Selvom et stort flertal af danskerne giver udtryk for, at de ønsker aktiv dødshjælp indført herhjemme, er det meget få danskere, der rent faktisk benytter sig af muligheden for at rejse til Schweiz for at få hjælp til at dø. I alpelandet er assisteret selvmord lovligt, også for udlændinge.
Siden Dignitas, der er den dominerende organisation på markedet for ”selvmords-turisme” til Schweiz, blev grundlagt i 1998, har kun otte danskere ifølge organisationens egne tal benyttet sig af muligheden. Derudover har Kristeligt Dagblad kendskab til to andre mindre organisationer i Schweiz, der også tilbyder assisteret selvmord til udlændinge. Det har ikke været muligt at få dokumenteret, om danske statsborgere har benyttet sig af deres tilbud.
Det beskedne antal danskere, der søger mod udlandet for hjælp til at afslutte livet, står i skærende kontrast til en undersøgelse, som YouGov i 2017 foretog for Kristeligt Dagblad. Her svarede 72 procent af danskerne nej til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp.
Der ville højst sandsynligt også være flere, som benyttede sig af muligheden, hvis aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord var lovligt i Danmark, mener Ole Hartling, pensioneret overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd. Men at det er besværligt og dyrt at tage til Schweiz, er ikke hele forklaringen på, at så få gør det:
”Selv i de lande, hvor det er lovligt, er det slet ikke altid, at det ender med dødshjælp. Men alene fordi muligheden er der, kan overvejelserne forud være byrdefulde for patient, pårørende og læge,” siger Ole Hartling, som i England og USA netop har fået udgivet en opdateret og oversat udgave af sin bog om aktiv dødshjælp.
Han nævner et eksempel, som han kender til fra sin tid som overlæge på Vejle Sygehus, hvor en patient til stor sorg for familien havde besluttet sig for at ville til Schweiz for at blive assisteret til selvmord.
”Men da det palliative hold overtog behandlingen og gjorde alt det, som folk ofte ikke ved, at de kan, skiftede patienten mening og døde i stedet fredeligt med sin familie omkring sig. Det er en hjælp, man yder, hvor man bliver ’på livets side’, som jeg gerne vil udtrykke det. Og det tror jeg, der kommer mere fred og tillid ud af.”
Når opbakningen til aktiv dødshjælp i befolkningen er så stor, som den er, men så få rejser udenlands for hjælp, kan det hænge sammen med, at de fleste ikke ved, hvad de svarer på, når de bliver spurgt, om de går ind for aktiv dødshjælp. Sådan lyder det fra formanden for Det Etiske Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, der også er professor og overlæge på Rigshospitalet.
”Mange ved simpelthen ikke, hvilke muligheder for støtte og smertelindring man får tilbudt, når man bliver alvorligt syg. Så kan det virke oplagt at have en idé om at ville til Schweiz eller gå ind for dødshjælp.”
Der er dog gode alternativer i det danske sundhedsvæsen, mener hun:
”Hvis man for eksempel har en alvorlig kræftsygdom, har vi mulighed for blandt andet at give smertelindrende morfin, så patienten ikke lider unødigt i den sidste tid. Til sidst kan patienten få medicinen i så høje doser, at han eller hun kan sove stille ind,” siger Anne-Marie Axø Gerdes.
De fleste af de uhelbredeligt syge patienter, som hospitalspræst Steen Bonde har mødt, har talt om at tage deres eget liv. De frygter at ende deres liv i smerter eller få en uværdig afslutning. Han er en del af en lindrende behandlingsenhed på Aarhus Universitetshospital. Enheden består af en tværfaglig gruppe, der hjælper både den alvorligt syge patient og de pårørende.
”Mange har en skuffe, hvor de har sparet deres opiummedicin sammen, hvis de en dag vil gøre alvor af det. Man kan kalde det for ’aktiv selvmordsplanlægning’,” siger Steen Bonde, der samtidig understreger, at det til gengæld er meget få, der ender med at tømme skuffen.
Han oplever, at de fleste, han er i kontakt med, får meget ud af at modtage støtte fra enheden, der blandt andet består af læger, fysioterapeuter, psykologer og præster. Og at selv de, der ellers gik ind for aktiv dødshjælp, bliver overraskede over, hvor meget mening der kan være i at modtage behandling i stedet for at tage deres eget liv.
”Det er en holistisk indsats, der giver fysisk, psykisk, social, eksistentiel og åndelig lindring,” siger Steen Bonde.
Ifølge Dignitas’ egne opgivelser har organisationen siden 1998 hjulpet 3048 udlændinge med at tage deres eget liv. Næsten halvdelen har været tyskere. Det koster omkring 100.000 kroner at få hjælp af Dignitas til at begå selvmord.
Sundhedsministeriet oplyser til Kristeligt Dagblad, at ministeriet ikke har et overblik over, om der er danskere ud over de otte nævnte, der har fået hjælp til at begå selvmord i udlandet.