Kort før den tyske besættelse af Danmark lykkedes det kvindeorganisationerne Danske Kvinders Nationalråd, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Mosaisk Troessamfund at hjælpe jødiske børn, hvis fremtid ellers så sort ud i Nazi-Tysklands skygge.
320 børn fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet i alderen 13 til 16 år nåede i sikkerhed i Danmark.
Opgaven var ikke let, for den danske regering førte i 1930?erne en yderst restriktiv flygtningepolitik og havde lukket grænserne for jødiske flygtninge, der søgte opholdstilladelse.
Efter stort pres fra organisationerne fik børnene dog opholdstilladelse med udsigten til at emigrere til Palæstina kort efter. Men på grund af besættelsen strandede 184 i Danmark, og 43 blev deporteret til Theresienstadt. Resten nåede til Palæstina eller blev reddet til Sverige.
Historien om kvindeorganisationernes redning af de jødiske børn skildres i bogen "Diskret ophold. Jødiske flygtningebørn under besættelsen. En indvandrerhistorie" af historiker Lone Rünitz, tidligere ansat ved Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier under DIIS.
– Det er på mange måder en solskinshistorie om danske kvinder, som gjorde en formidabel indsats og reddede børn fra diskriminering, forfølgelser og i sidste ende udryddelse. Disse kvinders indsats fortjener hæder. Det er historien om danske hjem, der åbnede dørene for fremmede børn, siger Rünitz.
De danske kvindeorganisationer havde tidligere sikret børn en lysere fremtid: Der var Wiener-børnene under Første Verdenskrig, spanske børn under den spanske borgerkrig og finske børn under Vinterkrigen mellem Rusland og Finland.
– De havde god erfaring med børneflygtninge, og så var det typisk for tiden, at disse hattedamer havde tid og overskud til at tage sig af sociale problemer. Dengang var det karakteristisk, at den slags hjælp udelukkende var en privat affære, siger Lone Rünitz og påpeger, at der var tale om et kolossalt arbejde bag redningen.
– Kvinderne skulle overtale regeringen til at give midlertidige opholdstilladelser, finde plejehjem, skaffe penge til ophold og videre rejse til Palæstina. Det var en stor opgave for de fire-fem kvinder, som arbejdede i administrationen i København, siger hun.
– Desuden, fortæller hun, havde kvinderne ingen pædagogiske eller sociale forudsætninger for at tage sig af flygtninge. Og arbejdet blev ikke lettere af, at aktionen ikke gik som planlagt. Børnene skulle jo videre til Palæstina, men så blev Danmark besat.
Organisationerne var dog ikke helt alene om at hjælpe børnene, fremgår det af bogen. Kristeligt Dagblad stod for eksempel i januar 1939 for en kampagne for at hjælpe 20 navngivne jødiske børn direkte fra Tyskland til Palæstina. I løbet af få uger indsamlede avisen 20 gange 1600 kroner, der sikrede børnenes rejse.
Hvad har overrasket dig mest i dit arbejde med bogen?
– Jeg troede, at der udelukkende var tale om en solskinshistorie. Men da jeg dykkede ned i det store kildemateriale, opdagede jeg, at der også var mørkere sider af historien. Det var ikke alle familier, der åbnede dørene af ren menneskekærlighed. De fleste børn endte ude på landet hos bønder og blev betragtet som gratis arbejdskraft. Det var en kolossal omvæltning for disse bybørn fra Wien og Berlin at komme til dansk landbrug i 1930'erne. Det har været barsk og på grænsen af ren udnyttelse, siger Lone Rünitz.
Det vigtigste var selvfølgelig, at de ikke endte i hænderne på nazisterne, understreger hun. Og trods oplevelserne i Danmark blev mange af børnene i landet efter krigen. Lone Rünitz er imponeret over flygtningebørnenes ukuelighed.
– De, der overlevede krigen, stod i 1945 uden et fædreland, uden familier og uden ressourcer. De skabte på egen hånd en tilværelse, blandt andet i Danmark.
krasnik@kristeligt-dagblad.dk
"Diskret ophold. Jødiske flygtningebørn under besættelsen. En indvandrerhistorie" er udgivet af Syddansk Universitetsforlag. Kristeligt Dagblad anmelder bogen på et senere tidspunkt.