Enhver general ved, at soldaternes moral er afgørende for den indsats, de yder på slagmarken. Sådan er også befolkningens lyst eller ulyst til at følge belastende råd og restriktioner fra myndigheder og magthavere essentiel for, om en pandemi kan slås til jorden.
Forskning i viden om virus samt udvikling af behandlinger og vacciner hører natur-videnskabernes domæne til. Men i den afdeling, der handler om at forstå, hvorfor mennesker gør, som de gør, og hvordan de kan ægges til at gøre det rigtige – der leverer human- og samfundsvidenskaberne deres bidrag.
Og er der en ting, Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, har oplevet det seneste år med corona, så er det, hvor uundværligt samarbejdet mellem de såkaldt bløde videnskaber og den hardcore naturvidenskab har været for epidemibekæmpelsen i Danmark.
Faktisk var han med til at anbefale genåbningen nu ud fra et hensyn til folkets moral, på trods af at tidspunktet er dårligt valgt ud fra en strengt smittemæssig betragtning.
”Hvis man kun ser på risici for smittespredning, er lige nu ikke et oplagt tidspunkt, tværtimod. Men der måtte ske noget,” siger han.
Tidligere på ugen holdt han foredrag i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Mange gange gentog han sin pointe om, at nøglen til epidemibekæmpelse er tværfaglig: Den må og skal omfatte de fag om mennesket og mennesket i samfundet, der ellers så ofte er skældt ud politisk og i offentligheden for at være luftige og unyttige.
Han skar ud i pap, hvilken rolle de spiller:
”Vi ved godt alle sammen, at under den her pandemi er vi problemet, for vi er smittekilden, men vi er også løsningen, hvis vi finder ud af at ændre på vores adfærd, så vi kan afbryde smittekæderne (...), det er jo den hårde lære af det sidste år: Hvordan fastholder vi den entusiasme for noget, som er socialt aparte?,” sagde han.
Kristeligt Dagblad har bedt lægen om at uddybe sin holdning til de humanistiske- og samfundsvidenskabelige fags rolle i epidemibekæmpelsen – og hvordan indsigter fra disse har indflydelse på genåbningen nu.
Hvordan har samfunds- og humanvidenskaberne bidraget konkret med at bekæmpe epidemien i Danmark og bringe smittetrykket ned?
”Jeg vil gerne fremhæve HOPE-projektet under professor Michael Bang Pedersen på Aarhus Universitet, der siden marts sidste år har undersøgt borgernes adfærd og konsekvenserne af deres adfærd for corona-epidemiens udvikling. Forskerne har dybest set målt temperaturen på folkestemningen, og det har været meget indsigtsfuldt og lærerigt for mig.”
Men hvorfor er det vigtigt for epidemibekæmpelsen?
”Det er fuldstændig afgørende, at vi kan forklare folk, hvad der er vigtigt at gøre, og hvad man skal undgå. I HOPE-projektet så vi for eksempel, at mink-krisen i november førte til, at det faldt drastisk, hvor vigtigt folk mente, det var, at efterleve forsamlingsforbuddet – og at den politiske uro på Christiansborg omkring mink-sagen bidrog til et fald i tilliden til den politiske strategi bag corona-rådene. Det var én af grundene til, at vi fik så stor en anden bølge i december.
”Da smittetallene så begyndte at stige, så vi, at befolkningen faktisk reagerede adfærdsmæssigt, før nedlukningen kom ved juletid. Befolkningen ligger på en meget højt niveau, hvad angår dens forståelse for epidemihåndtering. Folk har forstået det her.”
Betyder det, at en blød styring af befolkningens adfærd i virkeligheden er et vigtigere instrument end restriktioner i sig selv?
”Helt sikkert. Jeg kunne godt have håbet på, at sund fornuft kunne styre befolkningen igennem, men på den anden side kan det skabe konflikter om, hvad der er fornuftig og ufornuftig adfærd, hvis der ikke er klare regler.”
Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, har netop brugt det argument, at befolkningen kan håndtere en større genåbning, uden smittespredning løber løbsk. Har han så ret?
”Folks oplevelse af, hvor vigtigt det er at ændre adfærd, er faldende allerede nu, det viser data fra HOPE-projektet. Hvis der kommer politisk uro nu, vil den tendens tage til. Min pointe er derfor: Lad nu være med, at der går politik i den, så vi gentager, hvad der skete i november. Jeg forholder mig ikke til, om regeringen eller oppositionen har ret. Jeg siger, at enighed er vigtigere.”
Betyder det, at det præcise omfang af genåbningen er mindre vigtigt for smittespredning end at få folk til at følge adfærdsrådene?
”Ja. Det er endnu mere vigtigt, at der er en klar politisk linje, så moralen ikke svigter, specielt over de næste 4-6 uger, hvor vi stadig har få vacciner, vinterlige forhold og en mere smitsom og potentielt mere sygeliggørende virus (den britiske mutant, red.) i cirkulation. Samtidig skal folk vide, at våbenhvilen kommer. Der kommer vacciner til landet i store mængder i april og maj, og vejret bliver godt igen selv i Danmark. Vi kan se våbenhvilen derude, vi skal bare derhen på en god måde, hvor vi ikke skaber en for stor tredje bølge, for når den først er der, tager den lang tid at afvikle.”
Og genåbningen nu er endnu et værktøj til at støtte moralen?
”Hvis vi i referencegruppen udelukkende fokuserede på smittespredning, ville det helt naturlige svar være at fastholde restriktionerne. Så det egentlige spørgsmål er: Hvordan kan det være, at vi faktisk anbefalede, at man kan åbne samfundet igen nu i marts? Det var fordi, status quo ikke var mulig; fordi moralen risikerede at svigte. Man var nødt til at få skabt en dynamik og forståelse af, at der faktisk er nogle muligheder og ikke blive over-restriktiv. Men med til den historie hører også, at der var uenighed i referencegruppen. Nogle var meget bekymrede og meget mere forbeholdne omkring, hvorvidt det var fornuftigt, at der kom nogen genåbning nu.”
Er det her epidemien, der satte humanvidenskaberne i centrum?
”Nej. Jeg har altid vidst, at epidemihåndtering er multidisciplinær med naturvidenskabesfolk på den ene side, og humanister, økonomer, statskundskabsfolk m.fl. på den anden. Men det er kommet bag på mig, at vi har så store kompetencer på alle de felter her i Danmark.”