Prøv avisen
Reportage

Præst til mindegudstjeneste: Fire herlige ungdomsliv blev afbrudt

Flere end 600 mennesker var i går mødt op i Citykirken i Århus for at sige farvel til de fire kirkeaktive unge mænd, der druknede i Norge i slutningen af august. Foto: Søren Kjeldgaard

I går eftermiddags tog flere end 600 venner og bekendte afsked med de fire omkomne danskere fra bådulykken i Norge

"Vi rystes langt ned i vores livssyn med denne tragedie. Når noget så forfærdeligt som dette kan ske, kan hvad som helst ske."

Ordene kommer fra sognepræst Leif Kristiansen sent onsdag eftermiddag. Han står foran flere end 600 mennesker, som er samlet i Citykirken i det vestlige Århus, og har netop indledt sin prædiken. En prædiken, der skal forsøge at sætte ord på den tragedie, som indtraf onsdag den 18. august i den sydnorske skærgård, hvor seks unge, danske mænd forliste i en jolle, og kun to overlevede.

"Seks unge mennesker tog af sted på ferie til Norge. Der var fællesskab, fint vejr, smukke omgivelser, svedehytte, fælles andagt og skæg og ballade. Man kunne næsten ikke ønske sig det bedre. Og så sker katastrofen. Kun to redder sig med nød og næppe i land. Derfor er vi her i dag. Fire herlige ungdomsliv blev afbrudt," prædiker Leif Kristiansen.

Den propfyldte kirke lytter lydløst. Kun små snøft bryder præstens prædiken. Fingre knuger papirlommetørklæder våde af tårer. Hænder tørrer kinder tørre for tårer. De fire omkomne fra ulykken er Henrik Hyrup Møller, Jakob Skovgaard Andersen, Nikolaj Munk Nielsen og Thomas Hermansen. Fire unge mænd, der alle studerede i Århus, hvilket kirkens forsamling bærer præg af. Langt hovedparten af de fremmødte er et sted i tyverne og omslutter de omkomnes familier forrest i kirkerummet. De unge krammer hinanden hen over kirkebænkene og forsikrer hinanden om, at de døde var fantastiske fyre, og at de nu må være stærke i troen for at komme videre fra den uforståelige ulykke.

Stærke i troen var også Henrik, Jakob, Nikolaj og Thomas. De fire var sammen med de to overlevende, Søren Thuesen og Niels Højlund, stærkt engagerede i det kirkelige miljø i Århus. Alle seks var de del af Kristeligt Forbund for Studerende, som de aktivt var gået ind i. Men de var mere end det. I mindeordene for de døde lyder det, at Henrik var en god lytter med passion for jagt og natur. Jakob engagerede sig i psykisk syge børn og havde en stor svaghed for sport. Nikolaj var ydmyg, handlekraftig og en fantastisk musiker. Thomas var engageret i samfundet og havde længe arbejdet med u-landsprojekter i Honduras.

Både før og efter prædiken og mindeord danner bløde, kristne rocknumre rammen for gudstjenesten. Guitar, bas, blæser, trommer og sangere lægger en rolig, men intens lydkulisse over gudstjenesten, og da tiden er kommet til det såkaldte postludium, der afslutter mindegudstjenesten, istemmer blæseren på ny. Valgmenighedens præst, Keld Dahlmann, opfordrer folk til lige så stille at sive ud af kirken under postludiet, men da først den følsomme blæser stemmer i, bliver alle stille siddende. En hånd aer langsomt et lår. En arm lægger sig om en skulder. Øjne og næse tørres endnu engang. Da blæseren har spillet den sidste tone, rejser folk sig forsigtigt. Der er sagt farvel til Henrik, Jakob, Nikolaj og Thomas.