I løbet af de seneste årtier har lægers position i samfundet ændret sig markant. De hører stadig til de faggrupper, som nyder størst tillid i befolkningen, men må i stigende grad vænne sig til, at autoriteten bliver udfordret af såvel borgere som offentlige administratorer.
Standen har tidligere haft en så ophøjet position, at det er ekstra svært at acceptere, at man ikke længere er enerådende, lyder vurderingen fra en række iagttagere på baggrund af den aktuelle sag, hvor fire praktiserende læger er afsløret i chikane mod 1813, den nye akuttelefon i Region Hovedstaden. Alle er enige om, at aktionen ikke er repræsentativ for alle læger, men sammen med sommerens lægekonflikt tegner den et billede af, hvor truet lægestanden føler sig.
Jeg kan godt forstå, hvis læger føler, at flere blander sig i deres arbejde. Tydeligst kommer det til udtryk i, at mange patienter går på internettet for at danne deres egen mening om sygdommen. Samtidig er det tydeligt, at selvom staten før har blandet sig i, hvad læger skulle og måtte, så er de offentlige administratorer i de seneste år blevet en helt anderledes aktør, end lægerne har været vant til, siger Jakob Bek-Thomsen, adjunkt og ph.d. i idéhistorie, som har studeret lægerollens forandring.
Han peger på, at lægestanden fortsat med god ret respekteres for viden om, hvad der er bedst for patienterne. Men samtidig er der en forskydning i retning af, at lægen ikke er den eneste, der skal bestemme, om en patient skal modtage en dyr, eksperimentel cancerbehandling.
LÆS OGSÅ: Er der en rask læge til stede?
I den aktuelle strid om akuttelefonen håber jeg, at lægernes position er fagligt begrundet og ikke begrundet i egen økonomi. I hvert fald sender det et rigtig skidt signal, at de her enkelte læger kan finde på den form for aktivisme, siger han med henvisning til 1813-chikanen.
Hertil føjer Tor Juul, kommunikationsrådsgiver med ekspertise i sundhedsområdet hos firmaet Operate:
Det er svært at acceptere den form for guerilla-aktivisme og prioritering af deres tid fra læger, der typisk tjener på den gode side af en million kroner. Det er en katastrofe for troværdigheden, siger Tor Juul, medforfatter til en analyse om den mediekrig, som Praktiserende Lægers Organisation og Danske Regioner udkæmpede under lægekonflikten sidste sommer.
Vurderingen er, at første fase blev vundet af lægerne, som ved at slå på begrebet familielægen fik fremstillet sig selv som både eksperter og trygge og velkendte. Men siden blev fokus rykket over på hensynet til den samlede økonomi. Over for lægens faglige autoritet vandt forestillingen om den økonomiske nødvendighed, der er vor tids altoverskyggende trumfkort.
Lægestanden er meget differentieret i forskellige specialer, og selv blandt de praktiserende læger ser man forskelligt på sin egen rolle. Men alle har det til fælles, at de har en meget kraftig selvforståelse. Mange føler sig truet af, hvad det offentlige vil, men de skal passe på, hvilke kampe de kæmper for at bevare deres position. Hvis lægerne taler om patienters tryghed, kan de høste en del sympati, men lige så snart der bliver talt om økonomi, er de udfordret, vurderer han.
LÆS OGSÅ: Familielægen bør have mere fokus på det hele menneske
Formand for Etisk Udvalg hos Lægeforeningen Lise Møller peger på, at lægerne skal have lov til at vise utilfredshed med politiske tiltag, men at man er gået over grænsen i forhold til aktionen mod 1813:
For mig er det uetisk og i strid med lægeløftet, hvis man laver chikane. Når sådanne sager kommer frem, skader det ikke bare lægestandens omdømme, det kan også skade patienter, der skal vente yderligere på at komme til. Der kommer et skår i tilliden, og det kommer alle læger til at lide under, siger hun.
Mens mange læger opfatter deres arbejde som et særligt kald, mener Christoper Arzrouni, medlem af Det Etiske Råd, at samfundet trænger til en revurdering:
Lægerne har hele tiden haft standsinteresser, som camoufleres bag en faglig etik, og sagen om telefon-chikanen afslører lægerne som interesserepræsentanter. Jeg tror, folk måske er blinde over for, at lægerne også har interesser, fordi man opfatter dem som en del af velfærdssystemets kærlige ydelse. I bund og grund er der ikke forskel på en god bankmand og en god læge. De er grundlæggende begge sat i verden for at tjene penge til sig selv.