30-årige Ilknur Kekec Coban har bortset fra ét enkelt år spillet fodbold stort set hele sit liv. Da hun var omtrent 8-9 år, meldte hendes mor hende imidlertid ud af fodboldklubben. Hun syntes ikke, at datteren passede sin skole, og det var dråben, da en lærer til en skole-hjem-samtale fortalte, at datteren brugte alle frikvartererne på at spille fodbold med drengene.
"Min mor havde en forestilling om, at jeg også kun spillede med drenge, når jeg gik til fodbold, og det syntes hun ikke var passende for en lille pige. I dag vil man nok kalde det social kontrol, men det handlede mere om, at min mor ikke vidste, hvad foreningslivet var for noget," siger Ilknur Kekec Coban, der til gengæld gerne måtte spille håndbold, fordi mange af hendes veninder gik til håndbold.
Tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriets “Medborgerskabsundersøgelsen 2022” tyder på, at Ilknur Kekec Cobans kurdiske mor fra Tyrkiet ikke er den eneste med indvandrerbaggrund, som er fremmed over for foreningsidræt.
I hvert fald er ikke-vestlige indvandreres børn markant mindre aktive i idrætsforeninger sammenlignet med børn og unge med dansk oprindelse. I aldersgruppen 6-10 år er det 53 procent af børnene med rødder i ikke-vestlige lande, der dyrker sport i en forening, mens det drejer sig om 78 procent af børnene med dansk oprindelse. Forskellen er mindre, men stadig betydelig, blandt de ældre aldersgrupper.
Tallene overrasker ikke Bjarne Ibsen, der er professor ved center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund ved Syddansk Universitet. Tidligere på året stod han bag en stor undersøgelse af voksne indvandreres deltagelse i idrætsforeninger, der tegner "fuldstændig" det samme billede.
"Der er meget stor overensstemmelse mellem, hvor aktive forældrene er, og hvor aktive børnene er," siger han.
Mangler kendskab til foreningsidræt
Forskellen er mest markant hos pigerne, viser undersøgelsen. 79 procent af de 6-10-årige piger med dansk oprindelse dyrker således foreningsidræt. Det samme er kun tilfældet for 39 procent af pigerne med rødder i de såkaldte Menapt-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet). I aldersgruppen 11-14 år er andelen henholdsvis 66 og 35 procent. Alle lignende studier viser, at deltagelsen især er lav blandt piger med indvandrerbaggrund, siger Bjarne Ibsen.
"Mange tænker intuitivt, at barrieren skyldes en religiøs muslimsk baggrund, men vi finder samme tendens i flere lande, hvor befolkningen er overvejende kristne. Det handler efter alt at dømme i mindre grad om religion og i højere grad om kønsrollemønstre og synet på, hvad piger og kvinder må og kan tillade sig," siger han.
Undersøgelsen viser da også, at piger fra andre ikke-vestlige lande end Menapt-landene er underrepræsenterede i foreningsidræt. Det ændrer dog ikke på, at pigernes deltagelse stadig er noget lavere i de overvejende muslimske lande.
De ikke-vestlige forældre siger i undersøgelsen, at manglende viden om tilmeldingsproceduren og økonomi er de væsentligste årsager til, at deres barn ikke dyrker sport i en forening, selvom det ønsker det.
Bjarne Ibsen mener, at det i høj grad også handler om manglende fortrolighed med foreningsidræt. Derfor går mange indvandrere og efterkommere også til fodbold, som de kender fra hjemlandet, mens tilslutningen til sportsgrene som håndbold og badminton er mindre.
"Vores kulturelle baggrund – hvad vi vokser op med og finder smag for – har stor betydning. I en dansk kontekst bliver det nærmest set som undertrykkelse, hvis børnene ikke går til babysvømning eller mini-fodbold. Mange indvandrere ser ikke på samme måde deltagelse i foreningsidræt som noget absolut værdifuldt. For nogle vil det opleves som noget ubekendt, der kan være forbundet med en utryghed, når børnene skal være aktive dér," siger Bjarne Ibsen og pointerer, at der er større forståelse for vigtigheden af at passe sin skole.
Selvom Bjarne Ibsen mener, at man skal passe på med at overdrive integrationspotentialet i foreningsidræt, er det bestemt til stede, siger han. En af hans kolleger har tidligere interviewet nogle unge syriske drenge, der kom til Danmark under flygtningekrisen i 2015, hvor en af dem blev medlem af en fodboldklub.
"En dag fortalte formanden ham: 'Det er også din klub! Du kan bare få nøglerne til klublokalerne, hvis der er noget, du skal bruge dem til.' Det var helt vildt, syntes han. Han oplevede et system, hvor der var en helt anden tillid til hinanden. Hvis det er udtryk for, hvad man generelt møder i foreningslivet, så har det da en stor integrationsværdi," siger han.
Foreningsdanmark har formet hende
Håndbold var ikke lige sagen for Ilknur Kekec Coban, så da den lokale fodboldklub, Høje Taastrup IF, pludselig åbnede et hold kun for piger, kom hun tilbage på fodboldbanen. Som 13-årig blev hun frivillig træner i klubben. I dag er hun ungdomsformand samme sted, og hun sidder også i bestyrelsen hos DBU Sjælland. Med sin egen historie in mente har hun gjort det til sin mission at fortælle minoritetsetniske familier om de positive aspekter ved det danske foreningsliv.
Ilknur Kekec Coban mener, at noget af det bedste ved at dyrke sport i en idrætsforening er, at man møder alle slags mennesker uanset religion, køn og seksualitet.
"På fodboldbanen handler det ikke om, hvor du kommer fra. Det handler kun om at vinde eller hygge sig, og så er alt andet underordnet," siger Ilknur Kekec Coban, der også mener, at arbejdet som frivillig har været med til at forme hende til den, hun er i dag:
"Jeg fik et stort ansvar allerede som ung, der har været med til at gøre mig mindre indadvendt. Da jeg var 17 år, mistede jeg også min mor, og her blev mit frivillige arbejde det sted, hvor jeg følte, at jeg kunne puste ud. Min mor kunne ikke lide, at jeg spillede fodbold og var frivillig, fordi det tog tid fra min skole. Men jeg fortsatte mit arbejde, og den dag i dag håber jeg, at hun er stolt af alt det, jeg har opnået gennem foreningslivet."