flygtninge til Danmark er blevet kulturpersonligheder her. De blev godt integrerede i Danmark, og de kom med en stærkt bevidsthed om deres egen kulturelle egenart”.
Skuespilleren Zlatko Buric er født i Kroatien og kom hertil for at spille teater, og er således ikke flygtet fra krigen. Han har i flere roller haft en selvironisk tilgang til sin baggrund og kendes blandt andet som kioskejer i Tuborgreklamer og for linjen”ut af min kiosk!”.
”Jeg tror, at grunden til at mange unge eksjugoslavere er blevet kunstnere, hænger sammen med det system, der var i Eksjugoslavien. Det var et system, som statsligt understøttede film, litteratur, teater og den slags. Så de har traditionen med hjemmefra. Unge mennesker forstår og definerer deres identitet gennem kunst, og det er særlig vigtigt, når man kommer fra en anden kultur og endda har erfaring med krig. Det, at der er dygtige folk, som er blevet små stjerner i Danmark, er ubeskriveligt vigtigt, fordi det smitter af på hele gruppen i danskernes opfattelse,” siger han.