11-årige Nura har tegnet en elefant, der er bølget, som om den er i færd med at smelte. Hendes syvårige lillebror Adams elefant er massiv og fylder papiret ud fra ende til anden.
”Det er en rumskibselefant med strithår,” siger Adam triumferende.
”Min er mærkelig,” siger Nura og virker ikke overbevist, da underviser og kunstner Kasper Købke siger, at der ikke findes forkerte elefanter.
Nura og Adam er to af de omkring 25 børn, der deltager i tegneworkshoppen på Statens Museum for Kunst i København. Fælles for børnene er, at de lige nu bor på et af Danmarks over 40 krisecentre og enten selv har været udsat for vold eller har været vidne til vold i familien.
Arrangementet er del af en række tegneworkshops, hvor kunstner Kasper Købke underviser. Initiativet kommer fra LOKK’s børnegruppe på vegne af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) og skal blandt andet gennem en rettighedsplakat tegnet af Kasper Købke øge børnenes bevidsthed om deres rettigheder.
For blandt de omkring 1800 børn, der årligt bor på landets krisecentre, har mange en mangelfuld viden om deres egne rettigheder og bliver ofte overraskede over, at de vilkår, de er vokset op under, ikke er normale, fortæller Malene Nielsen, børnerådgiver på Danner Krisecenter.
”Det at kende sine rettigheder kan i sig selv være helende for børn, hvis rettigheder er blevet overskredet. Børn på krisecentre har ofte været udsat for psykisk vold rettet direkte mod dem. Tegningen kan åbne en samtale om, hvad der er okay, og hvad der ikke er: Er det for eksempel okay, at der bliver råbt af én hver aften?,” siger Malene Nielsen og fortsætter:
”Rettighedsplakaten skaber en oplevelse og erkendelse hos børnene af, at de ikke er de eneste i verden, der har oplevet voldsomme ting i familien. Og plakaten understøtter, at det er vigtigt at snakke om, hvorfor børnene bor på krisecentre. Det er ikke, fordi der er håndværkere i lejligheden, eller fordi de er på ferie,” siger hun.
Nura er gået i gang med at samle puslespillet om børns rettigheder. Det er svært, for ingen af formerne eller farverne synes at passe sammen. Til sidst knækker hun koden med et hvin og samler hurtigt puslespillet, inden hun går videre til at hjælpe sin mor.
Nogle gange er det sværere for voksne at samle puslespillet, fortæller Kasper Købke, for voksne orienterer sig efter firkanter og farver, mens børn har nemmere ved at forstå, at former kan være flydende eller tage form som to hjerter.
”Det er ligesom min mor og mig. Hjerterne hænger sammen, fordi vi altid er sammen,” siger Nura og betragter de to hjerter, der udgør rammen om børnenes rettigheder.
For kunstner Kasper Købke har det været vigtigt at flytte fokus fra teksten til tegningerne. At splitte plakaten ad og flytte den ned mellem børnenes hænder.
”Plakaten, jeg har tegnet, er ikke det vigtige, og tegningerne behøver heller ikke være pæne eller se rigtige ud. Tegningerne er et formidlingsværktøj på lige fod med at fortælle eller skrive. De gør det nemmere at memorere, hvad man ønsker at formidle, og derfor nemmere for børnene at huske og forstå,” siger han.
I lang tid betragter Nura rettighedspuslespillet med tegningerne af børn, der spiller fodbold, hopper i trampolin og går i skole. Nura har ikke selv gået i skole de seneste fem uger, hvor hun, hendes lillebror og hendes mor har boet på krisecenteret, fortæller hun, og det kan godt være kedeligt kun at være sammen med voksne.
Retten til at gå i skole eller på dagsinstitution er en af dem, der bliver overskredet, når børn rives væk fra deres vante omgivelser, siger Malene Nielsen.
”Sager i Statsforvaltningen kan trækkes i langdrag af en række grunde. Hvis børn af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan komme i daginstitution eller skole, fordi der endnu er uafklaret forældremyndighed og samværsaftaler, kan børnene få nogle lange pauser fra også den del af deres hverdagsliv,” siger hun.
Ved et andet bord i lokalet er syvårige Ayse og 13-årige Miriam gået i gang med at tegne deres rettigheder. Ayses tegning forestiller en græsplæne under en høj sol og et stort smil på ansigtet af en lille pige, der står med sin mor og lillesøster i hånden.
”Man har ret til at komme ud og få frisk luft og ikke være ked af det. Min mor hjælper mig,” står der på tegningen.
Ayse og hendes mor Selma har boet på krisecenter i næsten fire måneder, fortæller Selma. På krisecenteret er der ro og mennesker at tale med. Ayse protesterer højlydt, når de snakker om at tage derfra. Ved siden af Ayse har Miriam tegnet sig selv og Dorthe, der er børnerådgiver på krisecenteret. Imellem de to har hun skrevet:
”At snakke om, hvorfor jeg bor på krisecenter. At snakke om, hvorfor jeg er her.”
Der er ting, Miriam kun kan tegne eller fortælle til Dorthe, for hvis hun fortæller det til sin mor, bliver hun bare ked af det, fortæller Miriam, mens hun farvelægger tegningen. I løbet af de snart fem måneder, Miriam og hendes mor har opholdt sig på krisecenteret, har Miriam og Dorthe ofte snakket sammen. Om hvad der er sket mellem Miriams forældre, hvad hun har oplevet, og hvilke ting, hun har ret til.
”At sige nej,” fastslår Miriam, da journalisten spørger, hvilke ting hun har ret til.
”Ikke at gøre ting for mine forældre, som jeg ikke har lyst til. Ikke at være tvunget til noget, for jeg er stadig bare et barn, og jeg skal passe på mig selv.”
Marie Møller Christensen fra Børnetræet, som er et tilbud til børn på Kvindehjemmet, der ligger i København, oplever, at mange af børnene er særligt optagede af retten til at have voksne at tale med.
For mange af børnene holder på hemmeligheder og skaber i stilhed fortællinger, hvor de selv har været medvirkende til volden. De tænker: Hvis jeg ikke havde ridset min cykel eller været besværlig, var volden ikke opstået. Det er vigtigt, at voksne taler med børnene på krisecentrene på børnenes præmisser, understreger Marie Møller Christensen. For børn, modsat voksne, fortæller ikke om deres tanker og traumer i kontortiderne.
”Det tager tid og er en anden måde at arbejde med end med voksne, for børn vandrer ind og ud af fortællinger og har nogle gange lige så meget brug for en pause fra at tænke på traumatiske oplevelser. At tegne er en måde at tale om det, men det kan også være en måde at holde en tænkepause,” siger hun.
Børn og forældre fra krisecentrene er anonymiserede. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.