Prøv avisen

Kvinders efterslæb skyldes kald og køn

De omsorgsrelaterede "kvindejob" aflønnes markant lavere end "mandejob", fastlår lønkommission. - Foto: stock.xchng

De omsorgsrelaterede "kvindejob" aflønnes markant lavere end "mandejob", fastlår lønkommission. Svaret på nutidens lønefterslæb skal findes i historien

Skal man have penge for at gøre det, man er født til? Spørgsmålet bliver ikke længere sagt højt, men giver alligevel genlyd på hospitalsgange, plejehjem og daginstitutioner landet over.

Kvinder har i århundreder plejet de syge, passet de gamle og pudset næse på de små uden at få så meget som en daler for det. Og selvom omsorgen for længst er blevet professionaliseret og specialiseret, aflønnes de klassiske kvindefag fortsat betydeligt lavere end sammenlignelige fag, der typisk udøves af mænd.

Det fastslår regeringens lønkommission, der efter halvandet års analyser af lovgivning, fagmønstre og lønstatistikker er kommet frem til det entydige resultat, at ansatte inden for de kvindedominerede omsorgsfag tjener betydeligt mindre end ansatte inden for mandsdominerede tekniske fag.

Forskellen svinger mellem 10 og 30 procent og er størst i regionerne, hvor den gennemsnitlige timeløn for mænd er 329 kroner, mens den for kvinder kun er 246 kroner. Det giver blandt andet mændene en lønfordel, at udearbejde typisk aflønnes bedre end indearbejde, ligesom mange offentlige mandefag også findes i den private sektor, hvilket formentlig smitter af på lønnen.

Men det er ikke hele forklaringen, lyder det fra blandt andre historiker og forskningsleder ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole Susanne Malchau Dietz, der peger på, at svaret på nutidens efterslæb skal findes i historien.

"Vi har at gøre med en kulturel overlevering fra dengang, omsorgsarbejdet var et kald, der først og fremmest blev udført af nonner og diakonisser. De arbejdede i næstekærlighedens tjeneste og anså arbejdet som løn i sig selv. Selvom den tilgang ikke længere er udtalt, ligger det i luften, at omsorgsfagene løftes af mennesker, der ikke udfører et stykke arbejde, men snarere udlever deres natur," siger hun.

Samme analyse kommer fra kandidat i sygepleje Janne Lyngaa, der har arbejdet med sygeplejefagets idehistorie og kultur.

"Det lyder gammeldags, men tankegangen om den kvindelige trang til at yde omsorg trives i bedste velgående. Det er derfor, man fortsat appellerer til følelser og klandrer sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger, der strejker, for at overlade børnene, de ældre og de syge til sig selv. De ansatte i omsorgsfag bliver ikke set som professionelle og specialiserede fagfolk, der har uddannet sig til at varetage særlige opgaver, men som præ-destinerede omsorgsgivere, der svigter deres kald og går imod deres egen natur," siger Janne Lyngaa.

Netop specialisering og uddannelse af ansatte i omsorgssektoren er gennem historien blevet mistænkt for at korrumpere og udvande de omsorgsgivende fag. Og man skal ikke tilbage til middelalderen for at finde eksempler. Så sent som i 1930?erne blev det ivrigt diskuteret, om det overhovedet var klogt at uddanne en kvinde i sygepleje, da disse evner jo helst skulle ligge iboende i hende.

"Jo mere man vidste, jo mindre var kaldet, lød det dengang. Og i det lå en forståelse af, at kvinden næsten er født med et gen til at yde omsorg. Det er der selvfølgelig ingen, der siger højt længere, men spørgsmålet er, hvor langt vi egentlig har rykket os," siger historiker Susanne Malchau Dietz.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk