Lægeformand kritiseres for dobbeltrolle

Kommunallægernes formand står bag firma, der tilbyder ydelser inden for de områder, som lægerne skal varetage. Men hun sender kritikken videre til regeringen

Lægeformand Vibeke Manniche(arkiv). Foto: Erik Refner

Flere læger kritiserer, at deres kollega Vibeke Manniche, som er formand for kommunallægernes organisation, FAKL, samtidig driver et privat firma, der tilbyder konsulentydelser, bl.a. inden for børne- og ungeområdet.

I avisen Dagens Medicin er Vibeke Hardam Nohns, børne- og ungeoverlæge i Ringkøbing-Skjern Kommune en af de dem, som står frem med kritikken.

Hun blev overrasket, da hun i foråret blev præsenteret for et brev fra firmaet Lægeservice, der tilbød ydelser til den vestjyske kommune. Bag firmaet står nemlig Vibeke Manniche, der også er kommunallæge i Frederikssund.

Vibeke Hardam Nohns anbefalede sin kommune, at den undlod at købe ydelser af Lægeservice.

- Jeg mener ikke, det er foreneligt med hendes arbejde for foreningen, når hun samtidig tilbyder samme service som privat konsulentbistand, siger hun.

Lægeservice tilbyder et professionelt skøn i eksempelvis sager om sygedagpenge. Vibeke Manniche oprettede firmaet for godt et halvt år siden og har siden skaffet sig konsulentopgaver i flere kommuner.

Over for Dagens Medicin afviser Manniche dog kritikken, som hun mener, i høj grad skyldes "jantelov og misundelse".

Hun siger, at det var den pressede situation for branchen og ikke mindst hende selv, der lå bag beslutningen om at oprette Lægeservice.

- Virkeligheden for kommunallægerne er, at vi bliver fyret, sat ned i tid og på alle måder presset. Det er generelt et fag i nød og opløsning, og det skyldes mest af alt den siddende regering, der har fjernet de lovpligtige lægeundersøgelser af skolebørn, påpeger Vibeke Manniche.