Prøv avisen

Kundby-pigen har ændret billedet af, hvordan en terrorist kan se ud

Alle tre dommere og seks nævninge i Retten i Holbæk kendte den vestsjællandske pige, som er etnisk dansker, men konverteret til islam, og som kun var 15 år dengang, skyldig efter straffelovens såkaldte terrorparagraf, paragraf 114. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Foto

I dag dømte Retten i Holbæk den 17-årige Kundby-pige skyldig i at have planlagt terror. Sagen bliver fulgt af alverdens terrorforskere, fordi den er højst usædvanlig, og fordi den antyder, at ethvert marginaliseret menneske vil kunne søge mod terror som et middel til at finde mening i tilværelsen

Da den i dag 17-årige pige fra Kundby i januar 2016 forberedte at udføre bombeangreb på Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København, var det ikke bare en teenagers fantasier, men en konkret plan om at udføre terror.

Det afgjorde Retten i Holbæk i dag, da alle tre dommere og seks nævninge kendte den vestsjællandske pige, som er etnisk dansker, men konverteret til islam, og som kun var 15 år dengang, skyldig efter straffelovens såkaldte terrorparagraf, paragraf 114.

Ifølge Magnus Ranstorp, der er terrorforsker og forskningsdirektør ved det svenske forsvarsakademi, er Kundby-sagen blevet fulgt med interesse af terrorforskere fra hele verden, blandt andet fordi den er med til at udvide billedet af, hvem der er potentielle terrorister.

”Det er ganske usædvanligt, at en så ung kvinde planlægger terror,” siger Magnus Ranstorp.

”Hun er terrorist, for hun tror på den islamistiske ideologi. Hun ser sig selv i en større sammenhæng. Hun vil gennemføre aktioner, der vil skade den demokratiske sammenhæng. Det er også meget usædvanligt, at hun under opholdet på en lukket institution har angrebet en ansat med et glasskår, fordi han havde gjort tjeneste i Afghanistan,” tilføjer Magnus Ranstorp, der ud fra, hvad han ved om sagen, karakteriserer pigen som ”farlig” og ”voldsparat”.

Strafudmålingen afgøres først i torsdag, men den straframme, som knytter sig til paragraffen, er ”fængsel indtil på livstid”, og anklagemyndigheden advokerer for en tidsubestemt forvaringsdom.

Den retspsykiatriske vurdering af pigen er, at hun ikke var sindssyg, da hun skaffede sig ingredienserne til at fremstille sprængstoffet TATP, som skulle bruges til de to angreb. Men i pigens mentalerklæring karakteriseres hun som ”psykisk skrøbelig”, ”selvusikker” og som et menneske med identitetsproblemer.

Ifølge Magnus Ranstorp er det ikke usædvanligt, at stor usikkerhed, store personlige problemer og stor aggressivitet hænger sammen, når unge radikaliseres.

”Hun har et grundlæggende behov for at høre til et sted, og hun har brug for en faderfigur. Hun mener, at hun er speciel, og hun har haft et ønske om at give igen i forhold til de skolekammerater, der har mobbet, chikaneret og udelukket hende. Det er den slags faktorer, der også er medvirkende forklaringer på skoleskyderier,” siger Magnus Ranstorp.

Han påpeger, at der inden for de to seneste år har været to lignende sager med ganske unge hovedpersoner. Dels en 14-årig dreng med tyrkisk-østrigsk baggrund, som havde været i kontakt med Islamisk Stat, og som planlagde at angribe en banegård i Østrig. Dels en kun 12-årig med tysk-irakisk baggrund, der ville bombe et marked i Tyskland. Begge blev arresteret. I Kundby-sagen er det ikke så meget personens unge alder som hendes køn og den kendsgerning, at hun er etnisk dansker, der overrasker.

I en anden usædvanlig sag fra Paris forberedte tre franske kvinder, der havde mødt hinanden via internettet, i september 2016 at begå et terrorangreb foran Notre Dame-kirken, inden de blev anholdt, påpeger Manni Crone. Hun er seniorforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og har fulgt Kundby-sagen og overværet et af retsmøderne. Hun betegner sagen som ganske usædvanlig på flere punkter.

”Selvom der efterhånden er flere kvinder blandt Syriens-farerne, er det usædvanligt og ikke set før, at en teenagepige på egen hånd forsøger at planlægge terror mod to danske skoler,” siger hun og tilføjer:

”Danmark har meget få terrorsager. Derfor skal man passe på at gøre Kundby-sagen til en tendens. Noget af det meget usædvanlige er, at pigen tilsyneladende ikke har været en del af et terrornetværk, men har haft sporadiske forbindelser til en tidligere Syriens-kriger.”

Rent terrorbekæmpelsesmæssigt er alle de nævnte sager, også Kundby-sagen, eksempler på, at myndighedernes beredskab fungerer. Men spørgsmålet er, om de sociale myndigheder kunne have gjort mere for at forhindre, at pigen blev drevet spå langt ud i radikalisering.

”Pigen blev anholdt og dømt. Generelt forsøger Danmark at håndtere unges sociale problemer, der kan føre til radikalisering via for eksempel Aarhus-modellen, hvor man hjælper marginaliserede og radikaliseringstruede unge med en social indsats. Men omvendt kan vi ikke, hvis vi vil leve i et frit samfund, forhindre, at nogle unge mennesker udvikler ekstreme synspunkter,” siger Manni Crone.

Ditte Andersen er seniorforsker ved SFI, det nationale forskningscenter for velfærd, og forsker i udsatte og kriminelle unges møde med velfærdsstatens kontrol- og støttefunktioner. Hun beskæftiger sig blandt andet med, hvilke fortællinger de unge konstruerer i et forsøg på at finde mening i deres tilværelse.

”Når jeg har læst om sagen, virker det ikke på mig, som om velfærdsstaten er lykkedes med at tilbyde denne pige et fællesskab og et bud på en mening, som har fungeret,” siger Ditte Andersen, som henviser til den kronik her i avisen, hvor skribenten Lisbeth Zornig Andersen citerede en lærer for at have været involveret i et langt forløb omkring pigen med masser af møder og megen ventetid.

Et sådant forudgående forløb fritager naturligvis ikke Kundby-pigen for personligt ansvar for hendes kriminelle adfærd, men kan være med til at forklare, at hun pludselig via internettet blev tilknyttet Islamisk Stat:

”Jeg har selv flere gange prøvet at sidde med sammen med udsatte unge til en lang række diffuse møder med psykologer, psykiatere, socialrådgivere og pædagoger, som hver fra deres faglige ståsted forsøger at udlægge problemet med de bedste intentioner, mens den unge overhovedet ikke oplever, at samtalerne giver mening. For nogle unge giver det et stærkt behov for at finde et enkelt svar og et tilhørsforhold, som kan få det hele til med ét at give mening.”