Kunstner løb med pengene: "Det er ikke en sag, der gør kunsten godt"

I efteråret løb den danske kunstner Jens Haaning med en halv million kroner, da han skabte værket "Take the Money and Run." Nu er fristen for at tilbagebetale pengene udløbet, og kunstmuseet Kunsten lægger sag an

Det tomme kunstværk "Take the Money and Run" på  kunstmuseet Kunsten i Aalborg.
Det tomme kunstværk "Take the Money and Run" på kunstmuseet Kunsten i Aalborg. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det gik verden rundt, da den danske kunstner Jens Haaning i efteråret skabte "Take the Money and Run". Værket lavede han nemlig ved at tage den halve million kroner, som kunstmuseet Kunsten i Aalborg havde stillet til rådighed, for at han skulle lave et andet værk. Søndag midnat udløb fristen for at betale de 532.549 kroner tilbage. Og nu indleder museet et civilt søgsmål mod Jens Haaning. Men det burde de ikke have gjort, mener kunsthistoriker Bente Scavenius.

Hvad tænker du om sagen med "Take the Money and Run"?

Der er ingen tvivl om, at det er på kanten. Jens Haaning sætter imidlertid hele den kommercielle kunstverden til debat, og det er jo relevant. Men jeg synes ikke, at det er en sag, der gør kunsten godt. Debatten gør, at mistilliden vokser i dette land. Og kunsten skal på en eller anden måde have en placering i folks bevidsthed, så man forstår, hvorfor den er vigtig. Den skal gerne kunne ses i lys af evigheden, og ikke kun bruges provokerende. Og det kan kunsten ikke her, da værket ikke eksisterer. Men det er ikke Jens Haanings sag, han har sin dagsorden og den omtale, som han har fået i den her sammenhæng, er fuldstændig gigantisk – det havde han ikke fået med et ganske almindeligt stuerent værk. Hvis han får et søgsmål, der falder ud til museets fordel, så har han alligevel fået mere omtale. Og det har museet også. Så jeg synes, at det er et selvmål at sagsøge ham.

Skulle de så lade Jens Haaning beholde pengene?

"Take the Money and Run" er jo konceptet. Han synes, at de er underbetalte i kunstverdenen, og at han derfor er berettiget til at tage pengene. Det er en hårfin grænse mellem, at det er et konceptuelt værk og en mand, der har taget nogle penge. Den debat, det har skabt, er en del af værket, – og det fortsætter nu. Der er omkostninger ved en udstilling, og det kan nemt løbe op på 500.000 kroner. Men selvfølgelig står museet i en vanskelig situation, for de skal også kunne vise deres troværdighed overfor kommunen, staten og fondene. Kunstverdenen vil sige, at de skal lade sagen falde, og lade Jens Haaning beholde pengene. Og kommunalpolitikere vil sige, at vi skal have pengene igen, fordi museet bliver støttet med skatteydernes penge. Det er en gråzone mellem et værk og et ikke-værk. Og det er en svær situation for museet.

Tror du, at det er et værk, som man vil huske i fremtiden?

Vi vil huske debatten, og det er også en del af et værk – at det kan sætte noget i gang. Da værket er ikkeeksisterende, er debatten pludselig blevet det væsentligste. Deri ligger problemet også, for hvad er kunst? Er det noget varigt og eksisterende eller er det et konceptuelt værk, der lever i nuet og dermed forsvinder og kun efterlader sig spor i form af debatten?

Hvor går grænsen for, hvad man må i kunst?

Grænsen er flydende. Jeg har en faglig tilgang, så jeg kan sætte det ind i en anden sammenhæng. Men folk der ikke har den indsigt, ser kun på udkommet. Og udkommet er – i deres øjne – ingenting. Værket kan sammenlignes med den performance, eller happening, da busten af Frederik V blev smidt i vandet. Hele kunstverdenen, eller den halve i hvert fald, tog afstand fra det. Men her er det stort set hele kunstverdenen, der støtter op om Jens Haaning. Og hvorfor egentlig? Grænserne er så enormt flydende, at det bliver en sag om følelser og holdninger.

Hvilke andre lignende værker er der?

På Art Basel udstillede den italienske kunstner Maurizio Cattelan i 2019 værket med bananen, der var klistret fast på væggen med gaffatape. Den banan fik ekstremt meget omtale og blev solgt for 800.000 kroner. Der kom en mand og hev gaffatapen ned, og så var værket væk. Alt det kan vi huske, men bananen er jo rådden og væk, og værket eksisterer ikke. Værket indgik i den største kommercielle sammenhæng i kunstverdenen. Det er den samme problematik her, for Jens Haanings værk sætter netop fokus på det kommercielle i kunsten og sætter de økonomiske vilkår for en kunstner til debat.

Kan du nævne en udstilling, du ser frem til i 2022?

Gauguin-udstillingen på Ordrupgaard. Han var dansk gift og har dermed en lille dansk indfaldsvinkel. Gauguin er absolut en af fransk modernismes hovedpersoner, og hele hans udvikling som kunstner og menneske i slutningen af 1800-tallet er dybt interessant.