Sundhedsvæsenet udfordres af kulturforskelle

Når statsminister Mette Frederiksen (S) på corona-pressemøder pointerer, at vi skal ”holde afstand”, taler hun ind i en smal dansk kontekst, for ord som ”afstand” opfattes ikke ens i alle dele af samfundet. Eksemplet er kun et af flere. Omskæring er et andet

”Vi tror stadig, at vi har en nulkultur, som angiver standarden for al menneskelig adfærd og fysisk udseende, men det holder ikke længere. Og det giver anledning til unødvendige konflikter,” siger Morten Sodemann, professor og leder af indvandrermedicinsk klinik.
”Vi tror stadig, at vi har en nulkultur, som angiver standarden for al menneskelig adfærd og fysisk udseende, men det holder ikke længere. Og det giver anledning til unødvendige konflikter,” siger Morten Sodemann, professor og leder af indvandrermedicinsk klinik. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Mange har en ret ens fornemmelse for, hvad det betyder at holde afstand, så man for eksempel undgår at smitte hinanden med corona. Der er også en vis konsensus om, hvad ”den nærmeste familie” betyder – nemlig 5, 10 eller allerhøjst 20 mennesker.

Men for udlændinge og danskere med indvandrerbaggrund kan ord som ”afstand” og ”nærmeste familie” have en helt anden betydning, påpeger Morten Sodemann, professor og leder af indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital.

”På sine corona-pressemøder tror statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er præcis, men det er hun kun i forhold til en bestemt målgruppe, nemlig den, som hun selv og de andre på pressemøderne repræsenterer: Veluddannede etniske danskere over 35 år,” siger han og peger på, at dansk er et ”nøgternt sprog”, mens der på for eksempel arabisk er flere ord for et begreb som afstand.

”Så afstand er ikke en standardiseret størrelse. Det samme gælder udtrykket ’nærmeste familie’, som for dig og mig måske er en fem-syv stykker, men som for andre kan betyde op til 70 mennesker,” siger Morten Sodemann, som mener, at eksemplet er et blandt mange på, at sundhedssystemet ofte skyder ved siden af målet.

Andre gange kan det dreje sig om holdningen til at være syg, som også er forskellig fra kultur til kultur, eller om holdningen til omskæring.

Læge og professor på Københavns Universitet, Marie Louise Nørredam, som forsker i minoriteter og sundhed, er netop nu ved at kortlægge behovet for mere undervisning i ”kulturel kompetence og diversitets-sensitivitet” på lægestudiet.

”Det er kommet en stor diversitet i befolkningen, som ikke kun er etnisk, men også social og religiøs. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på egne fordomme og stereotypier, så man ikke tager dem med i mødet med patienter med forskellige baggrunde,” siger hun, der mener, at Danmark halter bagud på det område.

Også med hensyn til rituelt omskårne drengebørn kan der være større behov for, at sundhedspersonalet bliver mere fortroligt med, hvordan det efterfølgende ser ud, så der ikke opstår misforståelser, mener Marie Louise Nørredam.

Morten Sodemann er enig i, at tværkulturel kommunikation fylder for lidt på lægestudiet og i kurser rettet imod færdigtuddannede læger.

”Vi tror stadig, at vi har en nulkultur, som angiver standarden for al menneskelig adfærd og fysisk udseende, men det holder ikke længere. Og det giver anledning til unødvendige konflikter,” siger Morten Sodemann, som i næste uge udgiver bogen ”Det du ikke ved, får patienten ondt af”, der blandt andet sætter fokus på kulturelle forskelle og forståelser i sundhedsvæsenet.