Kønsskifte ender ofte i tragedie

Mange af de mennesker, som får foretaget en kønsskifteoperation, bliver ikke glade og tilfredse af at vågne op i en mande- eller kvindekrop

Det er langtfra lykken at lægge sig under kniven og skifte køn fra mand til kvinde eller omvendt. Mange ender i en tilstand med uro og store eksistentielle problemer, fordi de har en forventning om at genopstå som nyt menneske i en ny krop. -
Det er langtfra lykken at lægge sig under kniven og skifte køn fra mand til kvinde eller omvendt. Mange ender i en tilstand med uro og store eksistentielle problemer, fordi de har en forventning om at genopstå som nyt menneske i en ny krop. -. Foto: BAX LINDHARDT.

Det er langtfra lykken at lægge sig under kniven og skifte køn fra mand til kvinde eller omvendt. Mange ender i en tilstand med uro og store eksistentielle problemer, fordi de har en forventning om at genopstå som nyt menneske i en ny krop. De tror, at en kønsskifteoperation er løsningen på deres sociale og psykiske problemer, men ofte bliver deres tilstand forværret efter operationen, og flere begår selvmord.

Sådan lyder det fra fagfolk og transseksuelle, der kender til problemet. Tidligere har man ikke registreret, hvor mange operationer der foretages årligt i Danmark, men ifølge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er der siden juli 2005 givet 20 tilladelser til operationer i Danmark. Der er ikke tal på, hvor mange der bliver opereret i Thailand og andre lande. Men det er særligt disse mennesker, der ender i en ulykkelig tilstand.

Det siger Sofie Schröder, formand for Foreningen for Transseksuelle. Hun er selv på grund af lang ventetid i Danmark blevet opereret i Thailand og lever i dag en lykkelig tilværelse. Men sådan er det ikke for mange andre, der rejser ud til Thailand som et køn og hjem som det modsatte køn, blandt andet fordi de ikke kan få tilladelse til at blive opereret i Danmark.

Der er en gruppe psykisk syge mennesker, der prøver at flygte ind i den modsatte kønsrolle. De tror, det bliver løsningen på deres problemer, og at den hellige grav er vel forvaret, hvis de får operationen. Men de bliver ikke lykkelige. Sandheden er, at de menneskers største problem er, at de er psykisk syge, og derfor får de ikke færre problemer. Men en del får flere og værre problemer, siger Sofie Schröder.

Ifølge hende er der op mod 30 i Danmark, som er ulykkelige efter operationen. Hun peger på en tendens til, at de mennesker får selvmordstanker som følge af operationen.

Også Solveig Lerche, der selv er transseksuel og står bag hjemmesiden transseksuel.dk, peger på problemet. Hun mener oven i købet, at det er en overvejende del af de opererede, der bliver ulykkelige. Derfor har hun selv fravalgt operationen og får i stedet for hormonbehandling.

De tror, de får prinsen på den hvide hest. Men ham får de aldrig, ligesom de heller ikke får de kvindejob, de har drømt om. I yderste konsekvens begår de selvmord. For de går ind i sig selv og lever et liv alene i ensomhed, siger hun.

Ifølge Ellids Kristensen, overlæge på Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet i København, hvor de fleste operationer i Danmark foregår, er det særligt dem, der rejser til Thailand, som fortryder og bliver så ulykkelige, at de begår selvmord. Derfor mener hun også, at man hele tiden må vurdere, om det er for nemt eller svært at blive opereret i Danmark.

I det øjeblik, det bliver nemmere, vil vi opleve flere, der fortryder. Omvendt er der måske også nogle, der med succes kunne blive opereret, hvis ikke det var så svært at få tilladelsen. Vi skal altid være parat til at være i en dialog og forholde os til de udviklinger, der er i verden. Mange steder begynder man at operere flere, og det mærker vi også i Danmark. Der sker en lille stigning, siger hun.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk