Prøv avisen

Kunstnere til kamp for afviste asylsøgere

En gruppe afviste irakiske flygtninge, som venter på at blive sendt hjem, flytter i dag ind i den københavnske kirke Apostelkirken. De har fået midlertidig opholdstilladelse i kirken, som står bag en aktion, der skal skabe opmærksomhed om irakernes sag. - Foto: Arkiv

Apostelkirken i København danner i denne uge rammen om en aktion for afviste irakiske asylsøgere. En lang række kunstere, deriblandt skuespilleren Kirsten Olesen, støtter aktionen

En gruppe afviste irakiske flygtninge, som venter på at blive sendt hjem, flytter i dag ind i den københavnske kirke Apostelkirken. De har fået midlertidig opholdstilladelse i kirken, som står bag en aktion, der skal skabe opmærksomhed om irakernes sag. Arrangørerne ser aktionen som et kunstnerisk indlæg i debatten om asylsøgere i Danmark.

Udgangspunktet er politisk, men vi vil gerne vise det med kunstneriske virkemidler. Kunsten har sit eget sprog. Det berører os mennesker langt dybere end det politiske og journalistiske sprog, forklarer en af arrangørerne, forfatter Michael Svennevig.

Rammerne om begivenheden er en festival, hvor flere danske og udenlandske kunstnere vil underholde med forskellige indslag. På plakaten er blandt andet skuespiller Kirsten Olesen og musiker Anders Koppel. Om sin grund til at være med, forklarer Anders Koppel, at han ikke mener, at regeringen har truffet de rette afgørelser i forhold til irakerne i Danmark.

Man er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Det er muligt, at udlændingeloven virker for den største del af Danmarks befolkning, men altså ikke for disse mennesker, forklarer han.

Sognepræst og medlem af Venstre Edith Thingstrup, er bekymret for de irakiske asylsøgere, men hun mener ikke, at man skal blande politik ind i folkekirken:

Du skal ikke begynde at tage kirken som politisk gidsel i denne debat. Det ødelægger den danske folkekirke, siger hun og forklarer, at man er nødt til at respektere de love, som Folketinget har vedtaget.

Niels Nymann Eriksen er præst i Apostelkirken, hvor en afvist asylsøger tidligere gik i sultestrejke, og han finder det naturligt, at kirken danner rammen om aktioner, som også har politisk brod.

Det er en del af kirkens opgave at være med til at værne om respekten for andre menneskers livshistorier og sætte sig til modværge, når medmennesker reduceres til samfundsproblemer, siger han.

hviid@kristeligt-dagblad.dk