Indtil for 30 år siden var Danmarks Radio den eneste station, der sendte landsdækkende public service-tv i Danmark, og for at sikre finansieringen kørte de legendariske pejlevogne rundt på gader og stræder for at finde frem til de sortseere, der kiggede med gratis.
Meget tyder på, at der i løbet af den allernærmeste fremtid kommer en omkalfatring af det danske medielandskab, som ikke er set større, siden monopolets og pejlevognens epoke randt ud. Denne gang handler forandringen om, at licensen står til at bortfalde og blive erstattet af en skattefinansiering, at Danmarks Radios budget formentlig vil blive kraftigt beskåret, og at det efter mange års tilløb kan blive nu, politikerne vedtager at sælge TV 2.
Præcis hvornår regeringen præsenterer sit udspil til et medieforlig, er uvist. Ifølge centralt placerede kilder på Christiansborg kan der formentlig gå op til et par uger endnu. De tre regeringspartier kæmper fortsat med at blive enige indbyrdes om flere temaer i udspillet.
De Konservative ønsker blandt andet færre besparelser på Danmarks Radio end Venstre og Liberal Alliance. Det konservative synspunkt er, at der skal sikres så mange penge som muligt til formidlingen af kultur og historie, i bredere forstand til public service.
Regeringspartierne har både talt om at sælge TV 2 helt og om at sælge 49 procent af stationen, og er øjensynligt stadig ikke internt enige om, hvor det skal ende. Under alle omstændigheder rejser et salg spørgsmålet om, hvor mange og hvor skrappe krav man kan og vil stille til en køber om at levere public service. Jo flere og jo skrappere krav, desto lavere pris.
Det hører også med til billedet, at TV 2 ifølge en tidligere EU-dom har fået ulovlig statsstøtte i en lang periode, og regeringen vil gerne sikre sig, at en kommende køber af tv-stationen ikke senere kommer til at hænge på en milliardregning for den støtte. Derfor har man bedt om EU-kommissionens vurdering af et delvist salg, og den vurdering ventes inden for de næste to uger. Først derefter kan kulturminister Mette Bock (LA) skrive det endelige forslag til medieudspillet, der så skal godkendes af den samlede regering, inden forhandlingerne med Folketingets øvrige partier begynder.
Ifølge to medieforskere, professor Stig Hjarvard fra Københavns Universitet og professor Frands Mortensen fra Aarhus Universitet, kan det resultere i en af de største forandringer i medielandskabet i mange år.
”Hvis det besluttes at afskaffe licensen, sælge TV 2 og beskære Danmarks Radio med for eksempel 10-12 procent, vil det være meget væsentlige forandringer. Trods alle uenigheder har der i det seneste årti været en påfaldende enighed på det mediepolitiske område om en fælles public service-tankegang i Danmark. Det står vi nu efter alt at dømme over for et brud med,” siger Stig Hjarvard, der tilføjer, at han mest anser afskaffelsen af licensen for en teknikalitet, der vil gøre finansieringen af DR mere tidssvarende.
”I tidernes morgen opstod licensen som en apparatafgift. I en tid, hvor alle har et eller andet digitalt apparat, er det en forældet måde at indkræve penge på. Men når emnet alligevel er relevant, skyldes det, at spørgsmålet om politisk armslængde kommer op igen, hvis DR kommer på finansloven,” siger han.
”I forvejen har politikerne flere gange vist betydelig vilje til at gribe ind i DR’s dispositioner, og der kan være et yderligere problem, hvis spørgsmålet om økonomiske ressourcer rykkes tættere på det politiske spil,” forklarer han.
Et fjerde hovedpunkt i forhandlingerne om et medieforlig for 2019-2023 er idéen om kraftigt at udvide den såkaldte public service-pulje, som er midler, alle medievirksomheder i princippet kan søge midler fra til at producere public service for.
I øjeblikket er der afsat 35 millioner kroner årligt hertil, men Venstre har tidligere stillet forslag om at udvide puljen helt op til 500 millioner kroner.
Ifølge kilder nær regeringen tyder noget dog på, at den endelige pulje bliver væsentligt mindre. Og hvor det i dag er Filminstituttet, som fordeler pengene, ventes det, at der nedsættes et nyt organ, som skal fordele pengene. Forventningen er desuden, at man for at få del i puljen selv skal skyde penge i det, man søger om støtte til.
Hvis Folketingets flertal ender med at beskære DR markant og i stedet knytte forhåbninger til, at andre danske aktører kommer til via public service-puljen, er der ifølge Frands Mortensen en risiko for, at det kommer til at gå anderledes.
Små danske medievirksomheder vil have svært ved at skaffe midler selv, hvorimod medier som den globale streaming-tjeneste Netflix er vant til at investere store summer og sidder på så meget kapital og så mange potentielle aftagere verden over, at det kan lade sig gøre. På den baggrund vurderer Frands Mortensen, at det er sådanne aktører, der vil løbe med hovedparten af pengene fra public service-puljen, som ifølge gældende EU-regler kun må bruges på elektroniske medieplatforme.
”Efter de eksisterende regler skal puljen støtte enkeltværker i form af film eller tv-serier af særlig kvalitet. Det er ikke de små aktører, og slet ikke for eksempel dagbladene, der vil kunne komme til at søge midler herfra,” siger professoren.
Endelig er der spørgsmålet om den offentlige støtte til de private dagblade, der hvert år afsættes finanslovsmidler til. Fra blandt andre Venstre har der været overvejelser om at flytte midler fra virksomheder, der servicerer hele landet, men har kontor i hovedstaden, til medievirksomheder i provinsen. Dette kunne ifølge Frands Mortensen godt gennemføres, men spørgsmålet er, om det reelt vil styrke nyhedsdækningen noget sted i Danmark.
”Det er svært at se, hvor meget forskel nogle få millioner ville kunne gøre i provinsen i forhold til, at ændringen formentlig ville betyde, at små, landsdækkende aviser som Information og Kristeligt Dagblad måtte lukke,” siger Frands Mortensen.