Lægeformand til forældre: Husk stadig at få børn vaccineret

Amerikanske læger og WHO advarer mod aflysninger af børnevaccinationer under coronakrisen. Det er ikke farligt at udskyde vaccinationer af større børn, siger Anders Beich, praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. Men han understreger vigtigheden af at følge vaccinationsprogrammet og give især de mindste børn den første beskyttelse mod kighoste og mæslinger

Tyske forældre skal tvinges til at høre en læges mening om vaccination, men de tvinges ikke til at acceptere selve vaccinationen, mener den tyske regering. –
Tyske forældre skal tvinges til at høre en læges mening om vaccination, men de tvinges ikke til at acceptere selve vaccinationen, mener den tyske regering. – . Foto: ritzau.

En mæslingeepidemi midt i coronakrisen. Det lyder faretruende. Og det kan blive et scenarie i store dele af verden, fordi forældre aflyser og udskyder vaccination af deres børn hos lægen.

I USA og en lang række andre lande er der, som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet, de seneste måneder sket et drastisk fald i antallet af børnevaccinationer, fordi forældre ikke tør gå til lægen af frygt for smitte med coronavirus. Enkelte steder i USA er der registreret et fald på helt op mod 70 procent. Den tendens får amerikanske eksperter i folkesundhed og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at slå alarm, fordi de frygter en ny sundhedskrise med eksempelvis et mæslingeudbrud afledt af coronapandemien.

I Danmark er der foreløbig ikke blevet registreret et større fald i vaccinationer under coronakrisen, oplyser Anders Beich, praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (de praktiserende lægers fagvidenskabelige selskab).

”Frekvensen af vaccinationer er sandsynligvis dalet lidt under coronakrisen. Men ikke noget, der giver grund til bekymring lige nu. Vi har hele tiden anbefalet lægerne at forsætte børnevaccinationerne. Vi vil nødigt se en opblussen af de børnesygdomme, som vi vaccinerer mod. Vi har før set ansatser til eksempelvis udbrud af mæslinger i udlandet og kighoste herhjemme,” siger han.

Er det farligt at udskyde en børnevaccination i eksempelvis tre-fire måneder, til coronavirussen måske ikke er en trussel længere?

”Det er vigtigt at følge programmet. Man har lagt intervallen mellem vaccinationerne på den måde for at få mest effektiv beskyttelse. Men det er ikke farligt med en lidt længere kadence mellem vaccinationerne for børn på tre-fire-fem år, som er i gang med programmet. Det er vigtigt ikke at vente for længe. Og især er det vigtigt, at de mindste på tre måneder kommer i gang med programmet og får den første beskyttelse mod sygdomme. Man kan for eksempel frygte, at kighoste rammer børn i en tidlig alder, for vi har set små epidemier også denne vinter.”

Kan du forstå, at forældre er bange for at blive smittet med corona, når de besøger lægen?

”Et besøg hos lægen med et barn, der skal vaccineres, er kortvarigt. Der er ikke lang tids kontakt. De mindste børn smitter heller ikke. Så der er en meget lille risiko ved det. Og den er altså værd at løbe. Børnevaccinationer er med på den liste, der er lavet over aktiviteter hos den praktiserende læge, som ikke skal udsættes og bør prioriteres, fordi det er vigtigt at undgå andre epidemier med eksempelvis mæslinger og kighoste.”

Er der grund til at slå alarm, som dine kolleger i USA og WHO gør nu?

”Man kan ikke se konsekvenserne af aflysningerne endnu, men jeg forstå deres bekymring for en opblussen af børnesygdomme. I USA har man et helt anderledes sundhedssystem end det danske. De har et meget mere fragmenteret sundhedsvæsen, hvor man hver især skal skaffe sygeforsikring, sundhedssikring, og ens økonomi spiller ind. Det er faktorer, der kan ramme vaccinationsprogrammerne, blandt andet om man har råd. Derfor ser man læger og myndigheder reagere kraftigt, når forældre ikke går til lægen. Det gælder om at undgå en ny sundhedskrise, der tager ressourcer fra andre vigtige aktiviteter for tiden.

Skal vi også være bekymrede i Danmark?

"I Danmark er det primære sundhedssystem langt mere sammenhængende og organiseret. Man har sit faste lægehus og er tilknyttet en fast klinik, man stoler på. Det giver kontinuitet og større sammenhængskraft i systemet. De lande, der ikke er bygget op på den måde, falder hurtigere fra hinanden, og det rammer også vaccinationer og kan føre til nogle grimme epidemier. Men der er ingen anledning til panik eller bekymring i Danmark. Men vi anbefaler, at forældre følger programmet og ikke mindst kommer i gang med de mindste. Det er vigtigt, at vi fastholder den solide og succesfulde flokimmunitet, der har sparet menneskeliv og skader. Vi vil ikke risikere at den gennem mange år opbyggede tradition om at sikre flokimmunitet svækkes.”