Læge om dødshjælp: Folk er sjældent bange for døden, men for vejen dertil

Når læge Lise-Lotte Hergel er blevet spurgt af patienter, om hun vil yde aktiv dødshjælp, har hun i stedet givet dem sit mobilnummer og været med dem hele vejen

Tre gange på knap 30 år er læge Lise-Lotte Hergel blevet bedt af patienter, om hun vil yde aktiv dødshjælp. Her er hun i sin praksis.
Tre gange på knap 30 år er læge Lise-Lotte Hergel blevet bedt af patienter, om hun vil yde aktiv dødshjælp. Her er hun i sin praksis. Foto: Leif Tuxen.

Tre gange på 27 år er det sket, at praktiserende læge Lise-Lotte Hergel er blevet spurgt af en patient, om hun kan yde dødshjælp.

Én af dem var en kvinde i 70’erne, som havde kræft og få måneder tilbage at leve i. Aktiv dødshjælp er ikke tilladt i Danmark, så Lise-Lotte Hergel sagde nej i hendes tilfælde som i de andre.

Men:

”Med intens samtale om, at jeg nok skal stå dem bi hele vejen inklusiv udlevering af mit private mobilnummer for at give dem ro,” svarede hun i en undersøgelse af lægers holdninger og erfaringer i etiske spørgsmål, som Kristeligt Dagblad har udført.

Dermed er hun én blandt et stort mindretal på 43 procent af i alt 127 adspurgte læger, som er blevet opfordret til at udføre dødshjælp af en patient, en pårørende eller andre.

Lise-Lotte Hergel har erfaring med den frygt, som får enkelte patienter til at spørge, og hun forstår den dybt inde, for også hun kan frygte de værste scener ved livets afslutning.

Men hun har også erfaring med, at frygten i de fleste tilfælde kan lindres.

”Folk er sjældent bange for døden, men for vejen dertil, og især den sidste del. Jeg kan ikke hjælpe dem med aktiv dødshjælp, men jeg kan være med dem i det og give dem ro, tro og tillid til, at den vej, de skal gå, kommer til at forløbe så godt, den kan,” siger hun.

Hun har praksis på banegårdspladsen i Kongens Lyngby nord for København, og hendes konsultation er hjemlig som en dagligstue: Væggene er tapetseret med plakater, malerier, fotografier, en flamingo-lyskæde er slænget over et spejl, og Lise-Lotte Hergel selv føles varm som et kram. Hun er i blomstret kjole med knaldrøde briller og pink læbestift.

Nogle familier har hun fulgt som læge i fire generationer. Hun ringer dem op, hvis hun ved, at noget livsomvæltende er sket, for eksempel et dødsfald i familien.

Hun frygtede at miste kontrollen

På samme måde slap hun ikke den ældre kvinde, som var dødssyg af kræft og lige ud spurgte, hvad Lise-Lotte Hergel kunne gøre, når pinslerne tog til.

”Hun kom med sin mand, og de var enige om, at de kunne tillade sig at spørge mig. Det var en stor tillidserklæring,” mener hun.

Kvinden var den kernesunde type:

”Med Osprey-rygsæk, vandrestav og North Face-støvler”, siger Lise-Lotte Hergel.

Hun var informeret og begavet – og netop tabet af kontrol var, hvad hun frygtede mest. Hun var bange for, at hendes mand ville lide, hvis hun selv kom til at lide meget. Hun ville gerne skåne sine voksne børn for større byrder, end de kunne magte i et sygdomsforløb, der allerede var svært for dem.

Lise-Lotte Hergel forsøgte at skabe tryghed, omend på en anden måde end ægteparret bad om. Lægen tog med det samme kontakt til hjemmesygeplejen, så kvinden kendte sygeplejerskerne og vidste, hvad de kunne tilbyde, når sygdommen skred frem. Hun skrev også med det samme en henvisning til hospice og med samme formål: At etablere kontakten og hjælpe kvinden til at vinde lidt kontrol tilbage, fordi hun fik viden om, hvad man kunne gøre for hende i de situationer, hun frygtede mest.

Lise-Lotte Hergel gav hende sit mobilnummer, som hun altid gør med livstruende syge patienter.

”Det gav hende en enorm ro. På den måde er det ikke hende, der skal føle, at hun skal have styr på alt det, der kan ske, men at hun kan ringe til mig, for eksempel hvis hun en nat får stærke smerter – og så har jeg styr på det,” siger hun.

Ret til eget liv?

Kristeligt Dagblad har spurgt læger om deres holdninger i etiske spørgsmål hvert andet år siden 2017. Det år var otte ud af ti læger imod en legalisering af dødshjælp. Dermed er flertallet af læger på linje med fagforeningen Lægeforeningen og den internationale lægeforening Verdenslægeforeningen, der tager kraftigt afstand fra aktiv dødshjælp.

Flere af lægernes motiver for at fastholde et forbud fremgår af Kristeligt Dagblads lægeetik-undersøgelser.

Frygten for ”glidebanen” har domineret i alle år: Således mente et nogenlunde stabilt antal på tre ud af fire læger i undersøgelsene fra 2017, 2019 og 2021, at det er sandsynligt, ”at der med tiden vil ske en glidning, så aktiv dødshjælp bliver legaliseret for stadig flere typer af patienter”, hvis det én gang bliver tilladt for en snæver gruppe af for eksempel af terminalt syge kræftpatienter.

Et flertal af lægerne mener også, at færre mennesker i befolkningen overhovedet ville ønske sig en legalisering af aktiv dødshjælp, hvis de kendte mere til de muligheder, der findes for lindring, for eksempel hospicepladser. 62 procent af lægerne i den seneste undersøgelse svarer, at de er enige i den påstand, mens 17 procent er uenige, og 21 procent svarer hverken eller.

Lise-Lotte Hergel er blandt det mindretal af læger, som faktisk går ind for legalisering. Hun frygter ikke glidebanen. Og hun mener heller ikke, at mere viden om lindrende behandling vil fjerne efterspørgslen på dødshjælp.

”Min oplevelse er, at patienter ved rigtig meget om, hvilke palliative muligheder der er, men det handler om usikkerheden; om der vil være et tilstrækkeligt palliativt team klar, eller de skal stå for meget alene i forløbet,” skrev hun i en kommentar i undersøgelsen.

Du yder netop basal palliation, altså lindrende behandling ydet af den praktiserende læge – og dine patienter bliver trygge. Hvorfor er det ikke nok til at dække behovet?

”Både den basale og den specialiserede lindring på for eksempel hospice er vigtige ting, der kan opfylde behovet for de allerfleste. Det betyder noget, at nogen er med dig i lidelsen, selv når du er allermindst elskværdig, grimmest og lugter lidt af tis. Men jeg forstår også godt tanken om, at man vil have lov at undgå det sidste, allermest pinefulde forløb,” siger Lise-Lotte Hergel.

Hun fortsætter:

”Jeg synes ikke, det er noget nemt spørgsmål. Jeg tænker, at gruppen, som ville vælge dødshjælp, er meget lille, hvis det blev tilladt. Men jeg synes, at man som menneske har ret til sit eget liv og til, at man ikke vil det mere, når det kommer dertil, at man alligevel snart skal dø.”