Tidligere overlæge Svend Lings blev født i 1941 i et indremissionsk hjem i Haunstrup vest for Herning. De første 33 år af hans liv var belagt med tanker om selvmord og arven fra en opvækst uden glæde. De seneste 42 år har været bedre. Men de kan ikke kompensere: Svend Lings ville sige nej, hvis nogen tilbød ham livet om igen. Måske er det derfor, han stoler på, at beslutningen er rigtig, når et lidende menneske henvender sig til ham og beder om hans hjælp til at dø.
”Jeg kan høre, hvad det drejer sig om. Det betyder noget, at jeg kan sætte mig ind i deres dødsønske,” siger han.
I sidste uge fortalte han i adskillige medier, at han personligt har hjulpet mindst 10 mennesker til at tage deres eget liv ved at udskrive recepter på sovemiddel og forklare nøjagtig, hvad de skulle gøre for at dø. Ifølge ham har alle været terminalt syge af somatiske sygdomme.
Den gerning hedder assisteret selvmord og er strafbar i Danmark. Fyns Politi efterforsker nu sagen, og Svend Lings står til at miste sin lægeautorisation.
Angiveligt er han ikke alene. I alt ni læger følger samme praksis i netværket Læger for Aktiv Dødshjælp, siger han. Men kun Svend Lings har sat ansigt og navn bag handling og ord.
Det er mere end en holdning, lægerne har. Strafferammen for assisteret selvmord er tre års fængsel. Med andre ord er Svend Lings så optaget af sagen, at han begår kriminalitet og risikerer sin egen tilværelse. Men hvor kommer så kompromisløs en overbevisning fra? Frygter han aldrig, at han i selvtægt går for vidt – at nogen kan dø, som burde have levet?
Han bor med sin hustru ved Kværndrup på Fyn et stenkast fra Egeskov Slot. I baghaven står godsets historiske mølle. Gården er hvid med tre længer. I stuerne er egebjælker lagt frit, her er slagbænke, kister og lysekroner, men så afmålt doseret, at den skandinaviske minimalisme er indtrykket, der står tilbage. En weimaraner slanger sig i sofaen, den tyske fuldblodshund med sølvgrå pels og ravgule øjne. Den ser ud som en legemliggørelse af stedets fejlfri elegance.
Svend Lings har sagt ja til at tale om roden for sine handlinger. Det gør han ellers aldrig. Men han har noget på hjerte, når det gælder opvæksten, der gav rammerne for hans liv og værdier, og som har betydning for, at han insisterer på, at et menneske har ret til at få hjælp til at dø. Det er svært at tale om. Han holder armene om maven og læner sig let frem over dem, som et pindsvin i forsvar. Alt i hans barndomshjem stod i modsætning til gården på Fyn.
Midtfyn har bakker. Haunstrup var flad. Og brun. Udenfor og indeni. Pløjede marker, blæst og regn. Sorte kors og brune Jesus-billeder på væggene. Hans far var byens skolelærer, hans mor fødte børn, Svend var nummer 8 af 12. Familien gik i kirke hver uge og gerne flere gange på en dag. Når drengene blev store nok, blev de klokkere. Svend Lings er tunghør på begge ører, han fik høreskader af at kime til højtiderne, få meter fra klokken uden høreværn.
I ferierne arbejdede han hos bønderne i marken eller i tørvemosen, hvor han tjente penge til tøj. Men skolelærerens børn fik kun den halve betaling, for faderen mente af princip, at de var ringere end andre og næppe mere værd. De måtte ikke gå til fest med dans, de måtte ikke spille kort med billeder, og børnene for op som ramt af et uhørt angreb, hvis det skete, at de strejfede hinanden, så uvante var de med berøring.
Svend var højst to år, da hans mor gav ham smæk for at tisse i bukserne. Han fik ofte kamferdråber, fordi han havde ondt i maven, og da han engang fik fjernet sine mandler på Herning Sygehus, husker han stadig, at han ikke ville hjem, ”for der var så koldt derhjemme, og sygeplejerskerne var søde”.
Han var omkring 16 år, da han vågnede en nat med en tanke i hovedet.
”Ved du hvad. Det er noget sludder. Det hænger ikke sammen,” sagde han til selv.
Det var religionen, han mente.
Han blev student fra Herning Gymnasium, soldat, grillkok på Thule-basen og medicinstuderende i København. Halvvejs gennem studiet var tankerne fortættet. Hans grundlæggende standpunkter omkring samfundsforhold, religion, liv og død var nogenlunde på plads.
Svend Lings var humanist, og han var liberal i dén forstand fremfor som en politisk overbevisning.
”Den frie udfoldelse under hensynet til andre. Og det sidste tæller meget,” siger han uden tøven, da Kristeligt Dagblad spørger til den væsentligste værdi i den familie, han siden selv har skabt.
”Medfølelse og forebyggelse,” udpeger han til nøgleord i det arbejdsliv, han har haft.
De har guidet ham, først væk fra hans oprindelige speciale i gigtsygdomme, der var uhelbredelige og utilfredsstillende at behandle, og til det andet i arbejdsmedicin, hvor forebyggelse var i centrum. De har også motiveret hans frivillige arbejde: I 1972 tog han initiativ til KRIM Fyn, en afdeling af KRIM, Foreningen for human Kriminalpolitik, og han startede i 2001 Liv og Trafik, der arbejdede for forebyggelse af trafikulykker.
En periode som ung var han venstresocialist og gik ind for væbnet revolution. Siden blev han radikal. Nu er han apolitisk – og irreligiøs. Han har skrevet to bøger, der begge hedder ”Bibelen Uden Gud”, og som har det erklærede formål at ”rokke ved kristendommens grundlag” ved at fjerne Gud fra fortællingen i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente. Men han er ikke ateist.
Han er ”probabilist”, forklarer han med reference til det engelske ord for sandsynlighed – en akademisk skeptiker, som bekender sig til den mest trolige forklaring i en verden, hvor der stadig mangler mange svar.
For nok er barndommens dogmer stilrent forkastet, men tiden er ikke glemt. Og det mest sandsynlige er, at Svend Lings’ opvækst havde afgørende betydning for det sortsind, der har fulgt ham, siden han var ung.
Fra starten af sin studietid havde han hver dag selvmordstanker. En følelse af skyld var central, og dertil kom ”selvbebrejdelser i massevis”.
Han husker især en gåtur på kanten af en kaj i København, hvor han var tæt på at springe i vandet: ”Hvis livet skal være sådan her, så gider jeg ikke,” tænkte han.
Han har altid været frastødt af selvmordets brutalitet, af tanken om at skyde sig selv eller hænge fra loftet i et reb. Men han stod på den yderste kant, da han mødte sin kone, Lillemor, som lægevikar i Sverige. De blev gift, da han var 33 år.
”Det var sidste redningspæl. Vi havde det så godt, og jeg tænkte, at det her skulle have en chance, men det var også sidste chance,” siger han.
I snart fire årtier har Svend Lings medicineret sig selv, når en depression bølger ind. I månedsvis kan alt gå godt.
”Men pludselig vælter det ind med sorg, skyld, nedstemthed, negativ tankegang. Det ligger dybt, dybt nede. Jeg tror aldrig, jeg slipper af med den følelse,” siger han.
I gangen står hans våbenskab. Der gemmer han en lille plastikpose med ordet apotek på siden. Den indeholder tilstrækkelig sovemedicin til, at han kan begå selvmord på samme måde, som han anviser andre. Posen er kun en fremtidssikring, for Svend Lings er ikke selvmordstruet og slet ikke, så længe Lillemor lever.
Spørgsmålet er, om han er lettet i dag. Han fik kone og børn, hjem og karriere – udefra et fuldendt liv, selvom han engang i sin ungdom ønskede sig død. Han må da glæde sig over, at han blev her trods alt?
Men svaret er komplekst.
”Man har jo stadig ondt i sjælen. Det er lige som en sjælelig tandpine. Man mister evnen til at føle glæde. Man kan have det sjovt med andre, men inden i sidder der altid en lille orm og gnaver,” siger han.
Det er i det felt, man skal forstå hans kamp for assisteret selvmord og aktiv dødshjælp. Den er spændt ud på den ene side mellem grundfæstede værdier om menneskets autonomi, medfølelse og lægens pligt til at forebygge smerte – og på den anden hans personlige erfaring med trangen til at dø.
I 2014 forfattede Svend Lings en bog med et lovforslag, der kunne tjene som model til at indføre dødshjælp i Danmark. Forslaget var inspireret af blandt andet hollandsk lov, hvor rammerne er vide: For eksempel kan mennesker med psykisk sygdom og personer med handikap, men uden somatisk sygdom, få dødshjælp.
Han understreger, at han aldrig selv har praktiseret assisteret selvmord så liberalt.
”Du skal huske på, at dem, der kommer til os, er på det allernederste trin. Nogle har været i kontakt med palliative teams, nogle har været på hospice, de har prøvet alt
– længe. Det er folk, der ikke er i tvivl og ikke kan få det bedre, det er alle enige om,” siger han.
Han læser deres journaler og taler timelangt i telefonen med dem.
”Alvorlig, uhelbredelig og livsødelæggende sygdom,” udpeger han flere gange som tre ubrydelige kriterier, hvis assisteret selvmord og aktiv dødshjælp skulle indføres her i landet.
Men mange kan have meget liv igen, selvom de lever op til kriterierne, indvender Kristeligt Dagblad. Det gælder for eksempel muskelsvindpatienter. Flere har her i avisen forklaret, at de gruer for den dag, hvor en læge kan tage dem på ordet, når de i depression eller livskrise møder op og beder om at dø.
Han forstår argumentet. Han understreger, at assisteret selvmord og aktiv dødshjælp aldrig må skygge for, hvilken hjælp der i øvrigt bliver tilbudt:
”Jeg går ind for palliation for fuld musik. Der skal gøres så meget som muligt for lidende mennesker, og der skal forskes og udvikles.”
Han vil gerne imødekomme de ”grænseproblemer”, han godt kan se. Han foreslår, at kun tre patientgrupper kan få adgang til hjælp: Kræftsyge med knoglemetastaser. Mennesker med kronisk lungesygdom. Og patienter med fremadskridende og uhelbredelig neurologisk sygdom, for eksempel ALS.
”Vi har dækket 80 procent af behovet, hvis vi kan blive enige om, at det er de tre muligheder, de tre slagfaste kriterier. Det kan jeg godt gå med til som kompromis,” siger han.
Svend Lings er ikke frygtløs. Han er ked af, at han nok mister sin autorisation. Han har ikke lyst til at komme i fængsel, hvis han skulle blive dømt til det. Han går ind for regler og orden, han er ikke anarkist. Men han har set meget lidelse som læge. Og han handler i forhold til det, der ud fra hans perspektiv mest sandsynligt vil hjælpe dem, der har brug for hjælp.
”Medfølelse, autonomi og forpligtelse. Jeg har pligt til at hjælpe et lidende menneske, der selv beder om det. Der er altid et usikkerhedsmoment i sådan noget. Sådan er livet. Men det er voksne mennesker, de må selv tage stilling,” siger han.
