Prøv avisen

Læger: Aktiv dødshjælp vil lægge et unødigt pres på de svageste patienter

Indførelse af aktiv dødshjælp er en glidebane, og erfaringerne med dødshjælp til børn og psykisk syge i Holland skræmmer, siger flere danske læger

Den unge mand var blevet lam fra halsen og nedefter på grund af en ulykke, og han gav udtryk for, at han havde mistet lysten til at leve og ville dø. Men et par måneder efter ulykken genvandt han livslysten. Senere tog han en uddannelse som jurist, og han har siden klaret sig godt.

Den unge mand er en af de patienter, som overlæge Michael Sprehn fra Respirationscenter Syd på Odense Universitetshospital husker, fordi han lige efter en tragisk ulykke tænkte, at nu var livet ikke værd at leve mere. Men som senere genvandt livslysten.

Og netop den pointe er central i diskussionen om aktiv dødshjælp, mener Michael Sprehn. Han er en af de 410 læger, som har deltaget i en etikundersøgelse udført af Kristeligt Dagblad. Undersøgelsen viser, at et overvældende flertal af lægerne, nemlig 82 procent, er enige med for eksempel Lægeforeningen og andre lægefaglige foreninger, der er erklærede modstandere af en legalisering af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, mens 18 procent er helt eller overvejende uenige. Undersøgelsen viser også, at 34 procent af lægerne på et eller andet tidspunkt i deres karriere er blevet opfordret til at yde aktiv dødshjælp.

”Menneskets plasticitet og evne til at genopfinde sig selv er noget, der kan give mig helt blanke øjne,” siger Michael Sprehn, der har arbejdet som læge siden 1981.

I sit arbejde på Respirationscenter Syd hjælper han svært syge respiratorpatienter, deriblandt patienter med den dødelige sygdom als (amyotrofisk Lateral Sklerose), der fører til muskelsvind. Han er som halvdelen af lægerne i Kristeligt Dagblads undersøgelse ikke i tvivl om, at indførelse af aktiv dødshjælp er en glidebane, der risikerer at lægge et pres på alvorligt syge patienter, som ikke ønsker at ligge samfundet eller deres pårørende til last.

”Jeg var for nylig til etikdag, hvor overlæge Ole Hartling fortalte, at flere hollandske læger nu begynder at advare mod konsekvenserne af aktiv dødshjælp i Holland. De oplever, at indikationerne for at yde dødshjælp skrider, så man i dag også overvejer aktiv dødshjælp til for eksempel psykisk syge og alvorligt syge børn. En patient sagde engang: ’Vi har vores grundlovssikrede ret til at være til besvær’. Det er vigtigt at holde fast i, at selvom man er besværlig, så har man stadig ret til at leve i det strømlinede samfund, vi har skabt,” siger Michael Sprehn.

Michael Sprehns job indebærer, at han slukker respiratorer for svært syge patienter, der i nogle tilfælde får behandling i hjemmet. Det er en handling, han selv betegner ”som noget af det tætteste, vi kommer på aktiv dødshjælp i Danmark”.

Han fortæller, at han på et tidspunkt skulle slukke for en lungepatients respirator i hjemmet. Det foregik ved, at patienten fik en lille smule sovemedicin. Derefter blev der slukket for respiratoren.

”Forinden havde den pågældende patient været hos præsten, og de havde aftalt hvad tid på dagen, begravelsen skulle foregå. Det er mærkeligt for patienterne at kende deres dødsdag. Men det er ikke aktiv dødshjælp. Vi undlader at behandle patienten, fordi behandlingen er udsigtsløs,” siger Michael Sprehn.

Han forklarer, at der er tilfælde, hvor det er vanskeligt at smertedække meget syge patienter.

”Men det er undtagelsen, og vi må aldrig indrette vores lovgivning efter nogle få ekstreme tilfælde. I alle de år, jeg har været læge, har jeg ikke haft brug for aktiv dødshjælp. Jeg har spurgt mig selv: ’Lider patienten?’ Svaret har været nej. Og hvorfor så kravet om aktiv dødshjælp? Det skyldes nok det effektivitetskrav, der er i hele samfundet, og som de pårørende også har. Nogle gange siger de pårørende for eksempel: ’Nu må det snart få en ende. Det er ikke værdigt længere’. Men hvis patienten ikke lider, så er der grænser for, hvor effektive vi skal være,” påpeger Michael Sprehn.

Flere meningsmålinger viser, at et flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp. Lisa Maria Bang, der er ledende overlæge på Holbæk Sygehus og tidligere har arbejdet på en kræftafdeling, mener, at opbakningen til aktiv dødshjælp hænger sammen med, at flertallet af de adspurgte i meningsmålinger er raske personer, der ikke kan forestille sig livet som gammel og syg. Men ifølge Lisa Maria Bang ændrer menneskers perspektiv sig, når de bliver syge og hjælpeløse.

”Det vil være en glidebane, hvis vi indfører dødshjælp. Det er ikke ligegyldigt, at aktiv dødshjælp ikke er en mulighed. Nogle patienter kan tænke, at de er en belastning for de pårørende, og at det er deres pligt som mennesker ikke at være en byrde for andre. Samtidig ved vi, at mange kræftpatienter får depressioner, hvilket også kan fremme ønsket om aktiv dødshjælp,” siger Lisa Maria Bang.

Michael Sprehn mener, at danskernes opbakning til aktiv dødshjælp skyldes, at moderne mennesker i stigende grad ønsker at have kontrol over deres liv.

”Svarene i flere af disse meningsmålinger bunder i, at folk kommer med nogle hurtige svar uden at have viden om mulighederne for smertelindring. I en individualiseret tid, hvor alle ønsker maksimale frihedsrettigheder, så falder aktiv dødshjælp som en appelsin ned i turbanen som noget, vi selvfølgelig skal have. Det er en naturlig del af det forkælede menneske, der vil styre alt og have kontrol over alt,” siger Michael Sprehn.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, mener, at erfaringerne fra aktiv dødshjælp i Holland og Belgien dokumenterer, at aktiv dødshjælp er en glidebane.

”Når vi taler om glidebane, er det en afspejling af de konkrete erfaringer, vi kender som læger, fordi mange af os interesserer os for emnet og følger med i de udenlandske erfaringer. Så frygter man, at noget lignende kan ske herhjemme,” siger Andreas Rudkjøbing.

I Kristeligt Dagblads undersøgelse mener 8 ud af 10 adspurgte læger, at en legalisering af aktiv dødshjælp til en snæver gruppe af patienter, der lider af for eksempel kræft eller als, vil betyde, at aktiv dødshjælp også bliver gjort lovlig for andre patientgrupper. Andreas Rudkjøbing mener på baggrund af de hollandske erfaringer, at det er svært at afgrænse aktiv dødshjælp til særlige grupper:

”Selvom man prøver at indsnævre en gruppe mennesker med stor lidelse og kun give dem adgang til aktiv dødshjælp, så er det svært at fastholde, at andre grupper ikke har et lige så lidelsesfuldt liv og derfor ikke også skal have adgang. Det er erfaringen fra Holland og Belgien: Når man først har anerkendt én gruppes ret til at blive slået ihjel, så er det umuligt at fastholde, at andre grupper ikke skal have samme ret,” lyder det fra Andreas Rudkjøbing.

Ikke alle læger er dog enige med Lægeforeningen i, at indførelse af aktiv dødshjælp er en glidebane. I Kristeligt Dagblads undersøgelse svarer knap 2 ud af 10 læger – svarende til 18 procent – at de er uenige i Lægeforeningens og de øvrige lægelige organisationers modstand mod aktiv dødshjælp.

En af de læger, der mener, at det er vigtigt ikke helt at afvise muligheden for aktiv dødshjælp, er overlæge Kell Østerlind fra Nordsjællands Hospital, der har deltaget i undersøgelsen. Kell Østerlind har arbejdet med kræftbehandling siden 1975, og han mener, at der kan være tilfælde, hvor patienter er så forpinte, at det giver mening at yde dem hjælp til at afkorte den sidste tid.

”Tidligere var der i kræft- behandlingen en skriftlig instruks for et morfindrop, som vi kunne give meget syge kræftpatienter efter patientens ønske og med de pårørendes accept, så de på den måde sov tidligere ind i døden. Praksis var etableret uden forudgående debat, og det var selvfølgelig ikke ’rigtigt’ set med dagens øjne. I dag har vi meget bedre mulighed for palliation. Men jeg har sympati for de kolleger, der hjælper patienter, som efter moden overvejelse ønsker at blive udfriet af deres sidste pinefulde dage,” siger Kell Østerlind.

Kell Østerlind tror, at sundhedsvæsenet er i stand til at håndtere den glidebane, der kan opstå, hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt:

”Tidligere behandlede vi kun yngre mennesker med kemoterapi. I dag kan en 90-årig få tilbudt kemoterapi, uden at udviklingen har været genstand for offentlig debat. Der er hele tiden glidebaner i sundhedsvæsenet, og min oplevelse er, at vi har været gode til at håndtere glidebaner inden for mange behandlinger. Hvis indikationerne for aktiv dødshjælp er skredet for meget i Holland, så må vi undersøge hvorfor. I dagspressen har der været eksempler på forpinte og uafvendeligt syge mennesker, der har fået hjælp til at komme herfra. Det kan man godt have noget imod, men samtidig forstår man godt hvorfor. Det er klart, at der ikke skal ydes aktiv dødshjælp hjælp til et yngre menneske, der er blevet lammet ved en ulykke. Men specielt inden for kræftområdet ser vi fra tid til anden døende patienter, der er meget forpinte af smerter og lammelse eller ikke kan spise. Min oplevelse er, at sundhedsvæsenet godt kan håndtere den opgave.”