Tilbage i 1990 befandt en ung dansk kvinde sig mere eller mindre tilfældigt på Université Nancy i Frankrig. Hun havde taget et sabbatår efter sin studentereksamen for at rejse og lære lidt fransk, inden hun ville begynde at studere. Men allerede den første uge, hun var der, kom en forvirret fransk professor med viltert hår farende ind i auditoriet og spurgte højt, om der var nogen, der kunne oldgræsk. Eftersom hun havde gået på den klassisksproglige linje i gymnasiet hjemme i Viborg, meldte hun sig.
Professoren hed Pierre Carlier. En af verdens førende eksperter i indskrifter på det græske oldtidsskriftsprog, som kaldes Linear B. Kvinden, der dengang lige var blevet student, Marie-Louise Bech Nosch, er i dag selv professor og en af verdens førende tekstilforskere.
Mødet med den franske topforsker blev nemlig begyndelsen på 14 års videnskabelig mesterlære, som også førte hende til Italien for at skrive speciale, til Østrig for at skrive ph.d.-afhandling og til Grækenland for at forske i indskrifter fra den græske bronzealder i paladset i Knossos på Kreta.
En meget stor del af disse indskrifter omhandler organisering af tekstilproduktion, og det gik dels op for hende, hvor stor en rolle tekstil har spillet i den ældste historie. Og dels opdagede hun helt konkret, at mens den mykenske oldtidskulturs skriftsprog, Linear B, havde de samme lydtegn som den minoiske kulturs skriftsprog, Linear A, så var der forskel på de skrifttegn, der fungerede som piktogrammer – bortset fra alle de piktogrammer, som havde med tekstil at gøre.
Tekstil synes således at være det, de to kulturer havde til fælles og kan måske udgøre nøglen til at tyde Linear A, hvis bagvedliggende sprog endnu er en uløst gåde.
”Jeg er fascineret af de gamle paladsindskrifter fra den græske bronzealder, hvoraf over halvdelen handler om tekstilproduktion. Fra paladssamfund i Egypten og Syrien har man tilsvarende indskrifter, som er med til at fortælle, hvor stor en betydning produktion af og handel med tekstiler havde i oldtiden. Det var et centralt betalingsmiddel, inden man fik penge. Tøjfremstilling er en af de allerældste teknologier. Yngre end at bearbejde sten, men ældre end fremstilling af metal og keramik,” forklarer Marie-Louise Bech Nosch.
Der findes masser af historikere, arkæologer og sprogforskere, der beskæftiger sig med oldtidens samfund, tekster, økonomi, kunst, våben og keramik. Der findes også mange mennesker uden for forskernes rækker, som interesserer sig for fortidige metoder til tøjfremstilling, og på en del museer er der mennesker, som har dygtiggjort sig i at genskabe fortidens produktionsformer. Men selvom det at fremstille tøj har været centralt siden de tidligste mennesker, har historieforskningen kun sjældent fokuseret på fremstilling af tøj som nøgle til at forstå fortidens samfund.
Netop det at forene praktisk viden om, hvordan tøj fremstilles, med indskrifter, dokumenter og al anden tilgængelig viden om fortiden, er omdrejningspunktet i det forskningscenter på Københavns Universitet, Center for Tekstilforskning, som Marie-Louise Bech Nosch i 2004 fik bevillinger til fra først Carlsbergfondet, siden en stor bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond og efterfølgende diverse EU-midler.
Hun var 34 år og havde ikke haft job i Danmark før, men blev nu sat i spidsen på et forskerhold på 20 personer, som skulle bruge tøj som indgang til at finde nye indsigter i fortiden. Hun har personligt modtaget forskningsbevillinger på over 100 millioner kroner, og centret har siden sin oprettelse i 2005 modtaget mere end 150 millioner kroner. For de penge er der skabt et internationalt og nyskabende forskermiljø, som inden for historikernes og arkæologernes egen verden roses for at have transformeret hele den disciplin, der hedder tekstilforskning.
”Da vi begyndte, var der mange, som sagde, at tekstilforskning er et meget smalt og specialiseret område. I dag går kommentarerne på, at det er et bredt område, for tekstil indgår i alting. Landbrugshistorie, teknologihistorie, konsumhistorie, modehistorie og politisk historie,” forklarer Marie-Louise Bech Nosch, der har været centerleder fra begyndelsen i 2005 og frem til årsskiftet, hvor hun overdrog stafetten til den svenske tekstilarkæolog Eva Anderssen Strand for igen at kunne bruge flere kræfter på sin egen forskning.
Gennem alle årene har Nosch, Anderssen Strand og en tredje tekstilforsker, Ulla Mannering, arbejdet tæt sammen om at skabe et videnskabeligt højt anerkendt forskningscenter, som måske i kraft af sin indfaldsvinkel til forhistorien er temmelig domineret af kvindelige forskere, men dog har enkelte mandlige ansatte.
”I første omgang var tekstilforskning noget nyt og spændende, som man ikke havde hørt om før, og fondene er tit på jagt efter sådan noget. At netop vi har fået så mange penge, viser også, at der inden for forskningen er en tilbøjelighed til, at dem, som meget har, skal mere gives,” fortæller Marie-Louise Bech Nosch.
Inden hun fik sit eget forskningscenter, var det ellers slet ikke sikkert, at Marie-Louise Bech Nosch skulle gøre forskerkarriere i Danmark. Hendes primære forskningsinteresse lå i Grækenland, og hun havde gode forbindelser over hele Europa og havde publiceret i en stribe af internationale tidsskrifter. Men da hun efter sin ph.d. fik lyst til at fordybe sig mere i, om man kunne genskabe, hvordan tøj helt konkret så ud for mellem 3000 og 4000 år siden, blev hun mere bevidst om, at Danmark faktisk var det helt rigtige sted i verden til et tekstilforskningscenter.
”Kronjuvelerne i dansk arkæologi er de menneske- og tekstilrester, vi har i egekister og moser fra oldtiden, som er bevaret særligt godt, fordi der er særlige jordbundsforhold, som befordrer det. Kun få steder i verden som Egypten og Peru er tekstiler bevaret lige så godt. Det betyder, at der er andre lande, hvor man har oldtidsindskrifter om tøj, men ikke bevaret en eneste tråd fra perioden,” forklarer hun.
Som det sprogmenneske, Marie-Louise Bech Nosch er, peger hun også på, at begreber for tøj og tøjproduktion ikke alene ser ud til at være det felt, som blev direkte overført fra den minoiske til den mykenske kultur et sted på Kreta for cirka 3500 år siden, vores sprog er også fyldt med begreber og talemåder, der vidner om tøjets centrale betydning. For eksempel at tabe tråden eller omvendt at finde den røde tråd i noget.
I hendes eget forskerliv var det tøjet i sig selv, der blev den røde tråd. En tråd, som ikke fører ud af en labyrint, men fører fra piktogrammer i indskrifterne i paladset i Knossos i bronzealderen til egekisten med Egtvedpigen fra samme periode hjemme i Danmark. Og en tråd, der bragte den græskkyndige student fra Viborg til Frankrig og gennem det meste af Europa for at ende på et forskningscenter i København, der blev kendt for at læse fortiden i tøj.
Hvad kan almindelige mennesker bruge din ekspertise til?
Tekstil er vores kulturs DNA. At fremstille tøj er vores ældste industri. Før vi fik penge var tekstil et centralt betalingsmiddel, og tekstils store betydning ses også i vores sprog og i myter om liv og død som fortællingen om nornerne, der spinder livets tråde.
Hvad er dit bedste råd til en student?
Læs det fag, du brænder allermest for, for kun dér kan du blive rigtig god. Men uddan dig ikke for smalt. Viden inden for ét fag bliver sat i spil, når det kombineres med noget helt andet, for eksempel datalogi og filmvidenskab.
Hvilket uløst mysterium ville du gerne løse?
Jeg vil gerne være den forsker, som dechiffrerer det ukendte, uddøde, 3500 år gamle sprog fra den minoiske kultur på Kreta, som ligger bag skriftsproget Linear A.
