Prøv avisen

Løkke sætter 10 mål for den danske drøm

Statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen under Venstres landsmøde i Odense 21. november 2009. - Foto: Keld Navntoft

Lars Løkke Rasmussen sætter velfærden på formel. 10 "bindende" mål skal bevare Danmark som "verdens lykkeligste land" de kommende årtier

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er klar med den overordnede ramme for sit politiske projekt.

På Venstres landsmøde lancerer han 10 konkrete mål for det danske samfund i 2020. Med udgangspunkt i en tale om den danske drøm sætter Løkke ord på sine og Venstres mål for samfundets udvikling de næste 11 år.

- Vi skal sætte os de mest ambitiøse mål, Venstre nogensinde har taget på sig. Det vil jeg gerne tale med jer om i dag. Og det vil jeg bede om jeres opbakning til. Jeg vil gerne præsentere mine mål for det, Venstres projekt skal bygges op om i det kommende årti, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han beskriver Danmark som verdens lykkeligste land, men han understreger, at det ikke er nogen naturlov i fremtiden. Derfor skal bindende, operationelle mål om højere BNP per indbygger, flere iværksættere, højere arbejdsudbud, bedre testresultater for skolebørnene, ét universitet i Europas top 10, højere middellevetid, større energieffektivitet, bedre integration, mindre kriminalitet og stærkere økonomi.

- Det er mit bud på mål for 2020. Det er mål med substans og tyngde. Mål, der betyder noget. 10 mål for 2020, der skal kæmpes for at opnå. 10 mål for 2020, der også til den tid vil gøre det muligt at udleve den danske drøm, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen under Venstres landsmøde i Odense d.21. november 2009. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2009). Foto: Keld Navntoft