Kvindernes kampdag: Ældre kvinder overses

På kvindernes kampdag efterlyser kønsforskere, at også de ældre kvinder huskes i kampen for ligestilling

På kvindernes kampdag efterlyser kønsforskere, at også de ældre kvinder huskes i kampen for ligestilling
På kvindernes kampdag efterlyser kønsforskere, at også de ældre kvinder huskes i kampen for ligestilling. Foto: Odilon Dimier/Odilon Dimier / PhotoAlto.

Danmarks Radios kvindelige studieværter er i snit ni år yngre end deres mandlige kolleger. Især i de elektroniske medier er kvinder over 50 år en usynlig gruppe, og tendensen til at udelukke de gråhårede præger også andre dele af samfundet.

Ikke mindst på Kvindernes Internationale Kampdag i dag er der brug for en debat om samfundets udelukkelse af ældre kvinder.

LÆS OGSÅ: Der er ni enlige kvinder med børn, for hver gang der er en mand

Det mener kønsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet.

På italiensk tv ser man meget ofte ældre mænd og unge blondiner som værter. I Danmark har vi miniitalienske tilstande med meget få kvinder på skærmen, som er lidt op i alderen, siger Anette Borchorst, som mener, at tendensen breder sig til andre brancher:

I Danmark siger vi: Her går det godt med ligestillingen. Samtidig er tendensen til at fokusere på skønhed forstærket. Det gælder også for mænd, men det rammer kvinder hårdere.

Lektor Karen Sjørup fra Roskilde Universitet mener også, at kvinder over 50 år diskrimineres.

På tv har man efterhånden gjort en del for at få nydanskere på skærmen, men kvinder over 50 år bliver næsten ikke brugt. Samtidig er der generelt en tendens til at gøre ældre kvinder som Pia Kjærsgaard (DF) og Birthe Rønn Hornbech (V) til en slags hekse i medierne, siger Karen Sjørup.

Ph.d. i medievidenskab Vibeke Pedersen har lavet forskning, der dokumenterer den lave andel af ældre kvinder på film og tv:

Der er den dag i dag en klassisk forestilling om, at kvinder skal være omsorgsfulde og smukke.

Chefredaktør Anne Knudsen fra Weekendavisen køber til gengæld ikke præmissen om de usynlige ældre kvinder:

Det er rigtigt, at ældre kvinder ikke bliver set så meget på som yngre kvinder i det offentlige rum. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være et problem. Da de samme kvinder var unge, klagede de evig og altid over at være sex-objekter og blive kigget på. Og det er jo simpelthen dét, der sker: Man bliver ikke længere betragtet som sex-objekt. Men hvis man deltager i noget, som har med ens professionelle kvalifikationer at gøre, hører folk jo pænt nok efter.

Kønsforsker Karen Sjørup. Medvirker i serien ""Det vigtigste i livet"".
Kønsforsker Karen Sjørup. Medvirker i serien ""Det vigtigste i livet"". Foto: Morten Germund Denmark