Prøv avisen
De store spring

Rødstrømpen: Den næste kvindekamp bør vende sig udad - ikke indad

Bente Hansen får næsten en gang om måneden henvendelser fra unge kvinder, der spørger, hvad de skal gøre for at få liv i kvindebevægelsen igen. Og hendes svar er altid det samme: At de skal finde hinanden og stå sammen, men også at det næste ryk for kvindebevægelsen ikke må vende sig indad, men vende sig ud mod verden. Foto: Paw Gissel

Der var ikke et hjem i Danmark, der ikke blev mærket af kvindebevægelsen. Bente Hansen - en af de kvinder, der dengang gik forrest - mener, at vi i dag står foran en ny, mere international kvindekamp

”Vi holdt kikkerten for vores eget øje. Det var grundlæggende hele idéen med projektet at gøre os selv til subjekter.

Altså ikke længere kun at se os selv gennem mandens øjne, men at se os selv for første gang.”

Bente Hansen har skrevet bøger om kvindebevægelsens historie og bedrifter og gennemgået de juridiske sejre og politiske landvindinger utallige gange på tekst og i taler.

Alligevel er det, der står klarest og stærkest tilbage, erindring om årtiet, der satte kvinderne fri, det simple at se sig selv som kvinde for første gang.

Bente Hansen tager imod i den store lejlighed i det indre København på en dag, der skal balanceres mellem kvalitetstid med børnebørnene og foredrag om kvindekamp.

Den tidligere rødstrømpe var med fra begyndelsen, da kvindebevægelsen for alvor begyndte at røre på sig i 1960'erne og arbejdede som engageret medlem af først SF og senere VS for de traditionelle kvindepolitiske spørgsmål.

”Vi havde en sløv start,” som hun selv udtrykker det:

”Hver gang vi skulle diskutere de emner på landsmøderne, skulle mændene ud at tisse eller læse avis, og så sad vi der og snakkede om det sædvanlige. Og kom ingen vegne.”

I 1970'erne begyndte en mere sprælsk og rebelsk kvindebevægelse imidlertid at spire frem.

Den hollandske bevægelse Dolle Mina kom først. Og de nøjedes ikke med at udkæmpe deres kampe på de traditionelle baner.

”I foråret 1970 kunne vi godt se, at de bragte noget helt nyt med sig. Det var fuldstændig anderledes end den måde, der var blevet arbejdet for kvindesagen hidtil.

Men for at forstå, hvordan kvindebevægelsen blev så kraftfuld, må man forstå, at den var en kulmination på det store oprør.

Oprøret var jo et oprør mod autoriteter. Gud, konge, fædreland, fagforeningsbosser og kapitalister. Det hele blev kritiseret og kasseret. Den eneste autoritet, der stod tilbage, var patriarkatet,” siger Bente Hansen.

Kvindebevægelsen overtog alle de våben, oprørsbevægelsen havde opdaget og udviklet. Det spektakulære, kreative, alternative og ustyrlige.

De lavede aktioner, happenings og politisk kunst, der provokerede, forstyrrede og forargede.

Og de velafprøvede aktionsformer virkede pludselig vildere og voldsommere, fordi det nu var kvinder, der gik forrest, selvom det eneste nye i virkeligheden var, at de var netop det: kvinder.

”Det nye var jo bare, at vi sammen besluttede, at bevægelsen kun var for kvinder. Når jeg tænker på, hvor lidt interesse, der var for, hvad kvinder lavede i de 10 år, der var gået forud, var det utroligt at se, hvor spændende det pludselig blev, da dørene blev lukket.

Der var ikke grænser for, hvor meget mændene ville vide om det. Det var et taktisk flot kneb, men det var også helt nødvendigt. Vi havde brug for at være alene.

Vi var nødt til at slå os sammen i en gruppe af kvinder, der ikke skulle defineres af andre, defineres af mænd. Vi skulle fortælle vores historier og opdage, hvad vi havde til fælles som kvinder og se os selv gennem vores egne øjne - ikke mændenes - for første gang,” siger Bente Hansen.

Det var en form for nødvendig grundforskning, mener hun. Mødet mellem kvinder uden tilstedeværelsen af mænd var som et møde, der fandt sted for allerførste gang.

Kvinder, der havde kendt hinanden i årevis, åbnede for helt nye territorier i form af emner, der aldrig før var blevet vendt, perspektiver, der aldrig før var blevet gransket, og erfaringer, som ingen for alvor før havde valgt at dele.

”Det var mikroforskning, som drejede sig om makroverdenen. Bare det at være subjekter, at det var os, der så på kvinden - ikke manden - var en enorm forandring.

Vi, der havde klaret os på mændenes betingelser og også var begyndt at tænke ligesom mændene, flyttede synspunktet og blikket. Men det bredte sig også til de kvinder, der ikke var direkte involverede i kampen.

Diskussionerne sivede jo langsomt, men sikkert ind alle steder. Der er ikke det hjem i Danmark, der ikke blev påvirket af det,” siger Bente Hansen.

For Bente Hansen var kvindefrigørelsen ikke bare et politisk projekt, der kunne måles og vejes i juridiske sejre, men en personlig frisættelse, der - mens den stod på - føltes så stærk, at den kunne mærkes fysisk i kroppen.

Oplevelsen af fælleskab og søstersolidaritet var overvældende og berusende. Selvfølgelig var der også uenigheder og skænderier. Men det var kærligheden, der var sat på programmet. Og det var også først og fremmest den, kvinderne mærkede.

”Håret hang, og brysterne hang, og tæerne var bare. Farverne stod klarere, og børnenes leg var gladere.

Det føltes vitterligt som et gennembrud til et bedre, friere og mere sandt liv. Med kvindebevægelsen blev jeg hel igen. Jeg fik en historie, blev et subjekt frem for et objekt. Det var en øjenåbner, en sjælsåbner og en historieåbner,” siger hun og fortsætter:

”Det gik selvfølgelig hedt for sig. Det skal vi jo også indrømme og tage på os. Vi var nogle rappenskralder ind imellem. Men det var også nødvendigt.

Vi rørte ved noget, som hidtil var blevet betragtet som noget naturgivent, og vi blev angrebet for det. Vi var nødt til at stå urokkeligt fast og slå fra os. Det var en kamp. Og der var vitterligt noget at kæmpe for, men vi var ikke samvittighedsløse.”

Derfor rammer kritikere også ved siden af, når de i dag klandrer kvindebevægelsen for at have lagt kimen til kernefamiliens opbrud og lade børnene stå tilbage som de egentlige ofre for frihedskampen, mener Bente Hansen.

For det var ikke kvindebevægelsen - der kæmpede indædt for en seksdages arbejdsuge - men det højre-drevne bagslag, der kom i 1980'erne og 1990'erne, som skruede op for det præstationspres, der i dag dræner familierne for energi, overskud og tid.

”Jeg har jo selv børn, der har børn i dag, og jeg ser da med bekymring på, hvor hårdt de slider. Men det er ikke alene et strukturelt problem.

Man skal være veltrænet, dyrke sport, løbe langt, være velklædt, lave god sund mad og skabe smukke indbydende hjem, der kan vises frem. Jeg synes, forældrene skulle tage det lidt roligere. 

Det er noget, der ligger i tiden med status, udseende og smarthed. Det var helt anderledes dengang. Det var tværtimod status at gøre for lidt ud af det. 

Vi gik i genbrugstøj, klunsede møbler, lånte og byttede køkkengrej og legetøj. Det spisebord, jeg stadig har stående i dag, har jeg samlet op for flere årtier siden i en skraldespand,” siger hun.

Kun når det gælder en enkelt af de helt centrale kampe - den fri abort - ser Bente Hansen tilbage med en snert af fortrydelse. Dengang i 1970'erne var målet enkelt og klart.

Det var en ret, som kvinden skulle have, fordi den blev betragtet som helt central for ligestillingen. Den kunne ikke gradbøjes eller sættes spørgsmålstegn ved. Og derfor druknede nuancerne.

”Vi var måske lidt tankeløse. Det var en rettighed, der skulle igennem, koste hvad det ville. Hvis vi havde givet os på den diskussion eller givet plads til tvivl - måske bare nuancer - så var vi blevet splittede.

De nuancer, de helt grundlæggende etiske overvejelser, havde vi ikke råd til. Jeg mener jo stadig, at det skal være en ret, men jeg medgiver, at vi vendte det blinde øje til det svære etiske dilemma, som aborten rummer. Vi anerkendte ikke alvoren. Det skal vi gøre i dag,” siger hun.

Bente Hansen husker, at hver eneste lille sag blev vundet ved hård kamp fra barriere til barriere. Intet blev foræret.

Og kvindebevægelsens sejre - ligelønnen, ligestillingen, den fri abort - blev nedfældet som juridisk bindende rettigheder i lovbøger, menneskerettigheder og uafhængighedserklæringer verden over.

”Som det står hos Paulus: Mand, kvinde, træl, fri, græker, jøde. Alle er lige gode.

Det tog tid, før det blev stadfæstet, og vi er så langtfra i mål endnu, men det betyder ikke, at vi skal underkende den kvindebevægelse, der kulminerede i 1970'erne og gennemtvang en række forandringer, der i dag er så indgroede, at de forekommer umistelige.

Jeg tror ikke på, at den udvikling kan rulles tilbage, og det er jo netop det, der kendetegner et brud. At noget bliver fundamentalt forandret ikke bare, mens det er under forandring, men for altid,” siger Bente Hansen.

Man kan måske forestille sig en besættelse fra et fascistisk eller fundamentalistisk land, der med vold og magt fratager kvinderne deres rettigheder, deres stemme og deres frihed.

Men man kan ikke længere pille den enkelte kvindens opfattelse af sit eget værd og ret til lighed ud af hende, mener hun. Den er en del af den kvindelige identitet nu. Den kan måske undertrykkes, men ikke udslettes.

Bente Hansen får næsten en gang om måneden henvendelser fra helt unge piger og kvinder, der spørger, hvad de skal gøre for at få liv i kvindebevægelsen igen.

Og hendes svar er altid det samme: At de skal finde hinanden og stå sammen, men også at det næste ryk for kvindebevægelsen ikke må vende sig indad, men vende sig ud mod verden.

”Jeg tror, vi står foran en ny bølge, men jeg tror, den først skal have sine søgende trin. Når jeg tænker på, hvordan vi famlede rundt i 1960'erne og prøvede at finde rundt i, hvordan det skulle gøres, så gik der da i hvert fald mindst 10 til 12 år, hvor vi fjumrede rundt.”

”I dag tror jeg på, at det skal have et internationalt afsæt. Jeg tror ikke, vi for alvor kan rykke noget uden afsæt i de lande, hvor kvindeundertrykkelsen fortsat hærger. Altså Mellemøsten, Afrika, Indien. Det rører så småt på sig i de lande.

Der er en begyndende mobilisering. Der bliver talt op imod den systematiske undertrykkelse, men også den kulturelle. Den kamp må også blive vores i Vesten, ikke mindst på grund af den voldsomme indvandring og de kønsproblematikker, den bringer med sig.

Det er ikke Europas kvinder, der bliver foregangskvinder denne gang, men vi skal og bør være en del af en ny og tiltrængt bevægelse.”

Ikonisk fotografi af rødstrømpen Ninon Schloss.
Kvindefestivalen i Fælledparken i 1976.