Den kamp mellem lærerne og deres kommunale og statslige arbejdsgivere, som siden i går har tømt de danske skoler for lærere, er ikke resultatet af en enkelt forhandlingsrunde, som er gået i hårdknude. Det er derimod kulminationen på mange års oprustning til lige præcis dette opgør. Bestyrelsen i Kommunrnes Landsforening blev allerede for fem-seks år siden i princippet enige om, at man kunne bruge lockout-værktøjet.
LÆS OGSÅ: Konflikten varer, til regeringen stopper den
Det oplyser Mads Lebech, som i dag er direktør i Industriens Fond, men som dengang var konservativ borgmester på Frederiksberg, medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL) og havde den postition som kommunal chefforhandler, som i dag varetages af hans partifælle fra Høje-Taastrup, Michael Ziegler.
For mig var det principielt, at jeg ville give ledelsesretten over arbejdstiden til skolelederen, frem for at retten til at planlægge tiden lå hos læreren selv, siger Mads Lebech.
Forhandlingsforløbet i 2007-2008 endte med, at KL og lærerne nåede frem til et kompromis, der ikke for alvor ændrede på, at lærerne var garanteret forberedelsestid. Det hang ifølge Mads Lebech sammen med, at kommunernes dels vidste, at det ville blive en hård kamp mod lærerne. Dels blev der i 2008 konflikter om både sosu-assistenters, pædagogers og sygeplejerskers overenskomster, og kommunerne valgte derfor at udskyde det helt store opgør med lærerne til senere.
Ifølge Mads Lebech selv har han stået fadder til tanken om en landsdækkende lærer-lockout. Ved den forrige store konflikt så man nemlig på pædagogområdet, at fagforeningen BUPL udvalgte enkelte kommuner, hvor man gik i strejke. Dermed rakte BUPLs strejkekasse til, at man kunne holde ud længe. Ved at lockoute alle lærere kan kommunerne hurtigt tømme Danmarks Lærerforenings strejkekasse og dermed knuse modstanden.
I 2008 gik det økonomisk hårdt ud over sygeplejerskerne, at de aktionerede bredt. Det er altid et spørgsmål, hvor længe man skal lade en konflikt køre, for ingen har glæde af at knække modparten totalt. Samfundet skal jo køre videre, og derfor har alle en interesse i, at ingen føler sig mere trådt på end højst nødvendigt, siger Mads Lebech og tilføjer:
Men det, man må forstå med den aktuelle lærerkonflikt, er, at det ikke er en traditionel forhandling om 50 øre mere i timen eller en ekstra feriedag. Det handler helt basalt om ledelsesretten. Ligesom man ikke kan være lidt gravid, kan man heller ikke så let lave et kompromis om det her, hvor begge parter får noget. Det er et helt kierkegaardsk enten-eller.
Han erkender, at netop derfor vil følgen af lockouten formentlig blive, at lærerne føler sig trynet, og det vil være svært for regeringen ved et indgreb at give lærerne et plaster på såret. Derfor vurderer han, at sårene først vil være helet om otte-ti år, når der er flere nyuddannede lærere og formentlig nye mennesker i spidsen for Danmarks Lærerforening.
Man kan sige, at det at foretage indgrebet nu er udtryk for rettidig omhu, inden følgerne af lærernes nuværende undervisningstid er for alvorlige, og mens beskæftigelsessituationen gør, at der er lærere nok. Men det havde nok været lettere at komme igennem med en aftale i forståelse med lærerne, hvor de blev betalt for at afgive deres arbejdstidsaftale i løbet af fem-otte år, vurderer Mads Lebech.
At enden på konflikten bliver et indgreb, er den tidligere kommune-forhandler ikke i tvivl om. Et kompromis er udelukket, fordi kommunerne på den ene side har besluttet at kæmpe til den bitre ende for at komme lærernes særlige arbejdstidsregler til livs. Men dermed har Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, ifølge Mads Lebech heller intet andet at gøre end at vente på indgrebet:
Set fra min stol handler det her om, at lærerne er det sidste folkefærd, som ikke har en chef, og at den tid nu er forbi. Men på lærernes side et det umuligt for Anders Bondo Christensen at overgive sig og indgå en aftale, fordi han så vil blive husket som den formand, der gjorde lærerne til fabriksarbejdere.