Kun få mediefolk tilhører magteliten

Journalister og andre mediefolk er bedre lønnet end befolkningen som helhed, men de er ikke en del af magteliten, fastslår forskere

Robert Nielsen, i medierne kendt som ”Dovne Robert”, stiller spørgsmål til Mette Frederiksen (S) på Christiansborg i 2012. Kontanthjælpsmodtageren blev landskendt via medierne, men typisk bor journalister ikke selv blandt kontanthjælpsmodtagere, og det kan give en blind vinkel i debatterne.
Robert Nielsen, i medierne kendt som ”Dovne Robert”, stiller spørgsmål til Mette Frederiksen (S) på Christiansborg i 2012. Kontanthjælpsmodtageren blev landskendt via medierne, men typisk bor journalister ikke selv blandt kontanthjælpsmodtagere, og det kan give en blind vinkel i debatterne. Foto: Thomas Sjørup/Polfoto

Man har hørt det for fuld udblæsning i den amerikanske valgkamp: Pressen er en del af magteliten i Washington og har bevidst fordrejet alt, der har haft med Donald Trump at gøre. Indimellem kan man høre noget lignende herhjemme om, at journalister tilhører samfundseliten, og derfor er de ude af stand til at interessere sig for de problemer, almindelige mennesker er optaget af. Eller at det ligefrem er medierne, der bestemmer, hvilken retning samfundet udvikler sig i.

Helt så enkelt forholder det sig nu ikke, mener medie- og samfundsforskere.

Adjunkterne Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen, begge fra CBS, Handelshøjskolen i København, udgav sidste år en stor analyse af magteliten i Danmark, hvor de kortlagde de 423 mest indflydelsesrige danskere.

”Vi definerede eliten til at være personer, der har et tæt netværk, som inviterer hinanden inden for i for eksempel bestyrelser, og som har stor indflydelse. Der kan vi se, at mediefolk og journalister kun sjældent er med helt ind i toppen af netværkene,” siger Christoph Houman Ellersgaard.

”Der var faktisk ingen menige journalister blandt de 423, og blandt ledere i mediebranchen var der kun TV 2’s administrerende direktør Merete Eldrup og formanden for JP/Politikens Hus Lars Munch. DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn var lige udnævnt, så hun nåede ikke med på listen, men det ville hun normalt have været,” siger han.

Af andre mediefolk var der Ugebrevet Mandag Morgens administrerende direktør Erik Rasmussen og administrerende direktør og chefredaktør Torben Dalby Larsen fra Sjællandske medier – her i sin egenskab af formand for Dansk Arbejdsgiverforening.

”Når der er så få mediefolk i eliten, er forklaringen for det første, at man har en tendens til at overvurdere mediernes indflydelse. For det andet skal man som regel indgå i stabile alliancer for at komme ind i tætte netværk. Det har folk fra medierne i Danmark svært ved, blandt andet fordi deres opgave er at være kritiske over for alle,” siger Christoph Houman Ellersgaard.

Kristeligt Dagblad har fået foretaget en meningsmåling, hvor de adspurgte er blevet bedt om at tage stilling til, hvem de mener tilhører eliten. Undersøgelsen viser, at kun fire procent af befolkningen regner journalister ved trykte og elektroniske medier for en del af eliten.

Men er de det alligevel? Forfatter og selvstændig journalist Susanne Sayers har tidligere været nyhedsredaktør på dagbladet Børsen, og i dag underviser hun indimellem på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Ifølge hende kommer det i høj grad an på, hvordan man definerer begrebet elite, om mediefolk kan medregnes til den eller ej.

”Jeg tror ikke, at befolkningen ser journalister som en del af eliten, men økonomisk tilhører mange af dem en privilegeret gruppe, og det kan give en blindhed over for mennesker, der ikke har de samme privilegier,” siger Susanne Sayers.

Hun skrev for et par år siden et debatindlæg i fagbladet Journalisten om problemet.

”Det er selvfølgelig en generalisering, men journalister bor i stigende grad i de samme, større byer, de omgås de samme mennesker, for eksempel Djøf’ere (jurister og økonomer, red.), og de bliver dårligere til at se, hvordan forholdene er i andre dele af landet.

Det er ikke fordi, journalister er onde mennesker, men det påvirker journalistikken. Vi havde for nylig en debat om kontanthjælpsmodtagere, og meget få journalister bor i miljøer med mange kontanthjælpsmodtagere. Derfor havde vi en flere dage lang debat om, hvor meget kontanthjælpsmodtagere egentlig får udbetalt. Hvis journalister havde boet de samme steder, havde de vidst det med det samme, og de havde været klædt på til at stille nogle andre spørgsmål,” siger Susanne Sayers.

Hun tilføjer, at man kunne se det samme mønster ved det seneste folketingsvalg, hvor mange journalister blev meget overraskede over Dansk Folkepartis store fremgang, fordi de ikke helt var med på, hvordan verden så ud andre steder end der, hvor de selv bor.

Christoph Houman Ellersgaard er enig i, at mediefolk tilhører ”de støttende klasser” ligesom for eksempel kunst- og kulturfolk, men deraf kan man ikke slutte, at de har magten.

Lektor Henrik Søndergaard fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet mener, at man må skelne mellem mediefolk og medier, når man taler om eliten.

”Det at journalister ikke regnes for en del af eliten, betyder jo ikke, at medierne ikke kan være det.

Der er man nødt til at skelne mellem medierne, for nogle medier som Se og Hør og Billed-Bladet er absolut ikke elitære, det samme gælder Facebook, mens dagbladene i stigende grad er blevet elitens medier,” siger Henrik Søndergaard.

Han peger på, at dagbladene oprindeligt havde til formål at servicere et bestemt politisk segment, hvor hvert parti havde deres egne blade.

Siden fik medierne i en lang periode til opgave at nå hele befolkningen, men nu går flere medier igen efter at række ud til bestemte målgrupper.

”Alle aviser har relativt højt uddannede og højt lønnede personer som deres målgruppe. En avis som Børsen har det i særlig grad, mens Kristeligt Dagblad har det i mindre grad.”

Henrik Søndergaard er enig i, at mange journalister i dag tilhører den højere middelklasse, og derfor skriver de ofte om emner, der interesserer netop den gruppe.

”Det kan man blandt andet se i de uendelig mange artikler om boligprisernes op- og nedture, om boligindretning og om forholdene for pensionsordninger.

Det afspejler jo, at det er det, der interesserer journalisterne selv.”

Som flere andre forskere fremhæver han, at medierne ikke har magt til at bestemme, hvilken retning samfundet skal udvikle sig i.

Derimod har de stor indflydelse på de emner, der kommer til debat. Men hvad debatten fører til, afgøres af andre med magt, blandt andet politikere.

Eller som Christoph Houman Ellersgaard pointerer:

”Medierne kan sætte en masse idéer frem på hylderne, men det er magteliten, som bestemmer, hvad der skal tages ned.”

Derfor er det ofte også nogle helt andre ting, magthaverne er optagede af, end det pressen beskæftiger sig med. Eksempelvis har vi for tiden ophedede debatter om svinekød i børnehaver og kønsopdeling i svømmehaller, men for de fleste i magteliten er det ”fløjtende ligegyldigt”.

De er optagede af helt andre ting som robotteknologi eller EU’s indflydelse på den danske arbejdsmarkedsmodel.

Den slags kan nok nå frem til danske medier, men det får sjældent samme fremtrædende behandling som svinekødet.