Det sker, at en patient bliver indlagt med for eksempel hjertesvigt og infektion på Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland. Her går hjerteafdelingens ledende overlæge, Troels Niemann, og kolleger i gang med den livreddende behandling: Det kan være med respirator, pacemaker, ballonbehandling og hele paletten af undersøgelser.
For det meste er det, de gør, helt korrekt. Men Troels Niemann har også oplevet, at lægerne sætter gang i for meget i forhold til den lidelse, det koster patienten, og de ressourcer, det koster sundhedsvæsenet.
”Nogle gange behandler vi helt hen til kanten i stedet for at stoppe op og spørge patienten: ’Hvad er det rigtige for dig?’. Det letteste er at følge de faglige retningslinjer. Det sværeste er at lade være. Det kræver en vis modenhed i faget og en vis etisk indsigt,” siger han.
Ligesom 73 procent af sine adspurgte kolleger mener han, at ”sundhedsvæsenet bruger for mange ressourcer på at behandle sygdomme eller tilstande, hvor behandlingen har tvivlsom eller marginal effekt for patientens livskvalitet og/eller overlevelse,” som spørgsmålet lød i en undersøgelse, Kristeligt Dagblad netop har foretaget.
11 procent var ikke enige i udsagnet, og 16 procent svarede ”hverken-eller”.
Mange af lægerne har som Troels Niemann stået i situationerne selv: 55 procent svarer, at det er sket ”ofte” eller ”meget ofte”. 37 procent svarer ”sjældent”, og 8 procent har aldrig prøvet det, i mange tilfælde fordi de er uden patientkontakt, eller det ikke er relevant i deres speciale, anfører de i kommentarer.
”Som thorax-kirurger (hjerte-lunge-kirurger, red.) går vi af og til for langt,” skriver én læge i en kommentar, og læger fra blandt andet mave/tarm-, akut-, nyre-, kræft-, neurologiske og infektionsmedicinske afdelinger er blot eksempler på andre, der jævnligt har oplevelsen, fremgår det i undersøgelsen.
Ifølge sundhedsøkonom og professor ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen er det ikke blot en mave- fornemmelse, lægerne har. Han peger på, at den seneste beregning fra 2016 viser, at 11 procent af ressourcerne i sundhedsvæsenet går til behandling i patientens sidste leveår.
”Meget kræftbehandling i de senere avancerede stadier medfører ofte massive bivirkninger, men livsforlængelsen er ikke stor. Ofte, når der kommer en ny behandling, får man indtrykket af, at den nærmest er helbredende, mens virkeligheden er, at den måske kan forlænge livet med få måneder. Så ja: Vi bruger i mange tilfælde for store ressourcer, der ikke står mål med den sundhedsmæssige effekt,” siger han.
Både læger, patienter og samfundet skal blive bedre til den såkaldt svære samtale om, hvor meget behandling patienten faktisk har lyst til, sat over for den effekt, han eller hun kan forvente, mener han:
”Løsningen er, at man tager en klarere diskussion med patienterne og siger: ’Hvad mener I selv?’.”
Troels Niemann føler sig personligt godt klædt på til at tage de samtaler, siger han. Men det kræver som sagt, at den pågældende læge har en modenhed fagligt, men også eksistentielt.
Desuden kræver mange samtaler, at lægerne husker at involvere hinanden og få et samlet overblik over livs- situationen, når patienten fejler flere ting på tværs af de medicinske specialer.
”Det er ikke sort-hvidt, hvem der skal have hvilken behandling, og der er ingen endegyldige sandheder. Men man skal stoppe op, før man starter og sige: ’Hvor tror vi, det her ender?’. Man skal have alle aktører på plads og have hovedpersonen, patienten, i midten af samtalen – og ikke som en case i periferien.”