Prøv avisen

Læger: Bedre adgang til lindring vil mindske behovet for aktiv dødshjælp

Tegning: Rasmus Juul

Et stort flertal af danske læger mener, at mere information om muligheder for lindring af alle typer lidelse vil mindske ønsket om aktiv dødshjælp i befolkningen. Men tilbuddene er så mangelfuldt udbygget, at danskerne med rette frygter den sidste tid, siger eksperter

Det gik hurtigt, da den pensionerede direktør Mogens Arlund sidste år hjalp sin hustru, Vibeke, med at begå selvmord. I februar faldt hun i entreen i villaen i Hørsholm og blev delvist lam. I april indtog hun en dødelig dosis sovepiller med hjælp fra sin mand.

”Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde bliver et helt menneske efter den her omgang. Derfor har min mand taget mine sovepiller med herop og hjulpet mig med at indtage dem, for jeg ønsker ikke at leve længere,” indtalte Vibeke Arlund sit dødsønske på sin mands telefon, kort før handlingen fandt sted.

Mogens Arlund fik en betinget dom og opbakning både i familien og blandt folket til den hjælp, han ydede sin kone.

I en ny undersøgelse udført af Kristeligt Dagblad om lægers holdninger i en række etiske spørgsmål er 82 procent af de adspurgte læger helt eller overvejende modstandere af en legalisering af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. I befolkningen derimod er tendensen omvendt: for eksempel viste en undersøgelse fra 2013 fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation (Rehpa), at 71 procent af danskerne mener, at aktiv dødshjælp bør være en mulighed.

Spørger man lægerne, mener et overvældende flertal, at danskernes holdninger til dødshjælp ville være anderledes, hvis de kendte mere til de muligheder, der findes inden for palliativ behandling, hospicepladser og tilsvarende ekspert-lindring af alle slags symptomer ved alvorlig og livstruende sygdom.

Professor og leder af Den Palliative Forskningsenhed i Onkologisk Klinik på Rigshospitalet, Per Sjøgren, griber fat i eksemplet med Vibeke og Mogens Arlund for at illustrere pointen.

”Det par havde som sædvanlig intet tilbud fået om vejledning og muligheder fra specialister i palliation. Det mangler gang på gang i sager af den type, fordi det ikke er tilgængeligt. Området er stadig kolossalt underdimensioneret i Danmark. Det er klart, at hvis du får dårlig hjælp og støtte, eller nærmest ingen i nogle tilfælde, så er aktiv dødshjælp en løsning på et problem for både patienter og pårørende,” siger han.

Per Sjøgren deltager selv i Kristeligt Dagblads undersøgelse. Han svarede ligesom flertallet på 62 procent, at mere information om palliation vil skabe et mindre ønske om dødshjælp i befolkningen. 15 procent var uenige i dette, mens 23 procent svarede ”hverken eller”.

Skismaet mellem aktiv dødshjælp og palliation frustrerer ”i højeste grad” professoren. Opbakningen til dødshjælp er ifølge ham en afledt effekt af næsten total stilstand på det område, der skulle hjælpe netop de patienter, der kunne være i målgruppen, hvis dødshjælp blev legalt i Danmark.

”Vi er gået helt i stå de seneste år med at bygge den palliative indsats op. Her i Region Hovedstaden har vi halvdelen af de teams, vi burde have, og det gør mig virkelig harm,” siger han.

Den seneste årsrapport fra 2015 fra Dansk Palliativ Database afslører hullerne i palliationen: 20 procent af patienter, der døde i 2015, og som forinden var blevet henvist til specialiseret palliation, kom aldrig i behandling. Mange patienter blev først henvist meget sent i deres sygdomsforløb: ”den sene henvisning er formentlig en af årsagerne til, at en del patienter dør, før de kunne modtages,” står der i rapporten.

Dertil kommer, at stort set kun kræftpatienter fik et tilbud – andre patientgrupper udgjorde fem procent af det samlede antal.

Professor ved Københavns Universitet, overlæge og leder af databasen Mogens Grønvold mener også, at de mangelfuldt udbyggede palliative tilbud har betydning for, at mange danskere støtter tanken om aktiv dødshjælp.

”Jeg mener, det ville betyde noget, hvis man kunne være helt sikker på, at man ville få hjælp til sine symptomer fra de dygtigste på området, hvis man skulle få brug for det. Det ville være trygt at vide. Men virkeligheden er desværre, at det kan ikke alle være sikre på. Den folkelige opbakning til dødshjælp er et stærkt argument for at have endnu mere opmærksomhed på, at folk kan få den hjælp, de har brug for, når de har brug for den,” siger han.

Artiklen fortsætter efter grafikken 

Pointer i undersøgelsen fra Rehpa fra 2013 giver fingerpeg i samme retning. Den viste, at næsten alle danskere over 18 år havde eller havde haft livstruende sygdom inde på livet. De havde altså konkrete erfaringer med sygdom og død. Samtidig regnede kun få med, at de kunne få hjælp til for eksempel eksistentielle problemer af sundhedsvæsenet, hvis de skulle blive livstruende syge.

”Den store gruppe af danskere, der er positive over for muligheden for aktiv dødshjælp kan være bekymrede for og måske have erfaring med, at der mangler mulighed for hjælp og støtte i forbindelse med sygdom og død,” skriver videncentret.

I Kristeligt Dagblads undersøgelse afviser et mindretal af lægerne dog, at mere oplysning om palliation kan ændre holdninger til dødshjælp. En uddybende kommentar fra en af lægerne lyder:

”Jeg tror ikke, at viden om dette er afgørende for holdningen i befolkningen. Jeg tror, det handler om det personlige, liberale ønske om at have retten til at bestemme over sit eget liv. Man må som patient vælge, om man ønsker behandlinger, der forlænger et lidelsesfuldt liv eller ej, man må vælge lindrende behandlinger, men man må ikke vælge at takke nej til livet.”

Kommentaren er skrevet af klinikchef på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet Jannick Brennum. Også han har erfaring med mennesker, der lider af livstruende sygdom. ”Næsten dagligt” taler han med patienter om dilemmaet mellem at forlænge livet med yderligere behandling, men på bekostning af funktion, det vil sige, hvor meget man kan.

Jannick Brennum understreger, at han udtaler sig som privatperson. Men han mener, at man i Danmark har et meningsløst skel mellem individets ret til at fravælge behandling og den manglende ret til på mere direkte facon at vælge døden.

”Vi skulle jo tvangsbehandle alle, hvis vi synes, livet er så vigtigt, at det skal opretholdes under enhver omstændighed. Men vi har lavet en skarp grænse mellem, at man må sige nej til livsforlængende behandling, men man må ikke sige, at man vil have hjælp til ikke at leve. I den ene seng kan du have en patient, som er afhængig af respirator og medicin. Den patient må fravælge behandlingen vel vidende, at det medfører døden. I den anden seng ligger en patient, som ikke har en tilstand, der gør, at han dør, hvis vi stopper behandling. Derfor har han ikke samme mulighed for at dø. For mig er det en kunstig grænse,” siger han og tilføjer:

”På den måde bliver lægen et instrument, der skiller mellem liv og død ud fra, hvad vi behandlingsmæssigt kan og ikke kan og ikke ud fra patientens ønske.”

Kristeligt Dagblad spurgte i undersøgelsen også til sagen om den pensionerede overlæge Svend Lings, der i februar stod frem og fortalte, at han var med i et netværk af læger, som ifølge ham har hjulpet mindst 10 danskere til at dø.

Svend Lings’ sag har i undersøgelsen ringe opbakning blandt lægerne. 23 procent er helt eller overvejende enige i, at Svend Lings ”tog fat om en vigtig problemstilling” og ”gik foran ved at pege på en forkert lovgivning”. Men 77 procent af lægerne er helt eller overvejende uenige. Den pensionerede læges selvtægt vækker især anstød.

”Læger skal ikke sætte sig selv over loven”, svarer for eksempel Jannick Brennum i kommentarfeltet.

”Man kan jo også have den holdning, at jøder og muslimer ikke skal leve. Er civil ulydighed så ok?”, som en anden læge kommenterede.