Prøv avisen

Lægeformand: Aktiv dødshjælp deler verdens læger

De europæiske læger var samlet for at diskutere livsafslutning, behandling i den sidste tid og aktiv dødshjælp den 16.-17. november i Vatikanet i Rom. Foto: Nima Stock - modelfoto

Europas læger mødtes for nyligt i Vatikanet for at diskutere, om aktiv dødshjælp er en ønskværdig praksis eller ej. Læger i lande med dødshjælp efterlyser internationale kollegers accept, men den er svær at få

Canada og Holland er to lande, hvor læger trives bedst, når de ved, at de har deres kollegaers respekt. Men det har de ikke blandt internationale fagfæller, når det gælder assisteret selvmord og aktiv dødshjælp, der praktiseres inden for lovens rammer i blandt andet disse to lande.

Derfor har de presset på for, at Verdenslægeforeningen, paraplyorganisation for 111 nationale lægeforeninger, skulle tage emnet op og muligvis revidere deres politik, og det er sket på regionale møder i fire verdensdele, mens en femte, Afrika, holder sit møde i starten af 2018.

De europæiske læger var samlet for at diskutere livsafslutning, behandling i den sidste tid og aktiv dødshjælp den 16.-17. november i Vatikanet i Rom.

Også den danske lægeforenings formand, Andreas Rudkjøbing, rejste til pavens stat, hvor religiøse overhoveder, filosoffer, jurister, praktikere og etikere talte for og imod det forhold, at mennesker kan få hjælp til at dø.

Her oplevede han på nærmeste hold, hvor forskellige opfattelser, der er i synet på dødshjælp i forskellige lande, ikke mindst i forhold til hollændernes og canadiernes ønske om lægekollegernes accept af deres praksis.

”Baggrunden var, at læger fra især Canada og Holland gerne vil diskutere Verdenslægeforeningens politik, der er imod aktiv dødshjælp, lige som Lægeforeningen i øvrigt er. Ikke alene siger Verdenslægeforeningen, at det er uetisk at udføre aktiv dødshjælp, den fordømmer også den enkelte læge, der medvirker til den praksis. Det gør ondt på de læger, for de oplever selv, at de gør noget etisk og barmhjertigt, og så er det ret emotionelt at blive fordømt af sine egne.”

”Overrabbineren i Rom, en af pavens kardinaler, en højtstående tyrkisk-tysk mufti samt en ortodoks rumænsk præst var blandt talerne med et religiøst udgangspunkt, og de var alle imod aktiv dødshjælp. De teologiske argumenter handlede især om, at livet er helligt, men den ortodokse præst, som også var hospicelæge, var anderledes. Hun fokuserede på, at lidelse er transformativ: den er en del af livet og døden og spiller en rolle i omstillingen fra det første til det andet. Den lidelse, der er tilbage, når smerterne er lindret, kan være en værdifuld del af overgangen henimod accept af døden og afslutningen af livet.”

”En anden klump af indlæg gennemgik retspraksis, og hvordan forskellige systemer giver forskellige handlemåder, når det gælder aktiv dødshjælp. For eksempel blev assisteret selvmord lovligt i Canada i 2016 med en afgørelse fra Højesteret året før. Canada har et såkaldt charter of freedom, der fastlægger grundlæggende borgerrettigheder, herunder retten til at tage sit eget liv. Afgørelsen fra Højesteret slog fast, at den ret også gælder, hvis en person ikke kan slå sig selv ihjel – i så fald er det statens pligt at hjælpe. Efter afgørelsen fik det canadiske samfund et år til at finde ud af, hvordan denne nye opgave skulle forvaltes rent praktisk.”

”Canada er altså et eksempel på, hvordan offensiv, aktivistisk retspraksis definerer, hvad der skal være lovligt i et land. I Danmark har vi tradition for, at det er Folketinget, der afgør, hvad der er lovligt og ulovligt, og det er jeg personligt glad for. I princippet kan man jo forestille sig, at flertallet af både canadiere og læger var imod assisteret selvmord – som så blev indført alligevel med en juridisk afgørelse. I Danmark er spørgsmålet om dødshjælp en samfundsdebat, og jeg tror, det giver bedre mulighed for, at alle parter kommer til orde.”

”En tysk bioetiker, professor Urban Wiesing, talte over spørgsmålet: ”Er der en ret til at afgøre ens egen død?”. Hans argument var, at der ingen konsensus er om, hvad der er rigtigt og forkert i spørgsmålet om dødshjælp. I et landskab uden faste svar, må politikerne derfor beskytte individets autonomi. Følgen er, at politikere i et pluralistisk samfund ikke har ret til at forbyde aktiv dødshjælp, men at der er behov for at stå værn om individets egne beslutninger. Han var en overbevisende retoriker. Men jeg synes, at han behændigt kom uden om de svære forhold ved sit synspunkt: For eksempel glidebanen, der er et faktum i for eksempel Holland, hvor stadig flere får adgang til aktiv dødshjælp, eller det forhold, at samfundets opgaver tager en markant anden form, i dette tilfælde at læger skal bistå folk med at dø.”

”Det er ikke min vurdering, at hollænderne og canadierne kom tættere på international accept. Mødet blev holdt i Vatikanet, og den katolske kirke er måske den stærkeste og mest aktive modstander af dødshjælp i verden, så det var i sig selv et kraftigt signal. Men det undrer mig, hvor emotionelle selv læger på topniveau bliver i dette spørgsmål. Både modstandere og tilhængere brugte opportunistiske argumenter, fordrejede tal og var meget følelsesladede. Det ærgrer mig, for det polariserer kun debatten yderligere.”