En hollandsk læge har i januar fået kritik, efter hun gav aktiv dødshjælp til en dement ældre kvinde. Kvinden havde ikke udtrykt et tilstrækkeligt klart ønske om eutanasi, og inden dødshjælpen blev givet, havde lægen først sneget sovemedicin i kvindens kaffe.
Men hverken det eller yderligere medicin beroligede dog kvinden tilstrækkeligt, og lægen bad angiveligt familiemedlemmer holde hende, da hun gjorde modstand, mens selve dødshjælpen blev givet.
”Lægen kunne ikke være ubetinget overbevist om, at det var et frivilligt og velovervejet ønske,” står der i afgørelsen fra The Regional Euthanasia Review Committees (RTE), der retrospektivt vurderer sagerne om dødshjælp i Holland.
”Derudover overskred lægen en grænse ved at give Dormicum (sovemedicin, red.) og ved at undlade at afbryde livsafbrydelsen, da patienten reagerede negativt,” fortsætter afgørelsen.
Scott Kim er seniorforsker ved afdeling for bioetik ved USA’s føderale National Institutes of Health og for tiden i gang med et studie om de hollandske sager, der ikke har opfyldt landets kriterier for dødshjælp. Derfor kender han den 14 sider lange afgørelse i detaljer. Han ser sagen som et klart eksempel på en forventelig udvikling, hvor grænsen for dødshjælp skubbes stadig længere.
”Lægen forventede en fremtid, hvor flere patienter med demens vil få aktiv dødshjælp, mens de ikke er beslutningsdygtige selv. Hun ønskede at gøre en pointe klar: Du kan ignorere protester fra demente personer, fordi de ikke længere er kompetente. I alle retskredse, hvor aktiv dødshjælp er lovligt, er der læger, som er aktivistiske omkring praksis og i forhold til at skubbe grænserne,” skriver han på mail til Kristeligt Dagblad.
Kort efter kvinden fik sin diagnose, havde hun skriftligt bekendtgjort, at hun ønskede at dø, inden hun skulle på plejehjem og i rette tid til at sige ”et værdigt farvel” til sine kære. I en senere version angav hun, at hun ønskede dødshjælp, ”når min livskvalitet er så dårlig, at jeg beder om eutanasi”.
Da lægen opfyldte dødsønsket, var kvinden kommet på plejehjem og var ude af stand til at træffe sine egne beslutninger. Læge og familie handlede altså på baggrund af den – ifølge RTE – utilstrækkelige forhåndstilkendegivelse. RTE indkaldte lægen til at give sit vidneudsagn i sagen. Ifølge Kim Scott var hun usædvanligt åben omkring, hvor langt hun ville være gået i sagen.
”Komitéen var uenig i lægens udsagn om, at patienten var inkompetent og hendes udsagn irrelevant. Faktisk vidnede lægen om, at hun ville have fortsat, også selvom patienten havde sagt klart i situationen, at hun ikke ønskede at dø. Lægen ønskede at være åben omkring dette, fordi ’eutanasi af inkompetente patienter vil finde sted stadig oftere’,” skriver Scott Kim.
Venstres Ungdom er fortaler for aktiv dødshjælp i Danmark, ligesom hovedparten af ungdomspartierne. Formand Chris Preuss kalder den hollandske sag for ”ærgerlig, fordi den skader kampen for at give mennesker ret til at bestemme over deres egen død”.
I Holland skal en patient ikke på forhånd indhente godkendelse til at få dødshjælp, men lægen skal efterfølgende rapportere sagen til RTE. Det er netop en svaghed ved systemet, der ikke må overføres til en eventuel dansk model, siger han:
”Holland har lært mig, at man bør vende modellen rundt, så man har et bredere panel, der tager stilling til alle sagens aspekter, inden der eventuelt bliver givet aktiv dødshjælp. Jeg mener, at det kun skal være for patienter, der er dødeligt syge, og hvor flere læger deler den vurdering, og at patienten i øvrigt skal have en tvungen psykologsamtale forinden.”
Det er medlem af Det Etiske Råd og tidligere overlæge Poul Jaszczak dog lodret uenig i.
”Det grundlæggende er, om staten skal være med til at regelsætte om, hvorvidt nogen kan slå andre ihjel. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skal begynde at diskutere en gradbøjning af, hvordan man tager livet af andre.”
Den hollandske sag får et retsligt efterspil.