Én ud af fire læger mener, at det skal være lovligt for sundhedspersonale at hjælpe en rugemor med at blive gravid, mens flertallet tøver: Knap halvdelen siger blankt nej til, at fertilitetsbehandling af rugemødre er en samfundsopgave, mens endnu en god fjerdedel mener, at det skal være lovligt ”af og til”. Det viser en rundspørge udført af Kristeligt Dagblad, som 344 danske læger har svaret på.
Det er i dag forbudt for sundhedspersonale at medvirke til såkaldt assisteret reproduktion, hvis de ved, at den kvinde, de hjælper med at blive gravid, skal være rugemor.
Jens Prien, ledende over-læge på gynækologisk- obstetrisk afdeling, Nykøbing Falster Sygehus, er blandt de læger, som siger nej.
”Jeg synes, det er et voldsomt indgreb. Det kan godt være, at en kvinde vil stille sig til rådighed som rugemor, men der er indbygget mange moralske problemer, som kan opstå hen ad vejen,” siger han.
Han peger på, at graviditet og fødsel er risikofyldt og måske især for en rugemor, der ofte vil have født sine egne børn først, og som derfor kan være ”lidt oppe i alderen”. Desuden ved man videnskabeligt kun lidt om, hvilken binding der opstår mellem mor og barn i løbet af en graviditet, uanset om barnet er blevet til med en rugemors eget æg eller med et æg fra en anden kvinde.
Det er i dag heller ikke muligt at indgå en juridisk bindende aftale om rugemoderskab, og også juraen skal på plads, før lægerne bør involveres, mener Jens Prien. Han vil for eksempel nødig bistå ved en fødsel, hvor der pludselig kan opstå uenighed om, hvem barnet tilhører.
”Der kan opstå mange situationer, som ingen kan forudsige på forhånd, specielt ikke rugemoderen og de forældre, der skal have barnet. Alle de her diskussioner har vi slet ikke haft i lægeverdenen og kun i begrænset omfang i samfundet,” siger han.
Sten Rasmussen, overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Aalborg Universitets- hospital samt klinisk lektor ved Aalborg Universitet, mener ligeledes ikke, at fertilitetsbehandling af rugemødre er en samfundsopgave.
”Når man beder en kvinde om at være rugemor, så sker der en symbiose mellem barn og rugemor. Den forbindelse ved vi meget lidt om. Rent cellulært og molykulært er der en såkaldt kommunikation, for barnet næres jo i livmoderen, og affaldsstoffer føres bort, så foster og rugemor er i et eller andet omfang bundet til hinanden. Man ved videnskabeligt, at der foregår en enorm kommunikation mellem kroppens celler, som vi i øvrigt ved ufatteligt lidt om. Så jeg har en faglig-etisk bekymring for, at vi med rugemoderskab bevæger os ud i noget, vi ikke ved nok om,” siger han.
Blandt de læger, som mener, at sundhedspersonale ”af og til” bør kunne hjælpe med at gøre en rugemor gravid, peger mange på, at parterne i så fald selv skal betale.
”Mener, at det skal være egenbetalt, men kan foregå i offentligt regi. Alternativet er, at folk søger til udlandet, hvilket er den dårligste løsning,” lyder én kommentar.
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen og tidligere medlem af Det Etiske Råd, beskrev for nylig i en klumme i Kristeligt Dagblad, at hun – efter mange års stålsat modstand – i dag ”er i tvivl” om, hvorvidt man bør liberalisere lovgivningen omkring rugemoderskab.
Men ligesom lægerne siger hun, at man må tage en næsten uoverskuelig række parametre i betragtning, og at der mangler viden: Påvirkes det ufødte barn for eksempel af at vokse i maven på en kvinde, som véd, at hun ikke vil knytte sig til det som mor? Og omvendt: Man ved, at en kvinde, som ikke knytter sig til sin graviditet, har højere risiko for at få en fødsels- depression.
”Jeg har aldrig oplevet, at man fjerner en type behandling, som én gang er sat i værk i sundhedsvæsenet. Men det bør efter min mening være en forudsætning, hvis man accepterer i en forsøgsperiode at lette adgangen til altruistisk rugemoderskab. Man skal sætte overvågning op, og man skal kunne gå den anden vej igen ved den første fødselsdepression eller det første barn, der er åbenlyst utilknyttet,” siger hun.