Prøv avisen

Læger: Vi bør holde igen med at behandle uafvendeligt syge

51 procent svarer, at der bruges for mange ressourcer i det danske sundhedsvæsen på livsforlængende behandling på bekostning af andre patientgrupper. En fjerdedel af lægerne er helt eller delvist uenige, mens en fjerdedel har svaret ”hverken eller”. Foto: Joachim Rode/Ritzau

Behandling af uhelbredeligt syge patienter fortsættes ofte for længe til skade for både patienter og systemet, siger flertal af læger i undersøgelse

Sidste år udkom den amerikanske kirurg Atul Gawandes bog ”At være dødelig” på dansk. Her beskriver han sine erfaringer med, hvordan medicinske fremskridt har løs-revet mennesket stadigt mere fra bevidstheden om døden. Men vi skal lære at acceptere livets grænser på ny, skriver kirurgen.

”Hvis samtaler om livsafslutning var en eksperimentel medicin, ville det amerikanske lægemiddelagentur godkende den,” lyder det i bogen.

Hans-Henrik Bülow er forskningsansvarlig overlæge på intensiv afdeling på Holbæk Sygehus og bruger Gawandes udsagn til at illustrere sin egen pointe om en del af den livsforlængende behandling, der gives til uhelbredeligt syge patienter i Danmark. For kunsten er ikke kun at holde den enkelte i live længst muligt. Det er også at forstå, hvornår det er tid til at holde igen.

”Vi er nødt til at blive bedre til at tale med patienter og pårørende om deres prognose og livsafslutning. Det skal vi gøre for at afklare den gruppe, der faktisk kun vil tale om palliation og kærlig pleje, men slet ikke ønsker at forfølge alle livsforlængende behandlingsmuligheder,” siger han.

I en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad mener et flertal af de adspurgte læger som Hans-Henrik Bülow: Halvdelen – 51 procent – svarer, at der bruges for mange ressourcer i det danske sundhedsvæsen på livsforlængende behandling på bekostning af andre patientgrupper. En fjerdedel af lægerne er helt eller delvist uenige, mens en fjerdedel har svaret ”hverken eller”.

Flere forklarer, at det netop er den åbne dialog – den såkaldte ”svære samtale” – der mangler.

”Der er for få af de samtaler med pårørende og patienter. Vi får ikke stoppet op og taget de eksistentielle snakke om liv og død,” siger ledende overlæge på fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus Christian Christiansen, som deltog i undersøgelsen.

Også Det Etiske Råds formand, Gorm Greisen, genkender problematikken:

”Når halvdelen af lægerne i undersøgelsen mener, at der bruges for mange ressourcer på livsforlængende behandling, er det klart, at det her er nogle situationer, der er til at få øje på fra lægefaglig side – det er dilemmaer, lægerne oplever.”

På Sydvestjysk Sygehus har Christian Christiansen jævnligt stået med beslutninger om livsforlængende behandling af svækkede patienter.

Én patient var 101 år og døende. Men familien insisterede på, at han skulle forsøges genoplivet ved hjertestop. En anden var terminalt syg, men fast besluttet på, at han ville prøve at forlænge livet med yderligere behandling i Tyskland. Og en tredje var 45 år, døende af lungecancer og fik en pinefuld behandling, der også gjorde hende ude af stand til at tale med sin familie.

I de to sidste tilfælde havde Christian Christiansen flere grundige samtaler med patient og pårørende om prognose og effekt af yderligere behandling. I begge tilfælde endte det med, at den livsforlængende behandling blev indstillet. Den ene patient fik en god sidste tid på hospice. Den anden var klar i hovedet og smertefri til afskeden med sin familie.

Den første patient derimod er ifølge Christian Christiansen et eksempel på, hvordan folk handler, når lægen netop ikke tager samtalen om livsudsigter og palliative alternativer til livsforlængende behandling:

”Når vi ikke tager de samtaler, risikerer patienten eller familien at gå i panik og sige, at vi skal behandle hvad som helst. De aner ikke, hvad der ellers skal ske. De samtaler kan være svære, men vi skal gøre et forsøg. Og folk skal have tid til at tage stilling til disse store, eksistentielle spørgsmål. Det kan betyde, at vi skal komme og tale flere gange, og vi skal mærke, hvor den enkelte er, og hvad han eller hun kan kapere at høre,” siger han.

De fleste patienter vil gerne med på råd, supplerer Hans-Henrik Bülow. Han refererer til et canadisk studie udført blandt 278 patienter og deres familier. Patienterne var alle over 80 år, alvorligt syge af lungesygdommen kol, kræft, lunge- eller hjertesygdomme og vurderet til at nå livsafslutning inden for seks måneder. Meget få - 0,7 procent - afviste at tale med lægen om prognosen og deres ønsker for den tid, der var tilbage.

12 procent ønskede fuld behandling inklusive genoplivning ved hjertestop. Men 30 procent ønskede kun at diskutere komfort som behandlingstilbud. Resten havde andre kombinationer af ønsker.

”Det danske sundhedsvæsen har skudt sig selv i foden ved gennem mange år at bruge klicheen ’den vanskelige samtale’. På ingen andre områder italesætter vi et skræmmebillede, som på forhånd får personalet til at frygte at påtage sig en af sundhedsvæsenets kerneopgaver. Derfor tror jeg, at læger og sygeplejersker står med en indbygget angst for at gribe fat om de her samtaler i en misforståelse omkring, at nu bliver patienten ked af det, eller det bliver ubehageligt. Vi har en pligt til at gøre det, både så vi behandler dem, som ønsker behandling, men også tager hensyn til dem, der ikke ønsker så meget behandling og taler med dem om, hvad vi kan tilbyde i stedet,” siger Hans-Henrik Bülow.

I december 2016 udgav Det Etiske Råd en udtalelse om selvbestemmelse og palliation ved livets afslutning. Rådet kom med tre anbefalinger: For det første at en patient ikke genoplives ved hjertestop mod sin vilje. At sundhedspersonalet forpligtes til at gennemføre, hvad Det Etiske Råd valgte at kalde ”den nødvendige samtale” med patienter, der efter al sandsynlighed vil dø inden et års tid. At patienten skal have bedre adgang til palliativ behandling end i dag.

I forbindelse med arbejdet var rådet i kontakt med en del patienter og pårørende, siger Det Etiske Råds formand Gorm Greisen.

”Også de beretter om meningsløs, livsforlængende behandling. Det er jo ærgerligt, når både læger og patienter altså synes, at vi jævnligt gør noget, der både er dyrt og dårligt. Det er tosset at bruge ressourcer på noget, der ikke har værdi,” siger han.