Prøv avisen

Læger vil have prioriteringer frem i lyset

Medicin er dyrt – og selvom hospitalsafdelingerne på den ene side får stillet nye præparater til rådighed, er de på den anden side underlagt generelle nedskæringer, netop fordi der skal skabes plads til den ny medicin inden for de eksisterende budgetter. Det er hul i hovedet, mener Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing. Grafik: Kim Schou

Der skal prioriteres åbent, systematisk og gerne i regi af et prioriteringsinstitut for sundhedsvæsenet, siger flertallet af danske læger. Sundhedsordførere afviser, at politikerne mangler mod, men bakker op om forandringer

I Danmark er der råd til alt, når det gælder borgernes sundhed. Det var i hvert fald budskabet i en TV 2-duel mellem daværende statsminister Helle Thorning- Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) under valgkampen forrige år.

”Jeg kan ikke se for mig en situation, hvor vi skal til at prioritere. Borgerne forventer verdensklasse, når de møder det danske sundhedsvæsen,” sagde Helle Thorning- Schmidt blandt andet.

Ifølge Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, var duellen et klassisk eksempel på politikernes manglende lyst til åbent at diskutere de til- og fravalg i sundhedssektoren, der er barsk realitet og diger nødvendighed.

”Man skal ikke undervurdere symbolikken i den her debat, hvor kandidaterne stirrede hinanden stift i øjnene og sagde, at der var råd til både sygepleje og medicin uden nævneværdig prioritering. Den slags politiske udmeldinger falder mange læger for brystet, for deres oplevelse i dagligdagen er, at der prioriteres benhårdt med den konsekvens, at det er meget vanskeligt at have fokus på kvalitet og sammenhæng i behandlingen,” siger han.

I en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad svarer 65 procent af de adspurgte læger, at prioriteringen i sundhedsvæsenet enten er reelt fraværende eller tilfældig og usystematisk. Især nævner mange i kommentarerne til deres svar, at prioriteringen styres af politik og ikke lægefaglig viden.

Flertallet ønsker at til- og fravalg diskuteres åbent og af personer med lægefaglig tyngde: 67 procent svarer, at det er en god eller meget god idé at oprette et nationalt prioriteringsinstitut for sundhedsvæsenet.

Professor og sundhedsøkonom på Syddansk Universitet, Dorte Gyrd-Hansen, er enig i, at Danmark trænger til en åben debat om prioriteringer i sundhedsvæsenet. Hun giver en enkel karakteristik af den politiske proces, som lægerne angriber:

”For politikere er fravalg svære og tilvalg lettere, fordi et politisk fravalg af behandling automatisk identificerer taberne. Ved tilvalg derimod er det tydeligt, hvem der er vinderne, mens taberne ikke er synlige. Derfor vil politikerne helst blot tilvælge og ikke fravælge. De kan således ikke lide prioriteringsøvelser, men taler hellere om effektivitetsforbedringer, for der er alle jo vindere.”

Med andre ord erstatter krav om brede besparelser, herunder det årlige effektiviseringskrav på to procent, en åben debat om, hvad der er råd til, og hvem der er vigtigst.

Andreas Rudkjøbing nævner to eksempler på konsekvenser, når prioritering foregår skjult frem for åbent.

”Mange læger har oplevet, at der bare er sagt ja til ny medicin, uden at der er skelet til pris over for effekt. Det er ekstremt frustrende i en situation, hvor der er de facto nulvækst i økonomien. De oplagte eksempler er, at medicinske afdelinger som konsekvens bliver overbelagt, og at psykiatrien er underprioriteret. Men også en kræftafdeling mærker konsekvensen: på den ene side får den stillet et præparat til rådighed, men samtidig underlægges den generelle nedskæringer, netop fordi der skal skabes plads til den ny medicin inden for de eksisterende budgetter. Det opleves som hul i hovedet.”

”Et andet problem er prioriteringer, der ikke har noget fagligt grundlag. Et godt eksempel er behandlingsgarantien, der sikrer alle patienter udredning inden for fire uger. Den koster 450 millioner kroner årligt, men er ikke vigtig for alle patienter ud fra et fagligt synspunkt. Tværtimod forhindrer den, at lægen kan prioritere, hvem der er mest syg og har mest behov,” siger han.

Han roser dog Danske Regioners Medicinråd, der indledte arbejdet den 1. januar i år. Danmark er ifølge lægeformanden det sidste land i den vestlige verden, der har fået et sådant råd, hvor prisen på ny medicin netop vurderes i forhold til effekt, inden den tages i brug.

”Den bedrift troede jeg ikke var mulig med udgangspunkt i debatten fra valgkampen,” siger Andreas Rudkjøbing.

Dog så han gerne, at rådets opgaver blev udvidet, så for eksempel medicinsk udstyr og det kirurgiske område blev underlagt en lignende prioritering.

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) mener ikke, at politikerne har manglet mod til at tale om til- og fravalg. Men lægerne skal have mere at sige, medgiver han:

”Jeg vedkender mig, at vi i højere grad skal lade personale komme med kritiske og konstruktive forslag. Fagligheden skal råde mere og sættes mere fri end i dag, for der er regelsæt og bureaukrati, som er direkte kontraproduktivt i forhold til arbejdet i hverdagen og i forhold til at opbygge højere tillid fra medarbejdernes side til, at det politiske system lader deres faglighed råde.”

Også han ønsker bedre styr på prioriteringerne.

”Jeg vil ikke låse mig fast på et navn som for eksempel ’prioriteringsinstitut’, men vi arbejder frem mod, at vi får en struktur til at lave metodevurderinger for eksempel inden for ny teknologi og kirurgi på samme måde, som det sker med ny medicin i Medicinrådet nu. Det er et fast punkt og ønske fra vores side.”

Jane Heitmann, sundhedsordfører for Venstre, opfordrer til bedre dialog mellem hospitalsledelse og læger, hvis lægerne mener, fagligheden har trange kår:

”Det er vigtigt at holde fast i, at det skal være en lægefaglig vurdering, der afgør, hvilken behandling, der iværksættes af en given patient. Det er udgangspunktet. Jeg vil opfordre lægerne til at tage en snak med ledelsen på de enkelte sygehuse om, hvilken hverdag de skal have. På Christiansborg fastlægger vi de overordnede økonomiske rammer, lægernes opgave er på den baggrund at levere behandling på højest mulige niveau,” siger hun.

Alternativet gik til valg med et prioriteringsinstitut som mærkesag. Medicinrådet er et skridt på vejen, siger partiets sundhedsordfører Pernille Schnoor, der dog gerne vil have prioriteringerne endnu mere frem i lyset:

”Hele pointen er, at nogen allerede fraprioriteres. Det kan ikke undgås, men lige nu ved vi ikke, hvem der frasorteres. På ét sygehus kan man gøre noget for nogen, som man ikke gør på et andet, for man er jo nødt til at prioritere. Den prioritering skal gøres med mere gennemsigtighed. Vi må vedkende os, at prioritering finder sted og kan af den grund ikke nedstemme et prioriteringsinstitut,” siger hun.