Læger kommer med opråb til danskerne, flere børn passes derhjemme af mor eller far, og Navalnyj modtager EU-pris

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Læger kommer med opråb til danskerne, flere børn passes derhjemme af mor eller far, og Aleksej Navalnyj modtager EU-pris.
Læger kommer med opråb til danskerne, flere børn passes derhjemme af mor eller far, og Aleksej Navalnyj modtager EU-pris. Foto: Shamil Zhumatov/Reuters/Ritzau Scanpix, Emil Helms/Ritzau Scanpix, Mads Jensen/Ritzau Scanpix .

Torsdagens Morgensamling starter ud med nyheden om, at der i går blev registreret det højeste antal nye smittetilfælde med corona i to måneder. Tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der er registreret 1127 smittede med covid-19, hvilket er det højeste siden 24. august. 

De nye tal kommer samme dag, som de danske læger opfordrer danskerne til at lade sig teste, hvis man er syg - også selvom man er vaccineret. Det kniber nemlig for danskerne med at blive testet, og det er et problem, siger coronatalsperson for de praktiserende læger, Anders Beich, til TV 2:

"Det er meget vigtigt for os at slå fast, at man skal testes og gerne tidligt i forløbet, hvis man får feber, forkølelse, ondt i halsen eller hoste. Fordi på den måde kan vi finde de få, der kan smitte de mange."

Flere børn passes derhjemme af mor eller far

På forsiden af Kristeligt Dagblad i dag kan man læse, at markant flere børn passes hjemme i stedet for i vuggestue eller dagpleje.

I går kunne Morgensamling fortælle, at 68 procent af pædagoger står alene med store børnegrupper. Og nu tyder noget altså på, at flere og flere forældre selv tager affære. 

Ifølge professor i pædagogisk antropologi Eva Gulløv, så er det at sende sine børn i daginstitution i så udpræget grad en norm, at det er de færreste, der egentlig spørger sig selv, om det er det rigtige at gøre. 

I dagens Kristeligt Dagblad kan du også møde Marie Amalie Rørbye, der hjemmepasser og ser det som den største investering. 

Meghan Markle: Betalt barselsorlov skal være en national rettighed

Vi bliver lidt ved børn og hjemmepasning. I et åbent brev til den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og Senatets demokratiske leder, Charles Schumer, opfordrer hertuginde Meghan Markle, der er gift med prins Harry, til, at der bliver indført betalt barselsorlov i USA. Det skriver blandt andre det amerikanske ugeblad Barron's.

Det demokratiske parti arbejder i forvejen på at færdiggøre den såkaldte Build Back Better-plan, som vil afsætte penge til blandt andet uddannelse, klima og sociale tiltag. Den plan kan muligvis komme til at indeholde fire ugers betalt barselsorlov. Ifølge brevet fra Meghan Markle burde betalt barselsorlov være "en national rettighed snarere end en lappeløsning, begrænset til dem, hvis arbejdsgivere har politikker på plads, eller dem som lever i en af de få stater, hvor et barselsprogram findes".

Putinkritiker modtager EU-pris for frihedskamp

Fra en slags rettighed til en anden. EU-Parlamentets store menneskerettighedspris, Sakharovprisen, tildeles i år den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj. Det oplyste den største gruppe i parlamentet, EPP, på det sociale medie Twitter i går.

EU-Parlamentets formand, David Sassoli, forklarer, at Navalnyj har modtaget prisen for hans personlige mod. Det skriver Ritzau:

"Han har konsekvent kæmpet mod korruptionen under Vladimir Putins styre. Og gennem de sociale medier og politiske kampagner har Navalnyj bidraget til at afsløre overgreb og mobilisere støtte fra millioner af mennesker i hele Rusland."

Aleksej Navalnyj sidder lige nu fængslet og EPP opfordrer Vladimir Putin til, at han lader ham blive løsladt. 

Endnu en anglikansk biskop konverterer til katolicismen

Michael Nazir-Ali, tidligere biskop af Rochester, forlader som den tredje anglikanske biskop i år Church of England til fordel for den katolske kirke. Det kan man læse om i dagens Kristeligt Dagblad

Biskoppen konverterer i protest mod den stadig mere liberale Church of England. Den begrundelse mener præsten Brian Mountford dog er lidt af en gåde, da biskoppen har været en del af den konservative evangelikale fløj i kirken.

Ifølge Michael Nazir-Ali er skiftet noget, som han har overvejet i flere år, og til den britiske avis Daily Mail forklarer han, at Church of England er vildfaren.

Kendt forsker og debattør anklages for plagiat 

Medlem af Det Danske Akademi, debattør og litteraturforsker Marianne Stidsen beskyldes for plagiat i sin nye bog "Køn og identitet – et spadestik dybere". Det skriver dagbladet Information. Hun anklages for at have plagieret fra leksikonopslag og for mangelfuld kreditering af kilder.

Underviser i filosofi på Syddansk Universitet Carsten Fogh Nielsen siger ifølge Information, at Stidsen blandt andet har kopieret leksikonopslag fra Den Store Danske uden kildehenvisning, og at det generelt ikke er tydeligt i hendes bog, hvor og hvornår Marianne Stidsen citerer direkte eller parafraserer. 

Carsten Fogh Nielsen bakkes op af professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller, som uddyber over for Kristeligt Dagblad i dag, at det er sjusket og dårligt arbejde samt en overtrædelse af ophavsretten. 

En ubetinget kærlighed for blåbærbusken

Vi slutter dagens Morgensamling ved endnu et interessant eksempel på skriftlig formidling.

Her kan man måske ikke ligefrem beskylde bygherren for den nye bydel Frederiksbro i Hillerød for plagiat, men man kan heller ikke beskylde ham for at være særlig kreativ anlagt, når det kommer til vejnavne.

Ifølge TV2 Lorry har et nyt skilt med vejnavne til bydelen fået flere borgere til at trække på smilebåndet. Det lader nemlig til, at kreativiteten ikke rækker længere end til noget med blåbær, da et oversigtskilt over områdets vejnavne rummer både "Blåbærledet", "Blåbærvænget" og "Blåbærstrædet" og andre navne, der starter med blåbær. Ganske forvirrende for postbude, lyder kritikken. 

I et referat fra Hillerød Kommune fremgår det, at vejene generelt har fået navne efter buske. Men lige blåbærbusken må siges at have fået lidt ekstra kærlighed i denne omgang!

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.